Foto: Nikolaj Jessen

Kippenberger har sluppet sin debut-EP. Den har været halvandet års tid undervejs og indeholder fem numre, der repræsenterer musikerens overgang fra frontmand i et band til en solist, der tør stå på egne ben. Musikken skal ikke være på kompromis af fuldtidsjob og familieliv, selvom forberedelserne til et show på Roskilde Festival i disse dage selvsagt sluger tid. Vi har talt med Kippenberger om det hele.

Mørke skyer trækker sig sammen over os, og det ventede skybrud, alle har snakket om i det ellers forrygende SPOT-vejr, lader til at melde sin ankomst inden for den næste times tid. Under skyerne, nede på jorden sidder jeg, mindre dramatisk, med Tobias Kippenberger ude foran Café Under Masken i Aarhus’ Latinerkvarter.

For Kippenberger er det en helt anden SPOT-oplevelse, han går i møde, end de talrige andre, han i tidens løb har haft. Han står i spidsen for at lancere det norske billetsystem Tikkio i Danmark, så nu handler det om at fange så mange arrangører som muligt og overbevise dem om at bruge tjenesten: »Tidligere har det bare været for drukturen og for at se, hvem man lige mødte inde i baren,« siger han. Denne gang er det meget mere fokuseret, og et stort stykke fodarbejde er med hjemmefra.
Udover alle branchemøderne er Kippenberger også på SPOT Festival for at spille. Sidst, han gjorde det, var med The Floor Is Made Of Lava i 2013. Det er længe siden.
Nu handler det for Kippenberger om at balancere de to hatte, han skal have på, så branche-Tobias ikke clasher med Kippenberger-Tobias: »Der er jo ingen mennesker, som er på scenen, som når de er af scenen. Så man skal ligesom prøve at gå ind i en eller anden boble, hvor man forbereder sig mentalt.«

Den nye måde, Kippenberger er på SPOT, afspejler egentligt meget godt den Kippenberger, jeg møder nu, versus den Kippenberger, jeg måske havde mødt tilbage i The Floor Is Made Of Lava-tiden. Drukturene og øl i Radisson-baren er skiftet ud med møder i forbindelse med det fuldtidsarbejde, han nu har og holder fast i, at han, sammen med et familieliv, fortsat vil have, selvom Kippenberger-projektet er søsat. Hele den del af historien om Kippenberger, vender jeg tilbage til.

Uden hænder

Uden Hænder er titlen på Kippenbergers debut-EP, som nu er tilgængelig, hvor end du har lyst til at lytte til den. Den består af fem numre. To af dem kender du: debutsinglen “Op Og Ned I Showbiz” og efterfølgeren “Mit Liv Er En Fest”. De fem numre er ikke udvalgt blandt et hav af numre. De fem numre er de første fem numre, Kippenberger havde klar, som man kunne kalde en EP. Var han utålmodig og ivrig efter at præsentere mere af sin musik? Helt klart! Men det er ikke et udtryk for en forhastet proces. EP’en har været omkring halvandet år undervejs, for det har taget tid at lære at give slip og køre uden hænder, når man tidligere har haft sine bedste venner i ryggen.

»Det var os mod verden. Det var den følelse, vi levede højt på i Lava [The Floor Is Made Of Lava, red.]. Så lige meget, hvad man foretog sig, om det var at spille live eller udgive musik, så har jeg, når jeg ser tilbage på det, altid haft en enorm tryghed. Hvis vi var fire mennesker, som kunne blive enige om, at det her var den fedeste musik i verden, så kunne alle dem, der ville sable det ned bare rende og hoppe. Så var det fordi, de ikke forstod en skid.«

Nu er Tobias Kippenberger eneste afsender på musikken, og det har taget tid at modnes som menneske og være voksen nok til at stikke næbbet frem, som han selv beskriver det, og turde lukke af, hvis andre har noget imod det; »altså, så stort var mit ego alligevel heller ikke. Der har mit ego været afhængigt af tre andre mennesker modsat nu, hvor jeg står på egne ben. Det gør det hele meget mere skræmmende.«

