fbpx

Roskilde-appen har tilføjet ‘food-option’: Vi bedømmer en håndfuld af boderne ud fra bl.a. tømmermændsegnethed og grad af gourmet

Foto: Benjamin Legarth / Roskilde Festival

Roskilde-app’en har tilføjet den vigtige gren af årets program – mad! Har du mistet overblikket over, hvad der skal i din mave, når tømmermændene skal plejes, eller hvilken gourmetbod, du skal invitere daten fra i går hen, så er vi her for at hjælpe dig.

Udover at byde på en helt ekstrem mængde musikalske indslag er Roskilde Festival også fyldt med madboder, og der er i løbet af sådan en festivaluge mulighed for mange forskellige og vidtrækkende kulinariske oplevelser. Som altid er der mange nye tiltag på madfronten, og blandt andet madboderne Ramen Copenhagen, Kuma, Street Polenta, Duck It, Israeli malawech Bar og Ris8 er nye på pladsen. Samtidig vil du også som noget nyt kunne finde en hel Food Truck-park lige ved Arena, hvor 12 trucks serverer mad fra egne som Vietnam, Jamaica og Italien.

Der bliver på Roskilde serveret mere end én million måltider, suppleret med de omkring én million liter øl, ølboderne udskænker side om side med 30.000 liter økologisk vin, 645.500 kopper økologisk kaffe, 30.000 liter økologisk juice og 12.000 liter økologisk kakaomælk. Der er med andre ord nok mad og drikke at holde styr på på sådan en festival, så had os ikke, når vi her kun præsenterer dig for seks ud af de over 130 madboder.

Vi siger ikke, at de nedenstående er de bedste, for alle madboderne har deres at byde på. Vi kan heller ikke rigtig vurdere den bedste burger eller den bedste vegetarret, når festivalen ikke er startet endnu. MEN, vi kan undersøge, om bodernes mad lyder egnet mod tømmermænd, om der er flere forskellige vegetariske muligheder, om der også er drikkevarer til at afhjælpe hovedpinen, og hvilken tid på dagen, maden er egnet til. Vi bedømmer desuden gourmet-ness fra 1 til 5 og giver dig en lille bonusinfo og bodens placering, så du ikke skal bryde dit (sandsynligvis hårdtbelastede) hovede med at finde ud af den slags. Here we go!

JGI Lasagne, Sandwich & Laundry

“…delivering Quality Great Tasting Food at Competitive Prices – Value for Money !!! … and we do your laundry too.”
Hvor: Lige ved siden af Rising-scenen.
Er den tømmermændsegnet? Også i den grad! Der er stor brunch med både æg, bacon og croissanter (og med juice, te og kaffe som tilbehør). Du kan også få lasagne, og det er jo lige til en god tømmermændssnasker.
Er der mere end én vegetarret? Ja, både en vegetarlasagne og en “Crispy Salad”.
Kan man få en reparationsdrink? Ikke med alkohol, men de har iskold lemonade.
Er det til morgenmad, frokost eller aftensmad? Lidt af det hele: Brunch, sandwiches, salater og lasagne.
Gourmet-ness: 3 ud af 5. Med udtrykket “Value for Money” i deres beskrivelse ryger lidt af de fine fornemmelser.
Bonus-info: Du kan få vasket dit tøj hos boden. Så hvis du er lidt presset på rene t-shirts eller underdrenge, er det her det perfekte sted at nyde sit næste måltid, og på grund af udvalget kan det være på et hvilket som helst tidspunkt af dagen.

La Boca de Malbeck

“We are a paella and sangria bar using our giant traditional pans to provide the most traditional spanish dish.”
Location: Roskilde Foodcourt
Er den tømmermændsegnet? Ja. Paella er en god tømmermænds-dish, fordi du bare kan skovle det ind med ske. Intet behov for at skulle sidde ved bænk med kniv og gaffel, og du bliver typisk ret mæt af en enkelt portion.
Er der mere end én vegetarret? Nej, der er faktisk slet ikke nogen. Der er kun én paella-ret, og den er så til gengæld også med både kylling, svinekød, blæksprutte og rejer.
Kan man få en reperationsdrink? Altså, de har en alkoholfri sangria – er det mon godt mod tømmermænd?
Er det til morgenmad, frokost eller aftensmad? Frokost/aftensmad, afhængig af humøret.
Gourmet-ness: 2 ud af 5. Paella er som udgangspunkt virkelig lækkert. Men der ryger point på manglende vegetarret, og så er der også kun én ret og én slags drikkevare til. Til gengæld er det i foodcourten, så man kan vel nemt finde noget at kombinere den lækre paella med!
Bonus-info:I app’en er boden af en eller anden grund registreret to gange, men vi har tjekket det for dig – det er den samme bod!

Le Trang

“Vietnamese street food”
Location: Ved boderne i campingområde J, lige bag ved skesøen.
Er den tømmermændsegnet? Vi forestiller os, at forårsruller er virkelig godt mod tømmermænd.
Er der mere end én vegetarret? Ja, både deres nuddelsalat og forårsruller kommer i en vegetarudgave.
Kan man få en reperationsdrink? De har en drink med lime og ingefær. Om der er alkohol i, melder infoen ikke noget om, men hvis ingefær ikke er godt mod alt, så tør vi aldrig stole på noget igen!
Er det til morgenmad, frokost eller aftensmad? Nudler og forårsruller kan vel spises døgnet rundt.
Gourmet-ness: 5 ud af 5! Det lyder virkelig lækkert, og de vietnamesiske navne i menukortet (som bliver forklaret herunder) giver virkelig noget til fornemmelsen af autenticitet, og det er jo meget gourmet-agtigt.
Bonus-info: Man kan få Banh Bao, hvilket er en dampet bolle med svinekødsfyld – den er nok rimelig god mod tømmermænd også. Der er desuden Ca Phe Sua Da. Det er en vietnamesisk iskaffe. Ja, så mangler der vist heller ikke noget.

