Pasha – SPOT Festival 2018

Pasha – SPOT Festival 2018

Foto: Marina Jensen
Venue: Aarhus Volume
Dato: Torsdag den 10. maj 2018 kl. 19.30

Der var ikke en finger at sætte på norske Pashas brag af en åbningsfest på Aarhus Volume.

Pasha – SPOT Festival 2018
5 Anmeldelse
Anmeldelse

Jeg tror, de fleste vil være enig med mig i, at det er sindssygt farligt at indlede sin koncert med at råbe: “I am Pasha and I am a fu*king God!!“, måske især til en forsamling evigt skeptiske branchefolk og evigt tilbageholdende danskere. Men efter Pasha var gået af scenen torsdag aften, tror jeg, de fleste var lige så enige med mig i, at han må tænke lige så højt om sig selv, som han overhovedet har lyst til, for der skal ikke herske nogen tvivl om, at han har belæg for at tænke det.

Når jeg genlæser svarene fra det Ugens Upcoming-interview, vi tilbage i januar lavede med Pasha, er der mange ting, der giver mening:

Hvem er Pasha?
– Jeg er Pasha. En ung, cute rapper fra Rykkin, Norge.

Hvordan vil du beskrive din lyd?
– Legende. Funky. God energi.

Læs også  Det bedste vi så på Haven Festival 2018

Hvordan startede du?
– Det startede med, at jeg lyttede til en masse Eminem, 2Pac og Ice Cube. Så blev jeg konfirmeret, fik en masse penge og byggede et studie i min kælder.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
– Kanye West, TDE, A$ap Rocky, Dr. dre

Indspilning, øvelokalet eller koncert – hvad foretrækker du?
– Koncerter hele dagen!

Hvad er drømmen?
– At være på samme niveau som mine idoler.

Det hele startede lovende torsdag kl. 19.30, da Pasha rent faktisk have band med på scenen og ikke kun en DJ, som man ellers ofte ser på branchefestivaler som SPOT – især fra de kunstnere, der kommer langvejs fra. Pasha havde, udover en DJ, også hevet et styks glad guitarist og et styks glad trommeslager med, og der er altså intet, der slår, når hiphop spilles med band. Alle på scenen så ud til at have en fest, selv fotografen som løb i hælene på Pasha hele koncerten igennem – god motion!

Pasha bredte sig ud på hele scenen, og selvom det ikke altid er ensbetydende med, at man fylder den ud, så var det det hér – selvfølgelig i kombination med hans energiske og karismatiske persona og sindssygt velsvingende hiphop.

Læs også  Arcade Fire - Haven Festival 2018

Backingtracket i andet nummer, “White Girl Turtleneck”, ledte tankerne mod Kanye’s “Everything I Am”, og i flere af numrene var der generelt lidt den samme vibe og feeling som gennemsyrer Graduation. Men det var kun glimtvist, for Pasha havde sit eget eget præg på alle numrene, om de så mindede dig om idolet Kanye (som nok også godt kunne finde på at indlede sin koncert med “I am Kanye, and I am a fu*king God!!) eller fik dig til at ville gå hjem og se time efter time med Fresh Prince of Bel-Air.

Udover tydelige referencer til netop artister som Kanye, dre og 2Pac, som han har nævnt som inspirationskilder, tog Pasha os også med på en snusket fransk natklub med blandt andet nummeret “I Don’t Speak French”, og det var sindssygt fedt, at han rent faktisk havde taget sin feature RebMoe med på scenen. Senere fik de også selskab af sangeren Soul Gem på “Colorblind” og “Prettyboi Bounce”, og det kan ikke understreges nok, hvor fedt det er at føle, at kunsteren har prioriteret koncerten 100%.

Læs også  Sherpa - Smukfest 2018

Jeg føler, at der stadig er et hav af aspekter fra koncerten, jeg har lyst til at kommentere på; så som hans konstante interaktion med publikum – om det handlede om at få dem, der sad ned til at rejse sig op, om det var at snyde solbrillerne af en af gutterne i front, at starte en moshpit, snyde alle for et drop og grine af dem, der troede de skulle moshe igen, eller kompensere for det manglende skybrud ved at kaste sin vandflaske ud over os. Pasha viste overskud fra start til slut, og bedst af alt viste han, hvad han i vores Ugens Upcoming-interview fortalte: At musikken er en leg.

Han er en entertainer,” sagde en pige bag mig til sin ven, og det er helt rigtigt.

Hvis Pashas drøm er at være på samme niveau som sine idoler, så er han på rette kurs. Han dyrkede sig selv 100% og hele koncerten igennem uden på noget tidspunkt at være selvfed. Tak for det!