Joseph J. Jones – Ideal Bar

Joseph J. Jones – Ideal Bar

Foto: Joseph Miller/@photosjoetakes
Venue: Ideal Bar
Dato: Fredag den 9. februar 2018

Industriel soul og lavmeldt britisk charme hjulpet på vej af maskinernes kunstige åndedræt.

Joseph J. Jones – Ideal Bar
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Jeg har i noget tid undret mig over fænomenet og betegnelsen ’trapsoul’. Nok mest fordi min indre puritaner har svært ved at se, hvordan trapmusikkens elektroniske, kolde og afdæmpede beats kan passe sammen med den mængde varmblodighed, desperation og indlevelse, der er påkrævet for at levere overbevisende soul. Det er nok primært soul-sat-i-en-elektronisk-kontekst-præmissen, der forvirrer mig en smule. Derfor er jeg også spændt og en smule ængstelig, da jeg træder ind til den intime koncert med den engelske sanger Joseph J. Jones på denne kølige aften i februar.

Scenens setup består af et par trommemaskiner, en mixerpult, et par synthesizers og en elektrisk bas. Mit puritanske hjerte hæver desværre allerede paraderne en smule ved dette syn. Opvarmnigsmusikken over anlægget hjælper ikke just. Jeg kigger mig omkring. Der er en tilpas portion publikummer mødt op taget i betragtning, at den unge Jones er i Danmark for første gang nogensinde og kun har én enkelt EP-udgivelse under sit bælte. Men idet han kl. 20.30 indtager den lille scene og åbner munden, bliver jeg hurtigt klar over, at dette ikke bliver sidste gang. Joseph J. Jones kan godt nok sit kram!

Hans dystre om end sårbare, rungende og enormt potente barritonvokal får publikums opmærksomhed næsten med det samme, sådan som den svæver igennem de ni tommers søm tunge industrielle beats, der klinger så sprøde og robuste som frostsplintret is på asfalten foran metrostationen. Jones er tydeligvis en teknisk men så sandelig også en følelsesmæssigt dygtig sanger. Han har god stemme- og mikrofonkontrol, han er i stand til at formidle bredt spektrum af følelser uden at overstyre og har i det hele taget en vældig god karisma. Et par enkelte gange går han dog lidt unødvendigt over i følsom falset mode, hvilket lidt dræber momentum i en ellers intens vokalpræstation. Dette sker heldigvis kun meget sjældent.

Jeg står og kigger lidt på scenen. Det er sjovt: Jones står der egentlig bare og ligner lidt en ung pædagogmedhjælper, der lidt tilfældigt fandt vej til scenen og besluttede at eje den. Han har næsten konstant lukkede øjne under sangene, er iført en sort trøje, kort sickboy-frisure og en lettere genert britisk charme og humor, der med få lavmeldte ord underholder os alle mellem numrene. Manden har, foruden oprigtig kvalitet, også en betydelig mængde starquality.

De første par sange fungerer herligt. Lyden fremstår både rå og poleret, vokalen præsterer uovertruffet og det samme gør de tre backingmusikere. For resten skal der lyde stor cadeau til bandets… beatmaker, der styrer mixerpulten/trommemaskinerne og arbejder i dobbelttempo for at fremføre samtlige beats totalt analog og live. Han står med skarpt fokus rettet mod sit instrument og hænderne farer omkring for at kreere de, ikke helt minimalistiske, rytmestrukturer. Imponerende.
Resten af besætningen gør heller ikke megen postyr af sig, men fokuserer i stedet på deres instrumenter. Det bliver klart for mig, at den industrielle lyd faktisk højner lytteoplevelsen og former nogle landskaber, som klassisk guitar og hornopsætningen ikke ville kunne gengive i dette tilfælde.

Efter et par sange går Jones & Co. over i hans største single ”Gospel Truth”, som for alvor bliver storslået og tryllebinder lokalet med sin rå 808-baseret gudprisende stemning. Det er her, det bliver relevant at pointere den oplagte sammenligning med en anden aktuel forkynder af britisk soul, nemlig Rag’n’Bone Man. Både han og Joseph J. Jones har nemlig en række lighedstræk, der bliver synlige under koncerten. De er begge unge englændere, og de benytter sig begge af mørke grynede stemmer, når de synger retrosoul sat i en moderne mainstream kontekst. Skønt Jones er den af de to, der er mindst retro i sin æstetik, ender han faktisk med at føles mere overbevisende end Rag’n’Bone Man. Måske har det noget at gøre med gestik og scenepræsens. RNBM er kendt for at levere god vokal, men hans sceneshow er meget begrænset til at stå stille og fremføre sangene. JJJ kaster sig da også sjældent ud i de store armbevægelser, men når han gør, virker det så meget mere effektivt. Som The Commitments sagde, så er soul lig med sex, og sex behøver nu engang også noget krop og nogle moves.

Efter et kreativt, men lidt mindre interessant medley af to Kanye West-sange (tja, hvorfor ikke) runder Jones koncerten af med en intens rockbasker under navnet ”No Mercy”, der sætter et stort fedt udråbstegn efter den 40 minutter lange koncert. Jeg er sikker på, at jeg var vidne til begyndelsen på noget stort i aften. Joseph J. Jones er en karismatisk performer med en djævelsk gudsbenådede soulvokal, der kun eleveres af de metalliske, tunge produktioner, der akkompagnerer den. Enkelte malplacerede falsetfraser og et par få mindre interessante numre kombineret med den lettere korte spilletid er ikke nok til at ændre på den formidable koncert, jeg var vidner til. Det afholder den fra at være totalt perfekt, men i Mr. Jones’ tilfælde tror jeg, at perfektionen ligger indenfor rækkevidde.

Joseph J. Jones’ EP Hurricane kan høres på diverse streamingtjenester sammen med flere singler inklusive ”Gospel Truth”.

Anmeldelse