Otte musikalske opture fra Eurosonic Festival 2018

Otte musikalske opture fra Eurosonic Festival 2018

Foto: Superorganism//Jorn Baars

Eurosonic Festival er forbi, og vi ser tilbage på otte af de største musikalske opture fra vores tur til det hollandske.

En musikalsk optur kan være mange ting. Det kan være opdagelsen af en ny artist, man aldrig før har hørt om eller gensynet med en kunstner, man tidligere har forelsket sig i. Det kan være at se en artist på en ny måde, eller at opleve et act live for første gang efter at have skamlyttet til det derhjemme. Det er præcis opture som dem, vi fik på årets første showcase- og musikbranchefestival, og som vi her vil præsentere dig for.

Vi er hjemme igen efter tre dage i musikmekkaet, der er Groningen i den periode, ESNS (Eurosonic Noorderslag) finder sted. Det blev tre dage fyldt op til randen af musikalske oplevelser fra både danske og udenlandske artister. Dem vil vi fortælle dig meget mere om, men først vil vi lige indføre dig i, hvad Eurosonic Festival er for en størrelse. Svaret er ganske enkelt, at den er den største af sin slags i Europa.

Festivalen er kort sagt delt op i tre: Eurosonic Festival, Eurosonic musikkonference og Noorderslag Festival, der er den del af ESNS, der fokuserer udelukkende på hollandske acts. Festivalen byder desuden også på flere award shows, hvoraf vi selv deltog i den største af dem, EBBA (European Border Breakers Award), hvor danske Off Bloom blandt andet optrådte (du kan læse vores reportage fra aftenen her). Herudover var der både prisoverrækkelser til European Festival Awards og A Greener Festival Awards, hvor Roskilde Festival var blandt vinderne i begge.

Ifølge de officielle tal fra festivalen, var den i år besøgt af hele 40.288 gæster, hvoraf 4.092 af dem var konference-deltagere. Festivalen rækker langt ud over Hollands grænser, og den grundlæggende filosofi bag er at breake europæiske artister og ikke mindst nedbryde barrieren mellem de forskellige europæiske musikscener. Derfor var der også hele 42 forskellige nationaliteter repræsenteret til festivalen. Heriblandt fyldte danske musikbranchepersoner og artister en større del end normalt, da Danmark var udvalgt til dette års fokusland (den beslutning kan du læse meget mere om her).

Okay, og hvad så med musikken?

Selvom vi også deltog i dele af konferencen, var vi selvfølgelig først og fremmest afsted for at høre noget musik, og som det altid går på festivaler som denne, kom vi hjem med en masse opture at se tilbage på. Med i alt 352 acts på programmet, var det selvsagt umuligt at nå forbi alle de showcases, vi gerne ville. Men det er en præmis, man må lære at indordne sig, når man er afsted på sådan en festival, og som man heldigvis hurtigt glemmer at ærgre sig over, når musikken spiller, og man fortaber sig i en performance.
Her er vores største opture fra festivalen.

Stereo Honey (UK)

Hvor: Vera
Hvornår: Onsdag den 17. januar kl. 22.15

Stereo Honey er en indierock-kvartet fra London. De debuterede i begyndelsen af 2017 med nummeret “Where No One Knows Your Name” og rundede året af med udgivelsen af deres debut-EP Monuments. Det var et rent tilfælde, at vi onsdag aften endte til deres showcase. Vi havde et hul i planlægningen, skimmede programmet, så at Stereo Honey havde en officiel anbefaling fra en af festivalens mediepartnere, læste noget med “London” og “soulful indie guitar music“, og var overbeviste. Det viste sig også at være en virkelig god beslutning at tage afsted. Musikken var storladen og lydbilledet rigt på detaljer. Og det hele blev båret frem af forsanger Pete Restricks ret unikke og karakteristiske vokal, han flere gange slog over i en højtflyvende og udtryksfuld falset. Stereo Honeys optræden var ikke fejlfri og til slut i settet kunne det godt gå hen og blive en smule ensformigt, men man har misforstået konceptet, hvis man tager på en showcase-festival for upcoming musik og tror, at man får komplet fuldendte artister. Stereo Honey var et perfekt eksempel på de mange uslebne diamanter, man tager på Eurosonic for at opdage, og som man kan glæde sig over fremadrettet at følge i deres udvikling. Det vil vi i hvert fald glæde os til med Stereo Honey.

