Foto: Daniel Stigefelt

På bare ét år gik 20-årige Rhys fra at være en ukendt, men talentfuld, sangerinde til lige pludselig at have svimlende 40 millioner streams på Spotify. Vi har taget en snak med den svenske sangfugl om hendes musikalske rejse, om sangenes tilblivelse, om drømmen om at slå igennem i USA – og forhåbentlig en dag gæste The Ellen DeGeneres Show. 

Rhys sidder i et tog i Sverige, da hun ringer til mig en tirsdag morgen i februar. Egentlig skulle hun have siddet indenfor i et varmt lokale. Men toget er blevet forsinket, fortæller hun, for udenfor raser en bidende kold snestorm. Trods vejr- og transportmæssige udfordringer, er Rhys dog i godt humør, og hun virker utroligt imødekommende og tilstedeværende, selv over en noget tvivlsom telefonforbindelse, der ind i mellem falder lidt ud, når toget kører igennem en tunnel.

I midten af februar havde vi Rhys med på vores liste over 18 skandinaviske navne du skal holde øje med i 2018. Det førte efterfølgende til en interviewmulighed med den unge sangerinde, som vi fik aftalt skulle foregå et par dage inden hendes optræden ved dette års by:Larm festival i Oslo i starten af marts. En optræden hun så meget frem til: “Jeg er spændt på det første… gig i et stykke tid,” siger hun mens hun griner lidt, og undskylder at hun snakker en smule lavt. Hun vil helst ikke snakke så højt i togkupéen, hvilket vidner om en uskyldig ydmyghed. “Jeg har ikke spillet en hel koncert i… jeez, i… seks måneder måske? syv måneder? Det er et stykke tid siden, jeg har lavet et helt show,” fortsætter hun. Rhys har nemlig været i studiet for at indspille ny musik. Det resulterede blandt andet den 16. marts i singlen “No Vacancy”, som henover påskedagene blev fulgt op af en flot musikvideo.

Fra Portland til Stockholm

Rhys er egentlig svensk-amerikaner. Oprindeligt er hun født i Portland, Oregon, i USA i 1997, hvor hun boede de første ti år af sit liv. Herefter flyttede hun med sin svenske mor, sin amerikanske far og sin søster til Stockholm. Som lille pige var Rhys altid klar på at underholde menneskene omkring hende, og da familien flytter til Sverige, vokser lysten til at optræde kun endnu mere. Her bliver hun interesseret i både teater, dans, kunst og ikke mindst sang, og deltager i forskellige talentshows: “Jeg havde nok ikke fået de her muligheder, hvis jeg stadig havde været i USA. Jeg tror, at Portland gav mig drømmen, men Sverige gjorde den sand,” som hun fortæller.

Interessen for at optræde og synge virker dog ikke helt til at have rødder i det familiære. “Min far er lidt tonedøv, og min mor, hun… hun er med i et kor, men jeg vil ikke sige, at hun kan synge,” griner Rhys, og uddyber: “Jeg føler, at jeg kommer fra en musikalsk baggrund. Sådan, på egen hånd, ikke via min familie. Men vi lyttede altid til meget musik. Min far hørte altid musik i bilen, så jeg føler alligevel, at jeg er vokset op med en del musik.”
Da Rhys var yngre, var det som regel tit Avril Lavigne, og senere hen Dido, der blevet fyret op for. Men var det hendes far, der agerede DJ, var det ældre musik som Michael Jackson, Jackson 5, og den slags. Igennem tiden har Rhys egentlig lyttet til mange forskellige genrer, men nu bliver der ofte trykket play ved det lidt mere melankolske musik, som for eksempel Adele. “Jeg går igennem forskellige faser,” som hun fortæller, og dermed følger de forskellige genrer og artister.   

Mødet med Jörgen Elofsson

Drømmen om at synge og optræde tog lige pludselig gevaldig fart, da Rhys som 17-årig gik hos en sang coach, som en dag, på trods af at Rhys aldrig før havde indspillet en demo, introducerede hende som en demosangerinde for den svenske sangskriver, Jörgen Elofsson – en af sangskriverne fra sangskriverkorpset ved det legendariske Cheiron Studio, der blandt andre også husede storhitmageren Max Martin. “Det var ret random,” fortæller hun, “men så tog jeg hen til ham for at synge, og det syntes han om, og så ville han signe mig som sanger og sangskriver. Så det hele faldt ligesom ud til min fordel til sidst.” 

