Rings of Saturn – Royal Metal Fest 2018

Rings of Saturn – Royal Metal Fest 2018

Foto: Sebastian Dammark – @idoconcerts

Et af Royal Metal Fests første hovednavne var californiske Rings of Saturn. Kendt for deres specielle ”Nintendo-metal” formåede de at give en koncert, hvor publikum virkede mere vågne end bandet selv.

Rings of Saturn – Royal Metal Fest 2018
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Få bands, eller mennesker for den sags skyld, kan spille så avanceret guitar og tromme, som Rings of Saturn. Ikke nok med, at få kan spille som dem, så er der endnu færre, der kan få det til at se så legende let ud. Rings of Saturns musik er flere gange beskrevet som ”Bit musik fra helvede” – hvilket nok egentligt er meget passende.
Det minder i hvert fald om noget fra soundtracket til PC-spillet Doom, hvis dette soundtrack havde taget en ordentlig skefuld stoffer.

Rings of Saturn spiller utrolig progressivt musik, hvor takterne skifter lige så hurtig som forsangeren, Ian Bearer, kan screame. Man kan ikke lade være med at være benovet over hele bandets kunnen. Desværre er det dog også denne “legende lethed”, der lidt gør, at bandet til tider kan virke for tilbagelænet.
Bortset fra et par horn eller start af klap, var der ikke meget mere publikumskontakt, end da Ian Bearer introducerede nummeret ”Unsympathetic Intellect” som ”This is a song”.

Hele energien blev dog alligevel primært skabt fra publikums side af. Og hold da op. På en solrig fredag, klokken fem om eftermiddagen, var Voxhalls gulv fyldt op med langt hår og battleveste. Der blev kastet horn helt tilbage fra de bagerste rækker – og man må sige, at årets publikum til Royal Metal Fest nok skal sørge for, at der bliver sat spark i løjerne. Hvis ikke det var for publikums energi, der løbende blev bygget op, så ville Rings of Saturns koncert måske have været lidt for kedelig.
Trods det var det yderst flot at se, hvordan et niché-band som Rings of Saturn kan stå på Voxhalls scene og få selv de mest ”tamme” metalgæster til at sige ”det er da egentlig okay vildt det her”.

Koncerten bød på trommesolo, instrumentale numre, og et ellers velspillende band, der formåede at vise hvorfor netop en genre som nintendo metal (eller aliencore), ikke bare skal kastes væk fra sidelinjen som et gimmick.

Anmeldelse