Saint Vitus – Voxhall

Foto: Sebastian Dammark
Venue: Voxhall
Dato: Torsdag den 11. maj 2017

Torsdag aften stod i den tunge, stenede doom-metals tegn. Aftenen bød på norske overraskelser, kollektivt headbanging og (desværre) en træls publikummer, der kastede glas på scenen.

Norske Tombstones havde æren af at åbne aftenens doom bal. De, der trådte op på denne regnfulde torsdag, var i småtal med maks. 50 tilskuere. Det fik Voxhall til at virke større end sædvanligt, og måske Atlas havde været et bedre valg som venue.

Tombstones spiller tung, sludgy, doom metal der fik en samlet flok af tilskuer til at lave en god omgang headbanging. Koncerten startede langsomt ud, og Tombstones virkede akavede på scenen. Det skulle tage os tre numre, før der blev løsnet op i musikerne, men derfra gik det kun en vej – fremad. Guitaristen begyndte at føle energien bag deres musik, og begyndte herefter at vandre rundt på scenen, komme i kontakt med publikum og ellers groove med på de tons tunge toner. Tombstones vinder deres publikum med en stærk blanding af progressive elementer i deres musik, med en snært af norsk black metal og old-school doom. Deres næsten time lange sæt fløj væk på ingen tid. Deres hypnotiske eksperimentale musik skabte en trancelignende tilstande hos de forreste headbangers, og efter koncerten kom der kollektivt ‘wauw’ blandt publikum, imens folk gik ud for at ryge.

Så blev det ellers tid til aftenens hovednavn. De legendariske doom-mestrer fra Saint Vitus. Saint Vitus er efterhånden fyldt med en god flok af ældre herre i slutningen af deres 50’ere. De nåede aldrig at få deres kommercielle gennembrud, men deres arv kan høres igennem mange sludge og doom bands. Koncerten startede, ligesom Tombstones, akavet og langsomt ud. Det var som om, at mange af publikummerne ikke var sikre på, at de personer der nu stod på scenen faktisk var bandet og ikke en del af stage-crew.

Som fan af metalmusik generelt set, er der en joke, jeg længe har grinet af: Kom 10 minutter for sent til en grindcore koncert, og du misser 10 sange, kom 10 minutter for sent til en doom-metal koncert, og du misser den første sang. Jeg nævner det, fordi at vi skulle lidt over 20 minutter ind i deres koncert, før det hele gik op i en højere enhed. Aftenens tredje nummer startede, og klassikeren “War is our Destiny” fik (endelig) sat gang i publikummet i en højere grad end tidligere.

Bandet havde sine små problemer med at få stilheden mellem sangene til at blive til andet end pinlig tavshed. Efter et nummer, og folk havde klappet, var der en stilhed i lokalet, som om at ingen vidste hvad der nu skulle ske. Publikum eller band. Frontfiguren Scott Reagers prøvede at lave lidt sjov med publikum, men med sin kaffekop i hånden virkede han mere som en bedstefar end som en heavy rocker. Aftenen bød på klassikere som “Saint Vitus”, “Darkness”, “White Magic/Black Magic” og “Born Too Late”. Især sidstnævnte var en speciel oplevelse. “Born Too Late” er måske en af deres største sange, men hvorfor der var en tilskuer blandt publikum, der syntes, han skulle kaste et glas efter guitaristen Dave Chandler, er mig en gåde. Sangen stoppede brat, og Dave Chandler skubbede hurtig forsangeren til side, tog hans mikrofon, og gav en verbal sviner til personen, før han fik ham smidt ud. Det lagde et brat dæmper på den ellers stærke energi Saint Vitus havde formået at bygge op efter den sidste time. Lokalet var tavst efter episoden, og vi var alle pludselig i tvivl om koncerten nu også ville stoppe.

Heldigvis skete det ikke. De fortsatte hvor de slap, og Dave Chandler gik nu amok på guitaren, hvilket havde manglet igennem hele koncerten. Hvor guitaristen havde stået passivt igennem hele koncerten, fik han nu spillet guitar som aldrig før. Han spillede soloer, imens han holdte guitaren på ryggen, og afsyrede soloer med tænderne i ægte Jimi Hendrix stil.