Statens Kunstfond giver økonomisk skulderklap til morgendagens stjerner – bl.a. Smerz og Chinah

Statens Kunstfond giver økonomisk skulderklap til morgendagens stjerner – bl.a. Smerz og Chinah

Foto: Smerz/XL Records

Traditionen tro har Statens Kunstfond peget på den såkaldte “Unge Elite” – syv af morgendagens stjerner på den danske musikscene, som har brug for et økonomisk indspark til udviklingen af en international karriere.   

Udover et legat på mellem 200.000 og 500.000 kr. kan syv spillere fra den danske musikscene nu se frem til et toårigt karriereforløb, hvor blandt udviklingen af en international musikkarriere er øverst på programmet.
Tidligere modtagere af “Den Unge Elite” tæller kunstnere som Iceage, Spleen United og Baby in Vain, og fælles har modtagerne en ambition om at nå ud over Danmarks grænser. Det er blandt andet rejseaktiviter og markedføring, legaterne skal være med til at dække for kunstnerne, der ikke nødvendigvis selv har ressourcerne til at matche det internationale potentiale, de har.
Om projektet siger formand for Projektstøtteudvalget for Musik og Statens Kunstfond, Michael Bojesen:

Puljen ‘Den Unge Elite’ giver unge musiktalenter en unik mulighed for at få tid og frihed til at udvikle og værne om deres musikalske udtryk. Med et veltilrettelagt og målrettet karriereforløb giver projektet tillige en hjælpende hånd til, at unge musiktalenter kan få styrket deres fodfæste på det internationale marked. Vi oplever, at unge musikere er meget opmærksomme på at være tro mod deres kunstneriske visioner, men at det kan være hårdt arbejde, når der pludselig kommer andre og større interesser på spil. Når toget først kører, er det vigtigt at holde fast i det, der startede det hele – nemlig den gode musik.

Den norske, København-baserede og Roskilde-aktuelle duo Smerz, bestående af Catharina Stoltenberg og Henriette Motzfeldt, kan se frem til en økonomisk støtte på en halv million kroner, som de blandt andet skal bruge på turnéer i Europa, Rusland og USA og på at blive endnu bedre på synths, selvom det er netop deres talent på det elektroniske instrument, der har skabt dem det stærke navn, de efterhånden har bygget – senest på EP’en Have Fun fra i år.

De syv modtagere af “Den Unge Elite” er:

Broken Twin
Chinah
Daniel Davidsen
Lowly
Off bloom
Smerz
Soleima