fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 10

Foto: Kakkmaddafakka // Hania Komasińska

Denne uges koncertanbefalinger byder på alt lige fra sjælfuld R&B til stårslåede ballader dyppet i pop-produktioner. Vi har samlet en masse forskellige oplevelser, så hvad enten du er til singer/songwriter-stemning, eller hårdtslående rap, vil der forhåbentlig være noget for dig i blandt.

Baby Rose – Musikcaféen

Hvor: Musikcaféen i Huset-KBH
Hvornår: tirsdag den 3. marts

Der er lagt op til en solid optræden fra Atlanta-artisten Baby Rose, når hun i aften gæster musikcaféen, med sin dybe stemme og soulede R&B. Vi oplevede i sidste uge Baby Rose til en spirituel og sjælfuld koncert i Kulturkirken Jakob i Oslo under by:Larm Festival, og der tog kunstneren os med storm. Kirkens struktur gav ekstra rum til vokalen, og der blev derudover givet små preaches imellem numrene. Vi glæder os til at opleve sangeren på musiccaféens intime scene, og komme helt tæt på den klangfulde vokal. Du kan lære Baby Rose bedre at kende gennem interviewet her. Supporten er Spencer., der også imponerede os på dette års by:Larm Festival.

Kakkmaddafakka – Store VEGA

Hvor: Store VEGA
Hvornår: onsdag den 4. marts

Endnu engang får Danmark besøg af ustoppelige Kakkmaddafakka, der har varslet en kommende EP den 3. April. Fra EP’en har bandet allerede sluppet to fænomenale singler, som vi skrev om med stor begejstring. De norske gutter bag bandet brænder for at genfinde deres lyd gang på gang, og samtidig formår de at medbringe en lyd i hvert nummer de laver, der udvisker al tvivl om, hvorvidt det er et Kakkmaddafakka-nummer eller ej. I morgen kan du opleve den energiske gruppe til et brag af en koncert, når de lægger vejen forbi Store VEGA i forbindelse med en omfattende Europa-tour. Vi glæder os til at høre både de ældre numre som “Forever Alone” og selvfølgelig de nye udspil “Echoes” og “Baby”.

Grace Carter – Lille VEGA

Hvor: Lille VEGA
Hvornår: søndag den 8. marts

Det britiske popfænomen Grace Carter er netop draget ud på sin Europatourné, der heldigvis lader hende lægge vejen forbi København. I et interview vi lavede med sangskriveren, fortalte hun, hvordan hun glæder sig til sin koncert i Lille VEGA, da det virker på hende som om, at københavnere altid er ‘down to have a good time’. Det bliver med garanti en følelsesladen performance fra den blot 22-årige musiker. Lyden er karakteriseret af emotionelle ballader svøbt i lækre pop-produktioner, og der vil helt sikkert være plads til at hoppe og danse til de ørehængende beats.

Kvindernes Internationale Kampdag fejring – Limelight Music x RUST

Hvor: RUST
Hvornår: søndag den 8. marts

I forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag, har streamingtjenesten Limelight Music og spillestedet RUST lanceret et event i de kvindelige artisters tegn. På plakaten finder man københavnske Solmai, der i den grad fangede vores opmærksomhed med sin urban-poppede single “Lover”. Derudover vil den dynamiske duo ARES – som vi oplevede til Blossom Festival – spille op til dans, med deres catchy elektroniske pop-tunes. Man kan også opleve solid elektro-rock fra Roxy Jules, dreampop fra Athina og stener-pop fra UNA-LUGA, der før har været vores ‘Ugens Upcoming’. Eventet er gratis og foregår på spillestedet RUST.

Princess Nokia – Pumpehuset

Hvor: Pumpehuset
Hvornår: mandag den 9. marts

Hvis du er vild med moshpits og massere af energi – men er du måske bange for at blive slynget omkuld i mængden, så skal du ikke gå glip af Princess Nokia, når hun indtager Pumpehuset med sine svedige tracks, der hver især har flere millioner af streams. Denne stjerne af en rapper er kendt for at omdirrigere sit publikum efter højde og køn, sådan at kvinderne står forrest – aller forrest de laveste – og de højeste mænd bagerst. Man skal ikke fucke med prinsessen af rap, for hun har nogle stærke holdninger, der ikke er til at påvirke. Musikeren har før givet nogle stærke shows i Danmark – blandt andet på Roskilde Festival i 2017 – og med numre som “Sugar Honey Iced Tea” og “Tomboy” vil Princess Nokia uden tvivl få sat gang i de vintertrætte danskere i Pumpehuset på mandag.

Gå heller ikke glip af:

Natlyst – Radar, fredag den 6. marts
Omar Souleyman – Atlas, lørdag den 7. marts
Pale Honey (support: Blitzkrig) – Lille VEGA, lørdag den 7. marts
BAEST – Voxhall, lørdag den 7. marts
KVINFO 2020 – Store VEGA, søndag den 8. marts
HUN SOLO – Hotel Cecil, søndag den 8. marts

Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com