Læs også  Courtney Barnett giver dansk koncert

De fem numre fra Uden Hænder er blevet til i en proces, hvor Kippenberger arbejdede med et fast hold – ham og to andre – og det var en målsætning fra start, at de skulle skabe en kerne af fem numre. Det er tidskrævende at starte fra et nulpunkt og ikke vide, hvilken retning musikken skal gå, og det gjorde Kippenberger heller ikke i starten. Han vidste bare, at noget var tændt i ham igen. Han havde lyst til at lave noget ud fra en flyvsk idé om, hvilke instrumenter og lyde, han godt kunne tænke sig at skabe det ud fra. Det blev udgangspunktet, som ham og de to medhjælpere fik oparbejdet en kerne ud fra. Der har været mange bolde i luften, og de fem numre har alle foreligget i vidt forskellige udgivelser. Nu er de landet, hvor de er, og det er et sted, Kippenberger er meget tilfreds med.

Det er dog ikke et sted, han kan hvile ved, for de fleste gigs, han er booket til i fremtiden kommer til at vare længere tid, end hvad fem numre gør, så der er mere musik undervejs: »Nu har jeg en base at gå ud fra, og så bliver kunsten jo at finde ud af at variere det lidt, så man ikke bare skriver den samme sang ti gange.«

Der er måske en meget naturlig løsning på ønsket om variation, for undervejs i processen er en af Kippenbergers to hjælpere trådt ud, og han er meget mere alene i processen: »Jeg har ligesom haft nogle fødselshjælpere omkring mig, og nu føler jeg mig helt klar til at være alene med det.«

En smagsprøve på denne soloproces har du blandt andet på nummeret “Penge Taler” fra EP’en. Nummeret har haft mange forskellige udtryk, og også teksten har set anderledes ud.

»Det eneste, der ligesom er gået igen, er en eller anden akkordrundgang, som er næsten 10 år gammel, tror jeg, og stammer fra en demo, jeg engang har indspillet. Det endte med, at vi var kommet et rent fint sted med den, og vi spillede en version af den live, da vi var ude og spille support for Peter Sommer. Men der havde jeg helt ondt i maven over, at jeg simpelthen ikke syntes, at den var landet, hvor den skulle,« fortæller han.

Så efter den weekend gik han hjem, skraldede alt af, og gav de to andre forbud mod at nærme sig øvelokalet. Den måtte han klare selv, og det er den version, du nu hører. Mu har nummeret en helt særlig status i Kippenbergers foreløbige repertoire.

»Helt til at starte med, da vi stoppede med Lava, der troede jeg, at jeg skulle være solist. Så jeg satte mig ned med nogle demoer, jeg havde lavet, og tænkte, at nu skulle jeg prøve at få det fra demoer til rigtige sange. Jeg nåede ikke at sidde med det i mere end en time eller to, før mit hovede eksploderede, af hvor omsiggribende, det ville være rent faktisk at udvikle mig selv så meget, at jeg ville kunne skabe rigtige sange selv.«

Det er den proces, Kippenberger nu har brugt halvandet års tid sammen med sine to “fødselshjælpere” på at gennemgå. Han har udviklet sig sammen med dem og taget ved lære for at finde ud af, hvordan han faktisk kan gøre nogle af tingene selv. “Penge Taler” blev et svendestykke for ham, for det var første gang, han oprigtigt følte, at han kunne det her selv.