Phlake (DK)

Hvor: Huize Maas, Main
Hvornår: Torsdag den 18. januar kl. 22.15

Med Danmark som fokusland, var Phlake et ud af i alt 22 danske acts på årets program. Hvor mange af dem var helt upcoming-navne som Ellis May, Pardans og Goss, var der også en håndfuld af de dér navne, som de fleste hjemme i Danmark nok kender, og som derfor nu er klar til at tage det næste skridt; udover Phlake navne som Iceage, Soleima og Scarlet Pleasure. Netop fordi Phlake er blevet så store derhjemme, som de er, var vi nysgerrige på at opleve dem i et setting, hvor mængden af folk, der kan synge med på deres musik er minimal sammenlignet med, hvad man kan opleve til danske koncerter. Og ganske rigtigt, det utænkelige skete: Den genkendelige lyd af introen til “Pregnant” satte ind rimelig tidligt i settet, og der var ingen vild og voldsom hujen eller ekstra høj klappen fra publikum. Det var en fed måde at opleve Phlake på, og når alle omkring én er udenlandske lyttere, var det let at leve sig ind i oplevelsen af at høre Phlake for første gang. Og Phlake så ud til at give et rigtig godt førstehåndsindtryk på publikum. Energien og indlevelsen var der, selvom de ikke havde en hær af Phlake-fans i ryggen, og forsanger Mads Bo Iversen viste sig som den efterhånden erfarne og professionelle frontmand, han er. Med sig på scenen havde Mads Bo og Jonathan Elkær også trommeslager, bassist og guitarrist, og Phlake fungerede, ikke som duo, men som en sammentømret kvintet. De spillede bare sindssygt godt sammen, og på groovy og super tight manér viste de den internationale musikbranche og andre musikelskere, hvorfor Phlake siden 2016 har været med til at dominere den danske popscene.

Skott (SE)

Hvor: Stadsschouwburg
Hvornår: Torsdag den 18. januar kl. 22.50

Som man ofte bliver nødt til på showcase-festivaler som Eurosonic, måtte vi smutte tidligere fra Phlake for at nå over til svenske Skott, som dagen inden gik på scenen til EBBA Awards som en af vinderne. Det var heldigvis det hele værd, for hun beviste torsdag aften sit talent inden for sangskrivning i en optræden, der var inderlig, ærlig og helt igennem smuk. Hendes velskrevne melodier åndede også live og skilte sig især ud som ekstraordinært smukke, og Skott leverede dem med en klokkeklar og helt ren vokal, der gav et enormt stærkt helhedsbillede. Skott udgav fredag den 12. januar sin debut-EP Stay Off My Mind, og fra den spillede hun både første-singlen ”Stay Off My Mind” og den tilbagelænede og groovy ”In the Mood”. Udover dem optrådte hun også med flere af hendes ældre singler som ”Wolf” og ”Glitter & Gloss”. Og så spillede hun en hjerteskærende smuk udgave af sin allerførste single ”Porcelain”, hvor hendes vokalpræstation var enormt imponerende. Sangerinden, der startede sin musikalske karriere med at spille violin og siden ville producere computerspilsmusik, virker med sit sjælfulde electropop-univers til at have fundet sin genre. På Eurosonic udmøntede det sig i en optræden præget af en stor mængde talent, selvsikkerhed og ro.

Hak Baker (UK)

Hvor: Der AA-Theater
Hvornår: Torsdag den 18. januar kl. 00.20

Hak Baker gav os en helt særlig og meget ærlig optræden på dette års Eurosonic Festival. Den London-baserede sangskriver hældte sine tekstfyldte sange om en problempræget tilværelse ud over sit publikum, som sugede alt til sig; både de veludførte sange, det skæve guitarspil, afbrydelserne af sangene og alle de følelser, som Hak Baker frit åbnede sluserne for. Musikken svingede teknisk set meget i kvalitet og blev mest af alt holdt sammen af hans medbragte band. Bassisten måtte eksempelvis i sidste sang (som de til stor forvirring for vagterne på spillestedet gik 13 minutter over tid med) overtage Hak Bakers guitar, så han kunne koncentrere sig om at komme igennem sangen blot med sin vokal. Som Hak Baker ærligt har fortalt os i et interview, vi lavede med ham i november sidste år, søger han forskellige former for eskapisme i sit liv. Alkohol er en af dem, og musik er en anden. Denne aften havde han tydeligvis blandet dem begge i sin optræden, men det afholdt hverken ham eller publikum fra at opnå en helt særlig forbindelse. Hak Bakers dybsindige og ærlige sangskriverunivers og hans ligefremme måde at optræde og formulere sine følelser på ramte os og resten af publikum i salen hårdt og brutalt. Hak Bakers optræden var langt fra fejlfri, men den var ærlig og i sidste ende rørende – og det var det vigtigste.
Du kan selv opleve Hak Baker live, når han giver koncert på Ideal Bar torsdag den 22. februar.

