The Minds of 99 – Roskilde Festival 2018

The Minds of 99 – Roskilde Festival 2018

Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Orange Scene
Dato: Fredag den 6. juli klokken 19:00

The Minds of 99 skinnede som en sol og fremkaldte gåsehud på Orange Scene.

The Minds of 99 – Roskilde Festival 2018
5 Anmeldelse
Anmeldelse

Med rød røg sivende ud fra de to tårne i hver side og en stemme, der talte op fra 1 til 9 og herefter gik i hak, indtog The Minds of 99 deres pladser foran de røde faner med motiver fra Solkongen-albummet, til stor jubel fra den massivt fremmødte folkemængde ved Orange Scene. De fem gamle folkeskolevenner virkede til at være helt klar til at give deres fjerde koncert på Roskilde Festival på bare fem år, og samtidig deres anden af slagsen under den kulørte teltdug.

“Ud af Min Krop” blev åbningsnummeret, og der var ikke gået mange sekunder, før man kunne høre, at der blev sunget med rundt omkring blandt publikum. Det fik undervejs i nummeret en smilende Niels Brandt til at skue ud over pladsen foran Orange Scene, med et på én gang overvældet og triumferende udtryk i blikket.

Læs også  Premiere: Den danske duo Feel Freeze slipper flot og spacy musikvideo til singlen "Let Go!"

Det stod hurtigt klart, at The Minds of 99 er et ekstremt tjekket og velspillende band, der udviste stort nærvær, karisma og overskud på scenen. Og så kunne man tydeligt fornemme, at de var enormt taknemmelige for øjeblikket og de fremmødte mennesker. “ROSKILDE! Der findes ikke noget større end det her, det gør der virkelig ikke. Tak fordi i gør det med os!”, lød det fra Brandt undervejs.

Det danske sprog kan sommetider godt blive en anelse klodset i sang-sammenhænge. Men det kommer The Minds of 99 let, elegant og helt på sin egen måde uden om. I dokumentaren Stor som en sol, fortæller Brandt, at musikken for ham er et affaldsprodukt, en måde at få afløb for de ophobende tanker og indtryk på. I hans øjne er det dét, der giver sangene nerve og relevans. En indstilling, der i den grad er blevet en realitet i hele bandets katalog, og som tydeligt kunne mærkes på samtlige numre under koncerten.

Læs også  Danske Selma Judith slipper den ærlige debutsingle "Kind of Lonely" med den tilhørende intime musikvideo

Eksempelvis tog jeg mig selv i at få gåsehud og tårer i øjnene lige så snart jeg begyndte at synge med på både den tempofyldte “Ung Kniv” og den mere stille “Solkongen” – og når jeg kiggede rundt på folk og på de publikummer, der kom til syne på storskærmen, kunne jeg se, at jeg ikke var den eneste. “Hvor gør det godt i hjertet”, var der én, der sagde ved siden af mig, efter “Solkongen” blev rundet af. Og det var lige præcis, hvad det gjorde. Lyrikken, melodierne og generelt hele lydsiden, kombineret med den skinnende sol og de glade publikummer, fik simpelthen det hele til at gå op i en højere enhed.

Setlisten var en god variation af nyt og gammelt, og kom både omkring de energiske numre som “Alle Skuffer Over Tid”, “Ma Cherie Bon Bon” og “Det Er Knud Som Er Død” og de mere lowkey numre, heriblandt den smukke, akustiske version af “Hurtige Hænder”.
Der var ikke den sangtekst publikum ikke kunne synge med på, og fællessangen blev på den måde en bestandig del af hele koncerten. Derudover havde menneskemængden også svært ved at stå stille, og hoppede og klappede med, ofte på bandets kommando. Ja, faktisk gjorde publikum lige nøjagtig hvad Minds ville have dem til. Det blev især tydeligt under “Stjerner på Himlen”, hvor Brandt fik hele forsamlingen foran Orange Scene til at sætte sig ned under et vers, hvorefter alle sprang op i raketfart, da vi igen nåede omkvædet.

Læs også  Vil du spille på by:Larm Festival 2019? Demotilmelding er åben lidt endnu

Hele koncerten var med andre ord ét stort højdepunkt, der blev rundet af, ved at store røde balloner fløj ud fra scenen og ud over publikum.
The Minds of 99 formåede virkelig at skabe musikalsk magi, og med deres energiske, ærlige og nærværende univers, erobrede de på ny Orange Scene.