»Jeg vil stadig gerne lege sammen med nogle, som jeg godt kan lide at lege med, eksempelvis dem, jeg spiller i band med nu, men selvom jeg tidligere har været primus motor og generalen i Lava, så har jeg, når alt kommer til alt, altid været dybt afhængig af de tre andre medlemmer. Jeg tror, at jeg hviler mere i den musik, jeg skaber nu, fordi jeg ved, at hvis lokummet brænder, så kan jeg faktisk godt gøre det selv.«

Læs også  Barselona er ude med den dansable og sommervarslende single "Uberørt"

Det er o.k. at have en plan B

Som tidligere nævnt har det ligget klart fra stat, at Kippenberger-projektet ikke skulle være et fuldtidsarbejde. Sådan et har han i forvejen, ved siden af sit familieliv, og det er lige, som det skal være. Kippenberger har hele vejen igennem insisteret på, at det her musik skal være noget, han laver, fordi han vil det 100%, og ikke fordi, det skal være en levevej: »Min musik skal komme fordi, jeg har lyst til at fortælle en historie til folk og synes, at jeg kan give noget musikalsk og tekstmæssigt til Danmark og lytterne.«

Det betyder, at Tobias ikke har siddet nede i øvelokalet fem dage om ugen, som tidligere, og han sidder ikke bøjet over klaveret eller guitaren, hver gang muligheden byder sig. Han skaber i etaper, og det er en mere tålmodig måde at gøre det på. Nogle gange til stor frustration over, at der ikke er mere skub i det, andre gange til fordel for numrene, som fyldes med nye indtryk, hver gang de bliver samlet op på ny. Det er en balancegang, og det er bestemt ikke altid nemt at arbejde på den måde.

»Det er jo den evige hunden efter halen, at hvis en hvilken som helst type kunstner, om det er en musiker eller en billedkunstner, får lov til at sidde og nusse med noget uden deadlines og til evig tid, så kommer han eller hun også til at sidde og nusse med det til evig tid. Så det har været både godt og skidt at arbejde på den måde, hvor jeg har været meget tålmodig omkring, at det var noget, jeg skulle gøre i min fritid, og så nå hen til et punkt, hvor nogle siger, ‘nu bliver du nødt til at lukke det lort’, hvis ikke jeg selv siger det.«

Der må sidde rigtig mange musikere derude, som også selv drømmer om faktisk at kunne have et job ved siden af musikken, som ikke nødvendigvis ser det som et svaghedstegn at have en plan B, selvom det ofte kan virke som den generelle stemning. Det indtryk har Kippenberger også, og han lægger ikke skjul på, at det i sidste ende er en uholdbar tilgang til det at være musiker i Danmark.

»Der er lidt en mediestemning af, at de artister, der er mest interessante, er dem, der risikerer liv og lemmer for det. Det synes jeg da også er enormt glorværdigt, og det er dejligt at følge folk, som investerer sig selv 100% i ting.«

Men det er en farlig fortælling at lave i et land som Danmark, mener Kippenberger. Han har selv prøvet at leve af musikken, han nåede i mål med det. Men han fornemmede også ret hurtigt, i hvilken retning, det gik. Det var på lånt tid, for på et så lille marked som det danske, er det begrænset, hvor mange mennesker, man kan blive ved med at hive ud til sine koncerter, og det er begrænset, hvor mange af de samme festivaler, der bliver ved med at booke dig år efter år: »Det er et urimeligt krav at stille alle de artister, som primært henvender sig til et dansk marked, at de skal investerer alt og lægge alt andet fra sig, ‘for nu skal de være musikere!’.«

Og nå ja, så skal man måske også begynde at sætte spørgsmålstegn ved, hvor charmerende det i virkeligheden er, at det ypperste mål for en musiker er at leve af det.

»Jeg har altid syntes, at det er en røvsyg indstilling, når musikere skriver, at deres formål med at lave musik er at komme til at leve af det – hvad fanden kommer det lytterne ved?! Hvis jeg lytter til din musik, og formålet med, at du har siddet og skrevet alt det her, er, at du skal komme til at leve af det, hvad har det så med mig at gøre? Så jeg synes også, at det er en udtrådt drøm, som jeg ikke har lyst til at følge.«

Læs også  Kwamie Liv udgiver dugfrisk single og annoncerer længeventet debutalbum

‘Hva’ så Roskilde, er I der?’

