Liam Gallagher – NorthSide Festival 2018

Liam Gallagher – NorthSide Festival 2018

Foto: Mathias Bak Larsen
Scene: Blue Stage
Dato: den 8. juni klokken 19:00

Fredag aften på NorthSide stod i rockens tegn, og den ene halvdel af Oasis, Liam Gallagher, fik lov til at køre rock’n’roll-style og folkefest på Blue Stage. Han skulle lige i gang, men gav i sidste ende publikum lige hvad de ville have: folkefest og nostalgi-trip. 

Liam Gallagher – NorthSide Festival 2018
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Det var helt tydeligt på festival-gæsterne i går, at mange af endagsbilletterne for fredag var røget til det publikum, der kom for at høre en gedigen omgang rock. På programmet var der både Dizzy Mizz Lizzy, Queens of the Stone Age, The National, A Perfect Circle, og altså også Oasis-stjernen Liam Gallagher. Og allerede fra starten af var det tydeligt, at han gerne ville være helt vildt rock’n’roll. Iført en lang skjorte og helt runde Elton John-solbriller trådte han på scenen med en ægte Machester-attitude – der var ikke engang plads til et smil på grund af alt den coolness. Og så lagde han da vist nok ud med et hit fra Oasis-tiden, “Rock ‘n’ Roll Star”. Så var stilen ligesom lagt.

Læs også  Mød den nye danske R&B-kunstner Lasse Laurentius på nummeret "Helt Anderledes"

Desværre fungerede det ikke helt i praksis. Der var egentlig god energi på scenen og super fede visuals i en tredelt sort/hvid-skærm i baggrunden, som sørgede for hele tiden at vise Liams ansigt fra en nice vinkel i frøperspektiv. Men numre som “Greedy Soul” blev lidt for rungende og havde ikke nok omkvæds-‘punchline’. Det støjrockede lydbillede med Liams ekstremt særegne vokal blev på en eller anden måde lidt for plain uden den store dynamiske effekt. Og trommerne var generelt bare rungende og fyldte for meget i outputtet. Der var heller ikke meget bevægelse at hente hos bandet, så det hele blev en anelse kedeligt. Måske var det en del af looket at være stillestående, men det er da ikke så rock’n’roll, er det?

På trods af et par enkelte steder i “Bold” og “For What It’s Worth”, hvor Liam på underlig vis pitchede under (kan ikke helt vurdere, om det var med vilje) var han dog ganske velsyngende, og bandet var også yderst tight og godt skruet sammen. Og efter den lidt skidte start skal jeg da love for, at Oasis-stjernen kom efter det. Især netop “Some Might Say” fra den sagnomspundne tid, hvor Liam var gode venner med sin bror, satte gang i stemningen og publikum. Man kunne mærke, at mange egentlig var kommet for at få et nostalgi-trip med Oasis-hits, og derfor gik det kun fremad herfra. De to herrer, der stod foran mig, kunne i hvert fald synge med på det hele og smed en knyttet næve i luften ved en tekstlig punchline i nummeret – der kom lidt mere stadionrockstemning nu, og det klædte atmosfæren rigtig godt!

Læs også  Anchor Awards 2018: Og de nominerede er...

Som solen forsvandt bag disede skyer, og den helt rette festival-vibe ramte NorthSide, gik Liam altså op i niveau. Og så skruede han også op for charmen med underholdende kommentarer mellem numrene. Eksempelvis at pianisten skulle have en “wanker”, for nu at sige det lige ud, og at næste sang var dedikeret til en københavner ved navn Susan, som man fandme skulle behandle pænt, hvis man så hende. Og så skete der altså også noget rent musikalsk.

Anden halvdel af koncerten var en ren Oasis-bølge, og det var tydeligvis det, publikum ville have: I “Be Here Now” var der godt gang i det velspillende band med fede guitar-inputs, som virkelig prydede det brede, forvrængede lydbillede – og Liams stemme var en god del af hele setuppet. Publikum klappede uopfordret med i slutningen af nummeret, og var tydeligvis alle blevet inddraget af stemingen, nostalgien og forsangerens charme. Og det tungt bærende guitar/bas-riff i “Cigarettes & Alcohol” var lige efter publikums forventninger. Liams udtryk viste, at nu ejede han den scene.

Læs også  Unknown Mortal Orchestra vender tilbage med efterårskoncert i København

Det blev kun bedre med “Supersonic”, hvor hele Blue Stage-pitten sang og dansede med, før helteguitaren spillede op til en fornem solo. Og med “Live Forever” gik der for alvor stadion-stemning og fællessang i den, og det syngende publikum havnede på sort/hvid-storskærmen bag bandet. Liam var uden tvivl kommet stærkt tilbage og afrundede koncerten med den fedeste omgang fællessang og publikumsinteraktion – ren folkelighed!

Som ‘surprise’-ekstranummer (ja, vi vidste jo godt, at den ville komme) sluttede Liam og et nu lavmælt spillende band af med mega-hittet “Wonderwall”. Den helt store folkefest og et ordentligt nostalgi-trip var til publikums store fornøjelse. Det blev til endnu mere fællessang og en ordentlig omgang pathos. Alle slugte det råt – mig selv inklusiv. Så var der ikke andet tilbage at gøre end at lægge notesblokken væk og synge med!