Midsommer Festival udvider plakaten med canadiske The Franklin Electric

Midsommer Festival udvider plakaten med canadiske The Franklin Electric

Foto: Charlie Martel

Den hyggelige havefestival, Midsommer Festival, sætter stærkt ind, og annoncerer deres første internationale act: canadisk alt-folk fra The Franklin Electric. 

Sidst vi hørte fra den Præstø-baserede festival, Midsommer Festival, var tilbage i midten af marts, hvor Sleep Party People, Luster og Palace Winther blev føjet til plakaten. I dag kan festivalen løfte sløret for dette års første internationale navn: The Franklin Electric. Det canadiske alt-folk band blev dannet tilbage i 2012 i Montreal, og udgav deres debutalbum, This Is How I Let You Down, tilbage i 2014 via Indica Records, der blandt andet huser navne som Half Moon Run og Phantogram. I slutningen af marts udsendte gruppen deres seneste single “Are We Together Now”, der bød på et mere rustikt greb om indielyden, hvor den karismatiske frontmand, Jon Matte, for alvor blotter alsidigheden i hans karismatiske stemme, alt imens den pumpende guitar og det rastløse beat danser og svanser i en endeløs strøm af substantiel indiepop. Bandet har da også  høstet stor anerkendelse herhjemme med deres tidlige udgivelser, der spredte sig som en steppebrand på streamning-tjenester såvel som på musikblogs. København indtog endda en tredjeplads over byer, hvor bandet blev streamet mest på Spotify.

Læs også  Nils Frahm - Haven Festival 2018

Om offentliggørelsen af The Frankling Electric udtaler festivalleder Marc Facchini:

”Jeg er rigtig glad for offentliggørelsen af dem af to grunde. For det første fordi at det er et vildt fedt navn, der kommer til at gøre sig rigtig godt på vores scene, og derfor et navn man skal unde sig selv. For det andet fordi det igen viser, at Midsommer Festival kan blive ved med at udvikle sig i nye retninger. Vi startede med lokale musikere, så fik vi musikere fra resten af Danmark og nu er vi begyndt at kigge udover Danmarks grænser efter musikere. Hvem ved hvad næste år byder på?”

Foruden The Franklin Electric kan Midsommer Festival også præsentere et solidt udspil til Klubhuset, der blev indviet sidste år, hvis æstetik henleder tankerne på de berlinske natklubber. Hvilket bedre sted at afholde dundrende festligheder, når nattemørket gør sit indtog over det sydsjællandske. Festivalen kan nemlig i samme ombæring annoncere, at de fire prominente DJ acts: DJ MyCrosoft, OLE, Jens Lindahl og Kaya Packness spiller op til festivitas på det brandvarme dansegulv i Klubhuset.

Læs også  Det bedste vi så på Haven Festival 2018

Festivalen løber af stablen den 15-17. juni 2017 på Adelgade 126, i hjertet af Præstø.

Allerede offentliggjorte navne
Bæst
D/troit
Iris Gold
Luster
Nelson Can
Nevermind Vermont
Palace Winter
SLEEP PARTY PEOPLE