‘Det var da lige godt satans’, husker Kippenberger som sin første tanke, da telefonen pludselig ringede, og en optræden på Roskilde Festival kom i kalenderen.

»Roskilde er jo noget af det ypperste, en af de største skulderklap, man kan få i Danmark, og da de bookede mig og mit band, havde vi kun udgivet én sang, så det var et meget stort leap of faith, og jeg er da utroligt taknemmelig for, at de har syntes, det var værd at købe sig ind på så tidligt i processen.«

Måske har de netop turde tage skridtet med en artist som Kippenberger, fordi de regner med, at han er voksen nok til at tage ansvaret på sig, og det er man egentligt heller ikke i tvivl om, når man sidder og taler med ham om fuldtidsjob og familieliv. Men det har også været guleroden det sidste halvår, at Roskilde har luret i horisonten. Der skal skrives nogle sange, og der skal øves et set.

»Så det er ikke så meget familieliv, der har været de sidste tre måneder, men jeg synes, at det er landet et fantastisk godt sted, og jeg glæder mig helt vildt til at spille det. Det er faktisk første gang i…« siger han og fortsætter: »altså, jeg glæder mig jo altid til at komme ud og spille, det er ikke det, men det er måske en følelse, jeg havde glemt. Da vi skulle ud og spille med Peter Sommer, var jeg lidt nervøs, fordi flere af numrene ikke var færdige. Men nu er jeg bare gennemsyret af en begejstring og glæder mig oprigtigt til at komme ud og vise det til dem, der gider lytte.«

Det er generelt et rimelig cool og rodfæstet show, du kan forvente dig af Kippenberger på Dyrskuepladsen i Roskilde. Der har ikke været tid til at planlægge konfettikanoner, ild og så videre, »det er ret meget bare et band, der går op på en scene og spiller nogle numre.«

Til gengæld har der kørt en intern joke i øvelokalet om, at Kippenberger skulle have et flag med sit eget ansigt på med sig til showet: »Det ville være en ret fed gimmick at komme ud i sidste nummer og stå ude på scenekanten og bare flage, mens der knalder et eller andet instrumental-trommesolo-smadder afsted.«

Det er stadig blot en joke, og flaget er ikke bestilt endnu, men hvis projektet bliver succesfuldt nok på et tidspunkt, så er Kippenberger ret overbevist om, at de bliver nødt til at gøre alvor af deres ord.

Men spøg til side, så er der andre og lidt mere jordnære ting, Kippenberger skal forberede til sin koncert.

»Jeg har skulle finde frem til sådan noget med, hvordan man bevæger sig på en scene. Det har i første omgang været ret grænseoverskridende egentligt. Jeg havde ikke bevæget mig i fem år – altså danset eller noget som helst – så det er noget, jeg har skulle grave frem igen. Men jeg synes også, at jeg har fundet det meget fint frem. Og det er en stor fornøjelse at bruge den side igen.«

Uvejret har ladet vente på sig, men under hele vores snak er skyerne gradvist blevet mørkere og mørkere. Nu melder en buldren sig et sted oppe i de højere luftlag, og folk begynder at trække inden døre. Vores snak lakker meget passende mod enden, og mens jeg fortsætter ud til koncerter med pen og papir i hånden, fortsætter Kippenberger jagten på håndtryk i front for en norsk billetservice – udover lørdag, for der slipper han fodfæstet en lille smule, tager Kippenberger-hatten på og kører uden hænder med sin EP under armen. Selvom han har et band i ryggen, står han på egne ben, og det passer ham godt. Next stop – Roskilde Festival.

Du kan blandt andet opleve Kippenberger mandag den 2. juli kl. 17.00 på Roskilde Rising, den 19. juli til Lillefredag i Tivoli, den 18. oktober på Atlas i Aarhus og den 20. oktober på Hotel Cecil i København.