Foto: Laura Allard Fleischl

Tidligere på efteråret lykkedes det os at fange Wolf Alice-trommeslageren Joel Amey til en snak om 2017-albummet Visions of a Life, bandets planer for fremtiden og Ameys liv bagerst på scenen, hvor man som udgangspunkt ikke kan høre en skid. 

Wolf Alice sover tæt på aldrig. Det engelske rockband tæller i alt fire musikere, og som regel finder man dem enten på scenen, i studiet eller i øvelokalet. Da jeg stilles om til gruppens trommeslager Joel Amey (på billedet til venste), befinder han sig dog hjemme hos sin mor, og han tager sig en dag uden det store på programmet. En “cheeky day off“, som han siger.

Oprindeligt var Amey tænkt som et midlertidigt medlem af Wolf Alice. Bandet blev stiftet af Ellie Rowsell og Joff Oddie i 2010, og da deres trommeslager kom til skade i 2012, blev Joel Amey udskiftningen, der altså holdt ved. Gruppen udgøres i dag af forsanger og guitarist Rowsell, guitarist Oddie trommeslager Amey og bassist Theo Ellis. Siden udgivelsen af deres første EP Blush i 2013, er det gået stærkt for Wolf Alice: “Moaning Lisa Smile”, der oprindeligt udkom på EP’en Creature Songs fra 2014, blev i 2016 nomineret til en Grammy Award for bedste rockoptræden, og det første studiealbum My Love is Cool fra 2015 høstede glimrende anmeldelser hos blandt andet The Guardian. Gruppen udsendte deres andet studiealbum Visions of a Life tidligere på efteråret, og i løbet af de seneste par måneder, har Wolf Alice’s koncertkalender været fyldt til bristepunktet med optrædener i blandt andet England og Nordamerika.

Velkommen til Wolf Alice

Det har aldrig været nemt éntydigt at genredefinere Wolf Alice. Siden opstarten har gruppen berørt alt fra folk og balladepop til powerpunk, grunge og heavyrock, og Visions of a Life kan bedst beskrives som et patchwork af elementer hentet fra rigtig mange forskellige hylder. Da jeg spørger Amey om, hvordan han har det med albummet, trækker han lidt på det, da han siger

Jeg vil ikke lyde arrogant, men jeg er meget stolt. Jeg tror, at vi faktisk har opnået de ting, vi ville, og jeg elsker virkelig albummet. Jeg er meget taknemlig for, at vi fik muligheden for at lave det.”

Han tilføjer, at han håber på, at folk vil lægge mærke til, at Wolf Alice er et band, der musisk ikke forbliver det samme sted ret længe ad gangen. De er konstant i udvikling, og Visions of a Life fortjener mere end en enkelt gennemlytning – albummet er ikke a throw-away record,” som han selv udtrykker det. Sangene på Visions of a Life er blevet til på meget forskelligartet vis, for Wolf Alice gør sig ikke i faste udgangspunkter, når det kommer til at skrive musik. En sang kan opstå både som følge af et beat, en tekststump og et guitarriff, og kun to ting gør sig altid gældende for bandets proces: Wolf Alice skriver til sangen, ikke til genren, og de komponerer altid musikken i fællesskab. Ingen af bandmedlemmerne er blege for at sige deres ærlige mening – som Amey beskriver det, er de “all quite opinionated“, og sådan skal det også være.

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 7

Alene i 2017 har Wolf Alice nået næsten ufatteligt meget, og foreløbigt har bandet ingen planer om at sætte farten ned. Der er endnu meget at nå og stadigvæk uudforskede territorier at afdække. Amey forklarer:

Vi har aldrig været bange for at sige højt, at vi har ambitioner om at headline festivaler og den slags. Selvfølgelig vil vi gerne lave flere albums, og vi er meget taknemlige for, at vi indtil nu har fået mulighed for også at vise musikken frem på scenen. Hvis vi får lov til at gøre dét igen, ville det være utroligt. Man bliver meget ydmyg af at spille sin musik foran mennesker, der nyder den, og det er ikke alle, der får dén chance. Hvis vi får muligheden for at blive ved med at gøre det, så tager vi det ikke for givet.

Joel Amey og musikken

Joel Amey opdagede tidligt sin lidenskab for at spille musik. Han fortæller, at det altid har været dét, han føler, han bør gøre, og han beskriver sin mor som både musikalsk og som en fantastisk støtte for ham i de år, hvor han for alvor begyndte at tage musikken til sig. Som teenager spillede han i en del forskellige bands, og dengang var det hovedsageligt som guitarist. Først senere kom trommespillet, og da jeg spørger ham, hvordan det kan være, at han er endt som trommeslager, griner han, og svarer:

Fordi de bad mig om det. De spurgte mig, om jeg kunne spille trommer, og så tænkte jeg, ‘ja, lad mig da prøve det’. Det er bogstaveligt talt den eneste grund.

