Miriam Bryant: “Jeg er ikke Moses, jeg er bare Miriam”

Miriam Bryant: “Jeg er ikke Moses, jeg er bare Miriam”

Foto: PR

Miriam Bryant er Sveriges nye popdronning. På Spotify er hendes singler blevet streamet flere millioner gange, og kritikere har, lige siden hun startede med at udgive sange i 2011, spået hende til at blive en af de største sangerinder i popmusikken. Om blot et par dage, søndag d. 1. juli, spiller hun på Roskilde Festivals Countdown-scene, og vi mødte hende i den anledning til en snak.

Miriam Bryant laver melankolsk og storslået popmusik, som leder ens tanker hen på sangerinder som Adele og Florence Welch fra Florence + the Machine. Dette startede hun med i 2011, hvor hun teamede op med sin ven og producer Victor Rådström og producerede sine første tre sange, som blev udgivet i Tyskland. Iblandt dem var hendes debutsingle ”Finders, Keepers”, som skabte genlyd i den musikalske popundergrund. Allerede på dette tidspunkt, følte Miriam Bryant at hun var slået igennem, og hun siger om sin første single at, ”For mig var det et gennembrud, og det var der, min karriere startede.

Succes overfor passion

Miriam fortæller, hvordan folk fra hendes hjemland dog for alvor fik øjnene op for hende, da hun efter Tyskland tog tilbage til Sverige og deltog i sangprogrammet ” Så mycket bättre”. For Miriam betød det rigtig meget for hende at være med i netop det show, og hun fortæller:

“Jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det, fordi efter det ændrede alting sig ligesom for mig. Jeg tror, hvis du spørger svenskere, så ville de nok sige, at mit gennembrud kom med det show. For mig var det bare langt tidligere”.

Miriam fortæller, hvordan det ligeledes med ”Finders, Keepers” gik op for hende, præcist hvor betydningsfuld og bredt funderet hendes musik var blevet:

”Jeg lavede et interview I Baden på en virkelig stor radiostation I Tyskland, som en del af en stor radiopromoveringsturné med min første single ”Finders Keepers”. Jeg husker at denne her interviewer spillede min sang og sagde: »Og det var Miriam Bryant med vores nummer 1 hit ”Finders Keepers”, og nummer 2 er ”Skyfall” med Adele«. Det var der, hvor jeg var sådan: »Shit. Det er virkelig en stor sang«”.

I Sverige er følelsen af at være betydningsfuld og ’kendt’ dog lidt anderledes for Miriam, og hun fortæller, hvordan hun efterhånden har vænnet sig til succesen, samtidig med at hun prøver på ikke at lade det stige hende til hovedet. Hun fortæller:

“Jeg forsøger ikke at lade min success påvirke mig for meget. Jeg prøver ikke at være styret af at høre mig selv i radioen, og jeg forsøger også at huske, at jeg gør det her, fordi jeg har lyst til at gøre det, og at jeg gør det for mig selv. Hvis nogen er inspireret af det er det et plus, men jeg gør det ikke nødvendigvis for at inspirere andre. For jeg er ikke Moses, jeg er bare Miriam.”

At gøre det for sig selv frem for succesen, er altså en af de vigtigste ting for Miriam i sit arbejde med musikken. Vi spurgte yderligere ind til, hvad Miriam synes, man som musiker skal fokusere på, og hun fortæller:

“Arbejd med folk, som du nyder at være sammen med, og lad være med at tage ting for seriøst, for det er der heller ikke nogen andre, der kommer til. Hav det sjovt med det, og hvis det sker, så sker det, og hvis ikke det sker, så er det ikke grunden til, at du gør det. Man bliver nødt til at ville noget mere end bare at få succes; det er ikke grunden til, at vi gør de ting vi gør. Nogle folk er drevet af succes, men jeg tror ikke, det er det rigtige at være.”
– så hvorfor er du drevet af musikken?
”Det er min passion. Jeg tror bare ikke der er så mange andre ting, som er værd at bruge min tid på.”

Roskilde Festival

Der er vist ingen tvivl om, at Miriam Bryants fokus ligger på det rette sted: I løbet af hendes karriere har hun udgivet adskillige albums, EP’er og singler og optrådt på mange forskellige scener verden over, herunder også musikbranchefestivaler. Det var på en af disse vi mødte hende til en snak, nemlig The Great Escape festival i Brighton, England midt i maj måned. Det var første gang, at Miriam deltog på netop denne branchefestival, og det havde en helt særlig betydning for hende. Hendes far er nemlig opvokset i Brighton, og derfor har hun mange barndomsminder fra byen, og en særlig glæde ved at skulle spille i netop dén by.

Om blot et par dage står hun på en anden festival, i en anden by, i et andet land; nemlig på Roskilde Festival. For mange danskere, er Roskilde Festival en fast start på sommerferien, og en ting, man skal have prøvet mindst én gang i sit liv. Det viser sig, at Miriam har det på samme måde, og til kommentaren om, at vi i Danmark glæder os rigtig meget til at opleve hende på festivalen, siger hun:

”Mange tak, jeg glæder mig også! Roskilde er virkelig en slags bucketlist-ting – Jeg har lyst til at krydse det af”, og hun tilføjer derefter storsmilende: ”Alle danskere skal komme til mit show!”

Anbefalingen er hermed givet videre, og vi skal helt sikkert se Miriam Bryant spille søndag d. 1. juli på Countdown-scenen kl. 17.

Læs også  Mercury Prize 2018: Her er de 12 album, der i aften kan løbe med sejren