Superorganism (UK)

Hvor: Machinefabriek
Hvornår: Fredag den 19. januar kl. 20.00

Den nu UK-baserede otte-mand/kvinde-store-gruppe Superorganism var et af de acts, vi havde hørt hjemmefra (så meget, at vi har inkluderet dem på vores “ones to watch”-liste i år), men ikke har haft æren af at se live før. Lad os bare sige, at forventningerne var tårnhøje, ligesom de nok har været hos samtlige af de andre fremmødte på det propfyldte spillested, som, ligesom os, måtte stå i kø for overhovedet at komme ind. Vi forventede noget anderledes og spektakulært, og det fik vi også. Mens salen fyldtes op, og vi ventede på bandet, kørte der på scenens bagtæppe visuals af en roterende jordklode, og en gruppe hvaler, ja hvaler, der blikvist svømmede henover skærmen. Endelig gik den store gruppe på scenen til sort jubel, og de åbnede showet med den hårdtslående “It’s All Good”, hvis video hvalerne også indgår i. Den visuelle side skulle vise sig resten af showet at være en super integreret del af Superorganisms performance, og det gjorde, at man hurtigt blev suget ind i deres farverige univers. Farverigt var det også at kigge på selve bandet, hvoraf de tre korsangere til at starte med var iklædt hver deres pangfarve, og forsanger, japanske Orono, var iklædt en skrigende grøn regnjakke og old-school blå/røde 3D-briller. Mens de tre korsangere var sindssygt energiske hele koncerten igennem og fulgte en stram, festlig koregrafi, tussede Orono bare lidt rundt helt upåvirket, helt drænet for energi i kæmpe kontrast til resten af gruppen og deres musik. Nogle blev måske skuffede over hendes indadvendte tilstedeværelse, men har man set videoen til det seneste hit “Everybody Wants to Be Famous”, passede det perfekt til hendes image som denne her ja, indadvendte, men helt igennem cool frontkvinde, hun er. Hør lige hvordan hun synger “I know you think I’m a sociopath” i debutsinglen “Something for Your M.I.N.D.”, og du forstår måske, hvorfor vi synes, det hele gik op i en højere enhed. Gruppen kan opleves i Lille VEGA den 25. februar.

Ellis May (DK)

Hvor: Grand Theatre, up
Hvornår: Fredag den 19. januar kl. 22.15

Senere fredag aften i spillestedet Grand Theatres amfiteater-lignende sal blev vi med danske Ellis May sat i en melankolsk og svævende klubstemning, hvor Mays dragende stemme blev løftet til nye højder ved hjælp af hendes guitarist og DJ. Det var første gang, vi oplevede den spændende, nye artist live, og det var en rigtig god beslutning. Showet skiftede mellem på den ene side at være skrøbeligt og inderligt og på den anden side at være dunkelt og elektronisk med pumpende bas og brede synth-klange. Sammenblandingen kan høres i de to singler, Ellis May indtil videre har udgivet; ”Surrender” og ”Father”. Under hendes koncert var især ”Father” et højdepunkt, og det fine og skrøbelige klaverspil komplimenterede flot hendes mørke, indtrængende vokal. Ellis May gav alt i alt en gennemført præstation, som med spillestedets flotte omgivelser og ikke mindst lyssætning gjorde koncerten endnu flottere.

The Zephyr Bones (ES)

Hvor: Huize Maas, Front
Hvornår: Fredag den 19. januar kl. 23.00

Det skal siges med det samme, at vi desværre ikke nåede at se mere end tre numre med det spanske band The Zephyr Bones, som vi ret tilfældigt valgte at tjekke ud. Men de endte med,  ligesom Stereo Honey, at blive en af de dér helt nye opdagelser, som vi vil glæde os til i fremtiden at holde øje med. Det har været fantastisk at se, hvordan Spaniens rockscene de seneste år er blomstret med bands som Hinds og The Parrots i front. Som det ofte er med mindre musikscener, inspirerer de forskellige bands (naturligvis) hinanden, og mange acts begynder at gå i samme retning. Men mens Hinds og The Parrots har sat Spanien på det musikalske landkort med trashet garagerock, tager The Zephyr Bones rocken i en mere psychet retning og blander den med lo-fi dream pop. Det fungerede virkelig godt alt at dømme ud fra den tid, vi havde i selskab med dem fredag aften.

Astroid Boys (UK)

Hvor: Vera
Hvornår: Fredag den 19. januar kl. 01.15

Eurosonic festival sluttede for os med en blanding af hardcore, punk og grime i bedste Storbritannien-stil. Med stilsikre referencer til en af frontløberne for grime-genren, Dizzie Rascal, leverede walisiske Astroid Boys hårdtslående rap i lyntempo, mens deres guitarist, trommeslager og DJ stod for at piske stemningen godt og grundigt op med både hardcore rock ala Rage Against the Machine og old school hiphop-scratch. Der gik ikke lang tid, før der blev kastet hænder på det fyldte venue Vera. Aftenens vært lovede et show, som nok skulle blive energisk og ”crazy”, og Astroid Boys skuffede bestemt ikke. Gruppen kom med en enormt fed energi, som de sikkert og overbevisende fik overført til deres publikum. Derudover var de bare dygtige og stilsikre, og deres koncert var vigtigst af alt enormt medrivende.