Italian Street Treats

“We serve fresh pasta cooked al momento with homemade
traditional pasta sauces.”

Location: Foran Arena, som en del af Arena Park.
Er den tømmermændsegnet? Pasta skulle være en god tømmermændskur, fordi kroppen har brug for et skud kulhydrater!
Er der mere end én vegetarret? Nej, og deres vegetarret er altså med gorgonzola, så det skal man lige være mentalt forberedt på. Til gengæld er den både nødde- og skaldyrsfri.
Kan man få en reperationsdrink? Der er lemonade, og det er altid godt.
Er det til morgenmad, frokost eller aftensmad? Frokost/aftensmad.
Gourmet-ness: 4 ud af 5. Pluspoint for at bruge italienske udtryk i beskrivelsen, for at der bruges hjemmelavede, traditionelle pastasauces og for at lave maden “al momento”. Minuspoint for kun at have to retter.
Bonus-info: De kører truck-konceptet, så kig efter en lastbil med det italienske flag på.

Naturli’

“This food stall is 100% vegan and 100% organic.”
Location: Tæt ved Art Zone, på den anden side af ‘gaden’ i forhold til Food Court.
Er den tømmermændsegnet? Falafel skulle være rimelig godt mod tømmermænd.
Er der mere end én vegetarret? Ja – alt er vegansk.
Kan man få en reperationsdrink? Du kan få den indiske youghurt-drik lassi, som nok er en indisk pendant til dansk drikkeyoghurt – hvilket jo er godt for maven i hvert fald! Præcist hvordan de har klaret den uden mælkeprodukter, tør vi ikke udtale os om. De har den med blåbær eller mango.
Er det til morgenmad, frokost eller aftensmad? Morgenmad/frokost er den personlige vurdering herfra, men ligesom med forårsruller kan man vel altid spise en falafel eller to?
Gourmet-ness: 3 ud af 5. Virkelig fedt med en helt vegansk madbod, men altså lidt kedeligt, at alle tre retter er med falafel.
Bonus-info: En af retterne hedder “Falafel N’ Dip”, men dippen står der ikke noget om – så det skal man måske lige tjekke op på, inden man bestiller. Vi forestiller os dog, at det er en superlækker dip, for det har dip det jo med at være.

Big A’s Diner

“Big As Diner is a modern American inspired burger and pizza shack with great taste and delicious food.”
Location: Midt imellem Avalon og Pavilion.
Er den tømmermændsegnet? Altså… Amerikansk inspireret burger eller pizza er vel den bedste form for tømmermændssnask? Og så kan man få jordbærmilkshake til. Så ja, enormt tømmermændsegnet.
Er der mere end én vegetarret? Yes, både “Veggie Burger”, “Spicy Fries” og “Deep pan Potato”.
Kan man få en reperationsdrink? Førnævnte milkshake! Og endnu engang er der lemonade (med ingefær og lime).
Er det til morgenmad, frokost eller aftensmad? Det er nok også amerikansk inspirerede størrelser på retterne, så det må være en kæmpe frokost eller et solidt aftensmåltid. Man kan selvfølgelig altid dele retterne lidt med vennerne, så man har en undskyldning for at tage derind og købe milkshake, og så er “dinner for breakfast” og “breakfast for dinner” jo også en ting derover, så reglen må være, at der ikke er nogle regler.
Gourmet-ness: 3 ud af 5. Det er nok ikke “gourmet” i den klassiske forstand, men boden går sikkert all-in på at være snasket og lækker.
Bonus-info: Du kan få te og kaffe, så der er mulighed for at tanke op på både kalorier, sukker og koffein på én og samme tid. Så er du klar til aftenens strabadser.

Har du desuden hørt om…

… Fællesspisning hos Absalon!
– Folkehuset, som du normalt finder fyldt med bordtenniselskere og varme sjæle på Vesterbro, er rykket til Roskilde, og de inviterer til både morgenmad, ølyoga, “go’morgendansefest”, croquis, petanque, massagekæde og alt, derimellem. Udover alle disse tilbud, kan du også for 50 kr. tilmelde dig til langbordsmiddag. Der er plads til 250 personer, så udover mæthed går du nok også derfra med en ny ven. Smukt! Det foregår onsdag til lørdag kl. 19.00, og du tilmelder dig her.

…Roskildes største køkkenfest
– Det er FoodJam, der står bag den største køkkenfest på Roskilde, og i år er der fisk og skaldyr på programmet. Arrangementet er sat på benene i samarbejde med Kvickly, Anglamark og SuperBrugsen, som tilbyder råvarer, du frit kan vælge at kokkerere med. FoodJam er et såkaldt “aktivt folkekøkken”, så du tilbereder selv dit måltid, mens vejledere står klar til at rådgive om de mange økologiske muligheder, du har ved hånden. Der er frokost, tømmermandskurerende brunch, Masterclass, og FoodJam Pop-Up rundt omkring på campingområdet, hvor du for den nette sum af 20 kroner kan tilberede suppe af overskudsmad fra teltet. Læs mere her.

Martin Rahbek
martinrahbek@bandsoftomorrow.com