NORDISKE HITS // Uge 20

NORDISKE HITS // Uge 20

Foto: Vårin // Anette Blom

Endnu engang har den sidste uge budt på masser af ny, lækker musik fra de nordlige breddegrader. I dag har vi derfor opdateret NORDISKE HITS-playlisten med 11 solide numre, du absolut ikke må gå glip af. Derudover sætter vi fokus på tre af numrene, som i denne ombæring byder på sommerligt folkrock fra Bendik Brænne, bevægende folkpop fra Vårin og sofistikeret alt-jazz fra Húm.

Bendik Brænne – “The most beautiful tune”

For ganske nyligt vandt den norske musikant Bendik Brænne sin anden Spellemannpris – Norges svar på en Grammy – for sit tredje album, The last great country swindle. Nu er han i gang med at tage hul på sit fjerde albumudspil, og derfor landede første albumteaser, “The most beautiful tune”, i fredags. I modsætning til de tidligere albums, vil det kommende fuldlængdeudspil have en mere dyster fornemmelse over sig, da Brænne herpå behandler personlige emner som eksempelvis tabet af begge forældre. “The most beautiful tune” er dog et mere muntert, lowkey og sommerligt nummer, hvilket bevidnes af det finurlige guitarspil, det varme basriff, yndige klavermelodier og den lystige fløjte, der sommetider indgår i et call-and-response-mønster med Brænnes behagelige vokal.

Læs også  Nils Frahm - Haven Festival 2018

Vårin – “Black and White”

For den norske sangerinde og sangskriver, Vårin, er musikken og sangskrivningen en form for meditativ proces, hvor hun kan få afløb for mørke og tunge tanker og oplevelser, som hun, på trods af sin unge alder, har gennemgået. Det har dannet grundlag for fine melodier med en vis melankolsk feeling og inderlige og ærlige tekster, der har vist sig at røre sangerindens publikum dybt. Dette gør sig også gældende på Vårins nyeste single, “Black and White”, første udspil fra det kommende debutalbum, Even If I Started Seeing Rainbows. Nummeret åbnes op af et raffineret basriff, der går hånd i hånd med et dybt klavertema, og straks efter følger et sofistikeret rhodes piano og Vårins yndige vokal trop. Der er ingen tvivl om, at Vårin har et særligt talent for at skabe bevægende lyrik, leveret på et smukt fundament af dragende folkpop.

Læs også  Unknown Mortal Orchestra vender tilbage med efterårskoncert i København

Húm – “Vaktu Með Mér”

Er du til sofistikerede rytmer og blæserarrangementer, så synes du garanteret ret godt om den nye single med norske Húm, “Vaktu Með Mér”. Den seks-mand-høje Bergen-sekstet fik sin livedebut på Rust i København tilbage i 2015, og har siden da af flere omgange bevist, at de har et stort talent for at skabe en helt fortryllende og særegen alternativ jazz-lyd med et poptwist, i en blanding af en glasklar islandsk vokal, fortræffelige blæsersegmenter, groovy rytmesektioner og fængende melodier. Den nye single bevidner på ny om Húms særlige musikalske talent, og tager sig godt ud som onsdagens soundtrack og enhver solrig dags bedste følgesvend.

Læs også  Det bedste vi så på Haven Festival 2018

Ellers tilføjet:

Kingdom Blue – “Always Want You”
Sam Seg – “Runaway”
CHAR – “2AM”
Bae Louie – “Wonderful”
Pede B – “Gå”
Martin Meincke – “Martin? (Hvad er der?)”
Lydmor – “三 Killing Time”
Alice Boman – “Heartbeat”