Mødet med Elofsson blev for alvor begyndelsen på Rhys’ musikalske rejse. Sammen med ham skrev hun i 2016 debutsinglen “Swallow Your Pride”, der ved udgivelsen blev udråbt som ugens nummer af Sveriges Radio.

Tiden efter debutsinglen kan beskrives som nærmest magisk for den unge sangerinde. Den efterfølgende single, “Last Dance”, som også er skrevet i samarbejde med Elofsson, endte nemlig med at blive den mest spillede sang på det svenske P3 i 2017, og så var hun oven i købet den eneste debutant, der formåede at have to singler med på top 50 på radiohitlisten samtidig, hvor tredjesinglen “Too Good To Be True” sneg sig ind på en niendeplads. Og som om det ikke var nok, indkasserede hun også et par ret så fornemme nomineringer. Heriblandt blev hun nomineret som “Fremtidens Artist” af det svenske P3.

Dark pop in the making

Det er altid interessant at høre musikere beskrive deres egen musik. Derfor spørger jeg Rhys, hvordan hun selv vil beskrive sin musikalske lyd: “Det varierer i virkeligheden fra sang til sang,” forklarer hun. “Hveranden sang er ret deprimerende og de andre er mere upbeat, men stadig deprimerende. Men jeg vil sige en form for darkpop. Produktionerne er som regel ret poppede, men lyriksne er ret mørke.”

Når man lytter til de forskellige singler, er det tydeligt, at hjertet og hjertekvaler er en bestandig del af meget af dét, Rhys skriver – både alene og sammen med Elofsson. Og selvom det er et tema, som mange kunstnere gennem tiden har gjort brug af i deres musik, så er det stadig fængende og evigt fungerende – for det er jo noget, de fleste kan relatere til. Men hvor får man inspirationen fra, og hvordan laver man egentlig sådan et fængende darkpopnummer?

“Det kan være virkelig alting”, starter Rhys. “For det meste er det mine egne erfaringer, men jeg kan også blive inspireret af andres erfaringer. For eksempel går min bedste veninde igennem et break-up, og jeg føler lidt, at jeg tager hendes følelser og skriver sange om hende og håber på, at det hjælper,” fortsætter hun. “Mange gange starter jeg med et ord og tænker: Hmm… måske jeg kan skrive en sang om det, eller bare ud fra det? Ellers skriver jeg en masse lyrics på min telefon, når jeg sidder i toget på vej hjem, eller når jeg er i trist humør. Så det starter med ord eller lyrics, som jeg allerede har, eller også er det musikken, der inspirerer mig til at skrive sangteksterne.” 

Som jeg snakker med Rhys, bliver jeg klar over, at der helt sikkert er noget med det dybfølte og følelsesmæssige, både over sangerindens egne sange, men også over hendes eget forhold til musik. Da jeg spørger, hvad musik betyder for hende, er det netop også følelserne, hun fremhæver. “Det (læs: musikken, red.) betyder virkelig det hele. Det afspejler på en måde ens følelser, når man føler dem. Det er en måde at gøre sig selv gladere på, eller gøre sig selv mere trist,” fortæller hun, mens hun griner lidt. “Når jeg skriver musik, så er det en måde for mig at få mine følelser ud på. Jeg formår at udtrykke mig selv på en måde, som det ville være svært at gøre i det virkelige liv. Det er en slags safe haven.”

Da jeg spørger, om der er nogle bestemte artister, der har haft indflydelse på Rhys’ sangskrivning, er hun ikke langsom til at indrømme, at de mange timer i Avril Lavignes musikalske selskab har sat sit præg: “Jeg kan høre, at jeg nogengange lyder… Jeg efterligner den måde, hun synger på. Det kan jeg ind i mellem høre på min egen stemme,” griner hun. Men et andet fanskab spiller også ind: “Og så Adele, vil jeg sige, er en indflydelse,” som hun fortæller,“for hende elsker jeg bare,” kommer det prompte.  

