Foto: Velvet Volume // Agnete Schlichtkrull

P6 Beat Rocker Koncerthuset udspillede sig for sjette gang i radiokanalens historie denne lørdag, og det gjorde det for fuld smadder.

Der herskede en let summen i hele DR’s foyer denne iskolde lørdag aften.
I det store rum stod man tæt som sild i en tønde og ventede spændt på, at aftenens ambitiøse program på ni bands ville udspille sig til P6 Beat Rocker Koncerthuset 2018.

Aftenens værter, Mikael Simpson og Rune Hedeman, tog godt imod deres publikum, og derefter gik første navn på: Nelson Can.
Trioen skulle gennem første nummer spille sig varme, men efter det, var de også virkelig godt i gang – i deres nummer ”Miracle” skinnede især forsanger Selina Gin igennem, og bandet beviste, at et rockband uden hverken guitar eller keyboard sagtens kan svinge på højde med ethvert andet ”traditionelt” rockband.
Ligeledes lagde de som første band stilen til, hvad der skulle vise sig at blive en kvindedomineret musikalsk aften, hvor otte ud af ni bands havde kvindelige forsangere.

Er der god lyd?” råbte værterne efter Nelson Can, og folk hujede.
En kommentar der slog fast, hvordan et arrangement som P6 Beat Rocker Koncerthuset er et bevis på to ting: P6 Beats lyttere er kræsne og nørdede, og værterne ved det godt. Og så, at rocken i den grad ikke er en døende genre.
Tidligere års shows har haft et større fokus på elektronisk musik, pop eller den traditionelle singer/songwriter-genre, men i år var altså rockens år.

Næste koncert bliver spillet af ONBC, som er et erfarent orkester med musikere fra tidligere bands som epo-555, The Boombox Hearts og superheroes. Nu er de fire musikere altså at finde i konstellationen ONBC, der i øvrigt står for Oliver North Boy Choir.
ONBC leverede ikke det bedste show, og de kunne ikke holde forrige bands stærke energi oppe, selvom de havde fået Nelson Cans trommeslager Maria Juntunen med som percussionist, og det var ærlig talt en booking, jeg følte, kunne være gjort bedre.

Læs også  Den Københavnbaserede postrock-gruppe ilt deler gribende debutsingle

Gode værter og rockede melodier

Efter de første to bands kom et skift, hvor publikum nu blev ledt til den store sal, Koncertsalen.
Her overtog Rest in Beats med stor overlegenhed og gav en intens, opbyggende og fantastisk flot visuel og lydlig oplevelse, der helt klart var en af aftenens absolutte højdepunkter. Akkompagneret af tre strygere indtog producer Sebastian Rønde Thielke og sangerinde Rezwan Farmi scenen i DR’s koncertsal og fyldte den ud på flotteste vis.

Herefter fulgte en rum tid, hvor de to P6 Beat-radioværter, der denne dag også lavede tv, udførte den berømte ”padling”, som hører med til et live-show. Og det gjorde de faktisk ganske udmærket. Det nåede hverken at blive akavet eller for langtrukkent, selvom tekniske problemer i flere sceneskift medførte flere udfordringer, og de formåede at fortælle sjove anekdoter om kunstnerne, snakke med publikum, optræde med trommemaskine, mundharmonika og akustisk guitar, snakke svensk og generelt lave gode, gennemtænkte og veludførte overgange til hver optrædende. Tak til dem for ikke at få publikum til at krumme tæer, som det ellers er så nemt at gøre i dansk tv.

Katinka var næste levende billede på scenen, og forsanger Katinka Bjerregaard havde taget mange med sig. Omkring 20 personer fra Musikvidenskabs universitetskor MuKo fra Københavns Universitet sang med, men desværre blev det ikke helt til den force, som det var tiltænkt: Koret havde svært ved at finde deres toner i starten, og hvad der sikkert var tænkt som en dybfølt, rørende start blev dermed halvhjertet og tom.
Til gengæld så vi en langt mere rocket udgave af Katinka, end vi plejer, og det var i princippet en positiv overraskelse. Hendes vokal kunne dog ikke høres klart nok til, at man fik hele hendes tekstlige univers med, og det er simpelthen så ærgerligt, når det er fundamentet for Katinkas musik.

