Oplev Lunar til Bands of Tomorrows Uimodståelige i Pumpehusets Byhave

Oplev Lunar til Bands of Tomorrows Uimodståelige i Pumpehusets Byhave

Foto: PR

Et af vores højdepunkter fra årets SPOT Festival, Lunar, er blandt de to optrædende til Bands of Tomorrows Uimodståelige i Byhaven den 19. juli 2018.

Det er tredje gang i år, og tredje år i streg, at vi atter inviterer til god musik og sommer-vibes i Københavns hyggeligste byhave – Pumpehusets Byhave. Koncerten er en del af vores månedlige takeover i Pumpehusets Byhave, hvor vi under konceptet Bands of Tomorrows Uimodståelige præsenterer et udpluk af alt det dejlige musik, vi er faldet for i løbet af året. I maj og juni måned stod den på popbrag med Aureola og PRUNES, KLIPO og Hingst/Blikfang, og i juli måned bevæger vi os nærmere den mere rockede ende af den danske musikscene med blandt andet Lunar på programmet.

Læs også  Danske Selma Judith slipper den ærlige debutsingle "Kind of Lonely" med den tilhørende intime musikvideo

Vi faldt første gang for alvor for den aalborgensiske kvintet, Lunar, da de i november sidste år var support for Luster på Stengade, og vores anmelder blandt andet gav gruppen, bestående af Christian Therkildsen, Benjamin Kollerup, Johan Knudsen, Viktor Kongsbak og Oscar Ployart Wetche, følgende ord med på vejen: “Første sang åbnes af betagende harmonier fra Therkildsens guitar, og da de andre instrumenter begynder at træde til, bliver det meget tydeligt, at de drenge her godt nok kan spille musik.
Hun kalder videre musikken en blanding af synth-pop, elektrorock og baggårdsjazz, hvis udtryk på én gang er både råt og sårbart, og det er den lyd, man blandt andet har kunne høre på 2017-debut-EP’en Mirrors, og det seneste udspil “Anyone Everywhere // Part Two” – En dobbeltsingle der er blevet til i samarbejde med producer Joachim Stidsen Kollerup, og som vi i maj måned kunne holde forpremiere på.

Gruppen, som trækker på inspirationskilder som The Beatles, Beach Boys, Pink Floyd og Tame Impala, arbejder lige nu på deres anden EP foruden et sideprojekt, du løbende vil kunne følge med i. Udover at imponere vores anmelder til koncerten på Stengade, fandt Lunar også vej til vores liste over 10 højdepunkter fra SPOT Festival på baggrund af deres højt-til-loftet-følende liveunivers og gennemgående stærke kompositioner og skæve melodier.

Læs også  Christine and the Queens udgiver dragende musikvideo til sangen "La Marcheuse"

Vi glæder os helt vildt til at kunne præsentere dig for dette spændende, nye danske navn i Byhaven den 19. juli 2018.

Tilmeld dig eventet her og hold dig opdateret på dagens program.