For Wolf Alice’s medlemmer har det ikke været et aktivt valg at spille musik professionelt, men Amey understreger, at der fra starten var enighed om at tage bandet alvorligt. De fire imellem var musikken aldrig bare en hobby, og jo mere projektet udviklede sig, jo større en forpligtelse begyndte Amey at føle overfor sit instrument. Han har aldrig modtaget musikundervisning og forklarer, at utallige fejltrin har lært ham dét, han kan i dag. Senere i livet kunne han godt tænke sig at lære musikkens teoretiske del at kende, og han tilføjer, at han til tider drømmer om at spille jazz. Beskedent bemærker han, at han ikke har evnerne til det, men han gentager, at han elsker at lytte til jazzmusik. Med hans egne ord: “When people play jazz, I’m fucking down with that.” Lige nu er han dog optaget af sit projekt med Wolf Alice, og ikke kun som trommeslager. Amey synger på flere af gruppens numre, men han har svært ved egentligt at forklare, hvordan han bærer sig ad med det:

Læs også  Tivoli afslører stærkt program: Hold Lillefredag på Orangeriet med hele 23 acts

Jeg kan ikke stå på skateboard, jeg kan ikke spille fodbold, og min koordinationsevne er virkelig dårlig, men jeg kan nogenlunde synge og spille trommer samtidig.

Smag

For Joel Amey er det omtrent lige så svært at opsummere sin egen musiksmag, som det er for os andre at opsummere lyden af Wolf Alice. Han fortæller, at han både er til tung guitarmusik, sukret popmusik og trist elektronisk musik, og at han generelt nyder rigtig meget af dét, der foregår i musikmiljøet. Lige for tiden har han for eksempel hørt meget Grizzly BearLCD Soundsystem og Queens of the Stone Age, og så har han hele sit liv også har haft en forkærlighed for bands som Beach Boys og Bad Brains. Amey er ikke glad for at udpege favoritter, og da jeg spørger ham, om han kan fremhæve et band, som har inspireret ham mere end andre, tænker han sig om et øjeblik. Så fortæller han, at han altid har haft et særligt forhold til det amerikanske rockband The Replacements. Han fascineres af, at de startede som “teenage punks“, og for Amey kommer forsangeren Paul Westberg’s evner for sangskrivning især til udtryk på et nummer som “Swingin Party”. Han har altid fundet mange ting at elske ved The Replacements og næsten intet ikke at elske, som han selv siger.

Som trommeslager har Amey fundet inspiration hos klassiske rocknavne som Ginger Baker og Keith Moon, men han understreger, at hans største inspirationskilde er afdøde J Dilla:

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 7

Han er beatmaker og producer, egentlig ikke trommeslager, men de rytmer, han producerer på sine hiphop-plader, er virkelig inspirerende, meget anderledes. Han har nok haft større indflydelse på mig end de fleste mennesker med trommestikker i hænderne.”

Spotlight

Efterhånden har Wolf Alice givet koncerter på adskillige store scener verden over, og for Joel Amey er følelsen af sceneangst langt fra fremmed. Dog uddyber han:

Det føles mest som adrenalin. Nogen siger, ‘okay, I er live i radioen NU’, og du tænker, ‘åh, fuck!’, men altså jeg bander ikke eller noget. Der er helt klart tidspunkter, hvor jeg mærker et adrenalinsus, men jeg tror egentlig, at det er en meget sund ting. Hvis jeg aldrig blev nervøs, ville det nok betyde, at jeg var begyndt at være ligeglad.”

Amey forklarer, at det føles meget primalt for ham, når han sætter sig ved trommesættet. Wolf Alice øver nok til, at de hver især ved, hvad de foretager sig, og dét gør, at Amey ikke behøver at tænke sig om, når han spiller koncert. Der er plads til at fortabe sig og plads til at gøre, hvad der føles naturligt i øjeblikket. Han kan ikke huske nogensinde at have spillet en sang på samme måde flere gange, for der er altid variationer, altid tilføjelser som for ham føles nye, og netop det er essensen af at give koncert. I hans øjne handler live-musik ikke om at udføre og præcisere noget, der allerede eksisterer; musikeren vil altid føle og spille forskelligt fra aften til aften, og dét kan der ikke laves om på.

Selvom Wolf Alice længe har haft ry for at være et bemærkelsesværdigt sammenspillet band, indrømmer Joel Amey, at nogle ting er blevet nemmere med tiden. Hans rolle i bandet betyder et liv bagerst på scenen, og det har ikke altid være ligetil at gennemskue, hvad de andre mon foretager sig, når han selv går i gang ved trommesættet:

De kunne være i gang med at spille violin, og jeg ville aldrig opdage det. Ej, nogle ting kan jeg godt høre. Jeg plejede ikke at kunne høre en skid, men jeg begynder at kunne høre mere. Nu kan jeg høre den smukke bas, deres smukke stemmer

Efter et øjebliks stilhed bemærker han, at det er “quite nice.”