Læs også  M.I.L.K slipper den inspirerende single "Make My Way To Paris"

Indtil videre i aftenens forløb havde alle bands stillet op med en kvindelig forsanger, og den tendens fortsatte:
Svenske Pale Honey tog over og startede med en ballade, hvor forsanger Tuva Lodmark leverede både sit guitarspil og sin sang enormt sikkert. Bandet havde generelt nogle rigtig gode idéer, og de fik vist, at de skriver rigtig gode melodier med en solid rock-instrumentering. Dog var det som om, de lige manglede den sidste publikumskontakt og energi til at komme helt ud over scenekanten.

Fra barnlig ømhed til Rock’n’Roll

Ved næste act blev både tempoet og formaliteterne taget helt ned: Ind trådte Bo Rune Madsen, tidligere guitarist i Mew som nu har startet sit eget projekt Turbolens, og med ham fulgte børnekoret Mullerne. Hans band var ligeledes børn, og alle går de på Bernadotteskolen i København. Hele denne opsætning fungerede enormt fint især som kontrast til den ellers rå og let distancerede attitude, de forrige bands havde haft, og med børnekoret til deres største hit ”Rastløse Bevægelser” tror jeg, alle i salen blev en smule rørte.

Denne ømhed skulle dog hurtigt smides væk igen, for nu gik Baby in Vain på scenen. Og hold da helt op; så fik koncerthuset rock for alle pengene – og hold da helt op hvor var det godt!
Alle tre i Baby in Vain lever sig 100% ind i deres musik og live-optræden, og de har en energi så sammentømret, at det ikke er til at begribe. Her så man et ægte rock ’n’ roll-band, som bare mente deres musik, med alt hvad de havde. Det var simpelthen en inspiration at være vidne til, og publikum var ellevilde: Bandet fik stående applaus efter første nummer og en endnu længere klapsalve, da de gik af scenen igen.

Sidste band i Koncertsalen, og andensidst på aftenen, var aarhusianske Lowly, som gav plads til en helt anden og rummelig atmosfære med en mere melankolsk, afdæmpet lyd dannet af rigtig mange lag.
Deres musik har i deres live-shows en tendens til at blive en smule ensformig, men de havde bygget deres show flot op med en imponerende instrumental og ikke mindst vokal opbygning i sidste nummer, som forsanger Nanna Schannong leverede fejlfrit.

Læs også  Moon Loves Honey - You Drift Away From Me

Toppen af rocken

Da Lowlys sidste tone var klinget færdig, og værterne havde takket af fra Koncertsalen, gik turen mod foyeren igen mod sidste band og den efterfølgende fest.
Her gik søster-trioen Velvet Volume på og beviste fra første sekund, hvorfor de fik lov at slutte aftenens program af: De havde et imponerende overskud, der sås i deres bevægelser på scenen, fra forsanger og guitarist Noa Lachmis ryk med overkroppen mod mikrofonen til bassist og sanger Naomi Lachmis medrivende dans, som hørtes i deres tostemmige, knivskarpe sang, og som mærkedes i deres og publikums vilde energi.
De besad en fantastisk stålsat energi, som havde en helt vild smittende effekt. Samtidig har de tre piger en stilsikker udstråling og attitude, som man kunne se lige fra Noas tilbagestrøgede, korte lyse hår og dystre, smokey eyes til Noas skolepige-look til trommeslager Nataja Lachmis cool og afslappede stil.
I deres sidste sang ”Fire” løftede taget sig nærmest, og publikum brød ud i jubel, da der blev skudt konfetti ud fra scenen; aftenen sluttede på toppen.

Aftenens andre højdepunkter var Rest in Beats og Baby in Vain, som ligesom Velvet Volume, og (næsten) alle andre bands denne aften, havde kvindelige forsangere – og ikke mindst kvindelige musikere. Om det var et såkaldt ”mediestunt” fra P6 Beats og DRs side for at gøre sig bemærket i denne #metoo-tid vides ikke, men uanset hvad, fungerede hele denne aften rigtig, rigtig godt.
Rocken lever i den grad i bedste velstående, og det var P6 Beat Rocker Koncerthuset 2018 et stærkt bevis på.