Fremtidsdrømme 

2017 har tydeligvis været et år i overhalingsbanen for det unge sangtalent. Det markerede Rhys også selv, da hun den 1. januar i år slog et ret så bemærkelsesværdigt post op på sin Instagramprofil, hvor hun først takkede alle dem, der har været med hende på hendes vej i løbet af det forgangne år, og derefter bekendtgjorde, at 2017 blot var opvarmningen – for i 2018 er hun klar til at tage Verden med storm. Jeg spurgte derfor lidt ind til, hvad planerne for fremtiden er, både i 2018, men også på længere sigt.

“Det er lidt mærkeligt at fortælle her på toget, haha! Jeg håber, at min næste sang, “No Vacancy” (læs: singlen, der blev udgivet i midten af marts, en halv måneds tid efter interviewet, red.), vil blive en mere international sang, hvilket jeg synes alle mine sange muligvis er, men du ved, det tager noget tid. Og jeg håber, at sangen vil give mig det ekstra skub. Og så håber jeg, at jeg ender op med at spille spil hos Ellen DeGeneres. Og ja… Jeg vil virkelig gerne gå hele vejen og slå igennem i USA,” siger hun, og holder en lille pause. “Undskyld, jeg føler at jeg sidder og stirrer på folk i toget,” udbryder hun beskedent, mens hun griner.

Heldigvis er toget snart fremme ved destinationen, så Rhys kan stige af toget og snakke mere frit. Og så kan jeg ikke dy mig, for jeg vil gerne høre lidt mere om det her med Ellen DeGeneres. Det lyder som om, der ligger noget særligt bag det mål.

“Det er ligesom mit største mål, for jeg har altid fulgt hende. Og jeg inviterede hende til min Spiderman-fødselsdagsfest, da jeg var yngre, men hun kom aldrig. Og så skrev jeg en bunke forslag til hendes speaks til showet. Og så sendte jeg dem til hende, men det svarede hun heller aldrig på. Men du ved, hun er jo også ret populær.”

Jeg kender det virkelig godt, det der med at have et brændende ønske om at møde sit store idol. Med den indsats Rhys har lagt i at få kontakt til DeGeneres, håber jeg virkelig også, at det en dag vil lykkes hende at gæste den populære TV-værts talkshow.
Men at være med i The Ellen DeGeneres Show er altså ikke det eneste mål for fremtiden. Senere på året venter nemlig forhåbentlig et debutalbum. “Jeg håber, at jeg kan udgive et album i år, men du ved, tingene bliver altid udskudt i denne industri. Men jeg håber virkelig at jeg kan udgive et album, for jeg prøver at planlægge min release-fest, og jeg har allerede fortalt rigtig mange om release-festen, så jeg håber virkelig, at jeg kan udgive et eller andet. Det bliver sjovt,” fortæller hun. “Og jeg har sangene. Jeg har så mange sange, så jeg føler, at vi har nok sange til et album, det er bare det, at vi skal producere sangene korrekt. Og så håber jeg virkelig, at jeg får mulighed for at optræde meget mere i år.” 

Inden vi ligger røret på, spørger jeg Rhys om, hvilken sang af hendes egne hun helst ville have, at folk skal lytte til, hvis hun kun kan udvælge én. På tidspunktet for interviewet havde hun næsten lige udgivet singlen “Maybe I Will Learn”, og det var da også dette nummer, der blev udvalgt. Om begrundelsen herfor fortæller sangerinden:

“Jeg føler ligesom, at det er en rigtig god heartbreak-sang, hvis man har hjertesorger. Og jeg føler, at når man har hjertesorger, så har man brug for at få sine følelser ud, ikke? Man har brug for bare at sidde og græde, og jeg føler, at det er en god sang at gøre det til. Jeg kan virkelig også godt li’, at den er så simpel. Og så er det egentlig min favorittype af sange.” 

Hermed blev det følelsesmæssige endnu engang fremhævet som en af grundstenene i den spirrende sangerindes musikalske univers.

Det bliver spændende at følge Rhys’ musikalske færd fremover. Jeg glæder mig i hvert fald meget til, at debutalbummet ser dagens lys senere på året. Og så vil jeg krydse alt, hvad jeg har og kan, for at Rhys en dag får sit ønske opfyldt, og kan sætte sig i den varme stol ved siden af idolet Ellen DeGeneres.