Jenny Wilson – Store VEGA

Jenny Wilson – Store VEGA

Foto: Oskar Omne
Venue: Store VEGA
Dato: Lørdag den 12. maj

Lørdag aften i Store VEGA stod på heftig dans og et følelsesladet, intenst og kraftfuldt sceneshow med en af de helt store inden for alternativ skandinavisk pop: Jenny Wilson.

Jenny Wilson – Store VEGA
5 Anmeldelse
Anmeldelse

Dans som en renselsesproces, som en måde at glemme hverdagens stress og mangler, er der blevet skrevet masser om og der er skrevet flere teorier om dansens potentiale som modstand til politiske såvel som sociale problemstillinger. Kort fortalt gemmer dans på potentialet for kartasis. Men for Jenny Wilson er det ikke blot en renselsesproces, eller en måde at gøre modstand på. Det er et spørgsmål om overlevelse. Og danset blev der i hvert fald denne lørdag aften på Store Vega, hvor der sjældent var nogen, der stod stille blandt publikum.

Albummet Exorcism, blev til efter et Jenny Wilson oplevede et voldsomt seksuelt overgreb. Denne traumatiske oplevelse følte Jenny Wilson sig nødsaget til at fortælle om i hendes musik, hvor hun, som hun selv har sagt i et interview med Vega, valgte at gøre lyden mere fysisk og direkte. Hun har prøvet den elektroniske lyd før på hendes forrige album Demand the Impossible!, men denne gang er der en traumatiseret kerne der skal vendes ud og tæskes igennem. Der er nogle dæmoner, der skal igennem en eksorcisme. Der er mere på spil, nemlig hendes egen overlevelse. Udtrykket er derfor mere intenst og voldsomt, både igennem musikken, men også i teksterne, hvilket det derfor også var under koncerten.

Læs også  Kendrick Lamar - Smukfest 2018

Koncerten startede med sangen “Rapin*”, hvor Jenny Wilsons stemme var ført igennem en stemmeforvrænger med en autotuneeffekt, der fik hendes stemme til at lyde markant anderledes end på pladen. Det kan muligvis have ødelagt nummeret for nogen, men kan også passe til den mørke og uhyggelige stemning, som Jenny Wilson forsøger at underbygge i sangen. Herefter fulgte to stærke sange “Lo’ Hi’” og “Disrespect is Universal” lige efter hinanden i uhindrede glidende overgange. Sætlisten bestod primært af alle sangene fra albummet Exorsism, hvor albummet blev spillet fra ende til anden, på nær af enkelte sange, der havde byttet plads. Derudover fik en sang som “Pyramids (Rose Out of Our Way)” også plads i sætlisten, som passede afsindigt godt ind med de andre sange.

Men der var ingen tvivl om at der skulle danses. Sangene var præget af four-to-the-floor, pumpende perkussive synths og gentagende tekststykker. Det var let at komme i en trancefornemmelse, hvilket blev hjulpet på vej af at sangene generelt var blevet gjort længere. Synthbassen var derudover meget fremme i lydbilledet uden at det ødelagde nogen af sangene. Man kunne virkelig mærke musikken på kroppen, og det var svært at stå stille på noget tidspunkt af koncerten. Derudover underbyggede lysshowet forskellige opbygninger og breaks. Der var både lysstråler, strobelys og regnbuefarvet lysbestråling, der gav koncerten et ekstra pift. En sang som “Exorcism” fik med alle de førnævnte elementer et virkeligt hæsblæsende, intenst og voldsomt udtryk, der derfor sammen med ekstranummeret “The Future” fra Demand the Impossivble! stod som en af aftenens højdepunkter.

Læs også  Arcade Fire - Haven Festival 2018

Det tog nogle sange før publikum dansede igennem til koncerten. Men efter fem sange var der ingen i salen, der stod stille, og selv dem der snakkede under de første sange, blev nød til at vende opmærksomheden mod scenen og rykke på deres fødder, eller danse fra side til side.

Jenny Wilson selv optrådte som én, der havde brug for at komme ud med noget, og som om,
denne aften var hendes eneste chance for at gøre dette. Hun dansede vildt for sig, kastede sig ned på gulvet og skreg, hoppede ned til publikum for at danse med dem, og rakte armene ud til publikum for at omfavne dem. Jenny Wilson var fantastisk, og det var virkelig imponerende hvordan hun har kunnet vende en altoverskyggende traumatisk oplevelse til et meget udadvendt og velkommende sceneshow.

Læs også  Sherpa - Smukfest 2018

Fans af hendes første sange ville måske være forundret eller forvirret over dette skift til en massiv club fest. Musikken, lysshowet og Jenny Wilson var væsentlig mere intens og voldsom end hvad man har set før. Men man kan ikke afvise, at dette skift klæder Jenny Wilson. Det var samtidig meget betagende at overvære, hvordan Jenny Wilson kunne gå fra følsomt og inderligt at synge om overgrebet og den angst, der har fulgt med, til at gå over i en manisk magtpræstation. I det ene øjeblik stod man og havde kuldegysninger over hendes vokallevering og tekster, det andet øjeblik blev man angrebet af forskellige voldsomme indtryk.

Jenny Wilson kom igennem hendes traume og overlever ved hjælp af blandt andet musikken og de fans, der kommer og danser med hende. Hun tog os med på denne katarsisproces, og publikum elskede hende for det, ligesom hun selv elsker København, som hun sørgede for at sige flere gange. Der var meget kærlighed denne lørdag aften mellem Jenny Wilson og publikum. Jenny Wilson er for sej, må konklusionen være efter koncerten.