SINGLEPREMIERE: Eerie Glue på banen med “Endorphins”

SINGLEPREMIERE: Eerie Glue på banen med “Endorphins”

Foto: Thøger Kappel

De super produktive fyre fra danske Eerie Glue kommer på fredag ud med deres nyeste udspil, “Endorphins”. Vi har i dag æren af at premiere singlen, som du helt eksklusivt kan lytte til her.

Eerie Glue var flyvende i år 2017. Her opnåede de at være et af de mest aktivt udgivende bands i Danmark, da de kom ud med intet mindre end fire EP’er. Selv beskriver de deres musikalske lyd som “horror fuzz love pop” – fire definitioner, der hver især lagde navn til de fire EP’er. På fredag slipper bandet deres første single i 2018, nemlig “Endorphins”.

Læs også  Christine and the Queens udgiver dragende musikvideo til sangen "La Marcheuse"

Eerie Glue har førhen været kendetegnet af gennemtrængende og sommetider støjende guitarer. På “Endorphins” er guitarlyden blevet skubbet lidt tilbage, og Bünyamin Eroglu har fået mere plads til sin dybfølte vokal, der således åbner nummeret op, kun akkompagneret af fint og simpelt guitarspil. Melodiøse og støjende guitarsegmenter har dog stadig sneget sig med, og får lov til at stå i kontrast til vokalen. På den måde har bandet udforsket nye aspekter af deres lydbillede, der i “Endorphins” fremstår renere og mere tilstedeværende, samtidig med at deres velkendte energi og inderlighed stadig står stærkt.

Læs også  Drømmer du om en fremtid i musikbranchen? Musikbrancheforløbet Innovative Music Management er nu åben for ansøgninger

Om “Endorphins” fortæller forsanger Bünyamin Eroglu:

”Vi møder i “Endorphins” en ensomhed, der opstår i tosomheden. Kærligheden til, afhængigheden af og længslen efter samhørigheden midt i en lammende accept af, at vi ikke har andre end hinanden. Samtidig fanges vi en retningsløs rus, som lader os mærke den velkendte momentane lykke og det euforiserende. I en søgen derefter går vi igen og igen ad den smertelige vej dertil. Vi tager chancen, vi dyrker spændingen – koste hvad det vil. Vi kan ikke lade være” 

Efter den officielle udgivelse på fredag, vil du samme aften højst sandsynligt kunne høre nummeret live, når Eerie Glue spiller Pumpehuset op sammen med Red Lama – og vi tør godt love, at det bliver en aften, du ikke vil gå glip af.

Læs også  NORDISKE HITS // Uge 38