15 nov Neu Sierra i kamp mod drab på kvinder
Foto: Benny Ramone (Pressebillede)
Neu Sierra udgiver singlen “Pink Crosses” med tilhørende musikvideo, som fortæller om de utallige kvindedrab, der finder sted omkring i verden og især i Sydamerika.
I fredags kunne man høre nyt fra den danske noir-rocker Neu Sierra, da hun udgav singlen “Pink Crosses”. Sangen har en følelse af modløshed, hvor en nedtynget bas slæber sig afsted, mens guitarerne hviner ildevarslende. Titlen refererer til en praksis i den mexicanske by Juarez, hvor drab på kvinder er så almindeligt, at man opstiller et lyserødt kors, hver gang en kvinde myrdes, og som man sikkert kan forestille sig, findes disse kors i et skræmmende antal. Nummeret er inspireret af digteren og aktivisten Susana Chávez, der var en fundamental del af bevægelsen Ni Una Menos, der kæmper mod drabene på kvinder. Neu Sierra fortæller:
– Chavez blev selv myrdet i Juarez. Det er en syg kultur, der findes over hele kloden, og vi bliver nødt til at tale om den.
Hun forklarer om musikvideoens brug af symboler fra sydamerikanske demonstranter:
– Hver bevægelse refererer til en form for undertrykkelse eller overgreb – for eksempel victim blaming og politiets ydmygende behandling af kvinder.
“Pink Crosses” er første forsmag på Neu Sierras kommende EP, som forventes at udkomme til foråret.
Du kan høre sangen på Spotify her, eller se den kraftfulde musikvideo på Vimeo her.