17 aug Bon Iver annoncerer jubilæumsudgave af legendarisk album
Foto: D.L. Anderson (Pressebillede)
Udover albummets oprindelige sange inkluderer jubilæumsudgivelsen både liveoptagelser og et personligt essay skrevet af Phoebe Bridgers.
I år er det 10 år siden, at det amerikanske indieband Bon Iver udgav deres dobbelt-selvbetitlede album Bon Iver, Bon Iver (skøn albumtitel i øvrigt), som høstede et hav af positive anmeldelser og med tiden har opnået en status som et af de meste legendariske indiealbums. Med ikoniske sange som “Perth” og “Holoscene” er det et album, som de fleste Bon Iver-fans nok vender tilbage til i ny og næ med et nostalgisk tilbageblik, og nu er der altså særdeles godt nyt til bandets mest dedikerede tilhængere.
Gruppen har nemlig lige annonceret, at de udgiver en jubilæumsudgave af det nu 10 år gamle album, der foruden pladens originale numre vil indeholde fem liveoptagelser fra AIR Studios fremført af frontmand Justin Vernon og bandmedlemmet Sean Carey. Den fysiske udgave af udgivelsen vil desuden indeholde et essay skrevet af den hypede indieartist (og mangeårige Bon Iver-fan) Phoebe Bridgers, der beretter om sit forhold til albummet og den musikalske gamechanger-funktion, det har haft i hendes liv. Endelig har bandet offentliggjort, at de til næste år vil genskabe liveproduktionen fra deres oprindelige albumtour, hvilket kan opleves den 22. og 23. oktober på YouTube Theater i Californien.
I modsætning til Bon Ivers to seneste albums (henholdsvis 22, A Million fra 2016 og I,I fra 2019, der begger indeholder elektroniske kompositioner med processerede vokaler og drastiske stilistiske eksperimenter) er Bon Iver, Bon Iver gennemsyret af en mere organisk og håndspillet folkrock-vibe. Bon Iver er især kendte for deres konstante kunstneriske udvikling og banebrydende genreskift, så bandets nostalgiske tilbageblik mod 2011-albummet er på paradoksal vis noget ganske nyt.
Jubilæumsalbummet lander den 14. januar 2022 og bliver tilgængeligt både digitalt og fysisk.