Janelle Monáe annoncerer nyt album med to singler og tilhørende videoer

Foto: JUCO

Janelle Monáe annoncerer nu, at hendes længeventede tredje album er på vej, ved at slippe to singler med tilhørende visuals. Efter en så fantastisk nyhed, er stilen for denne fredag vist lagt.

Amerikanske Janelle Monáe har skabt sig en imponerende karriere. På CV’et kan hun både notere sig som sangerinde, sangskriver, producer, skuespiller og aktivist, og det hele blev skudt i gang med EP’en Metropolis fra 2008. EP’en blev senere fulgt op af to albums, nemlig The ArchAndroid fra 2010 og The Electric Lady fra 2013, og tilsammen udgør de tre udgivelser en triologi. Med triologien, der er bygget op af sprød funk, R&B og en næsten psykedelisk soul-lyd, skabte Janelle Monáe en musikalsk fortælling om det selvopfundne univers, “Metropolis”, som foregår 700 år ude i fremtiden. Metropolis er blandt andet inspireret af hendes egen fødeby, Kansas City, og afrikanskamerikanernes rolle i samfundet, og i dette univers eksisterer hendes alterego, androiden Cindi Mayweather, der bliver bindeleddet mellem samfundets undertrykte og overklassen.

Den særegne triologi fik lovprisende omtale og mange roser med på vejen verden over, og nu kan Janelle Monáe endelig glæde os med, at hendes tredje album, med titlen Dirty Computer, udkommer den 27. april i år. Albummet bliver en del af en “Emotion Picture”, der også inkluderer et tilhørende cinematisk projekt, som dog ikke har fået nogen udgivelsesdato endnu.

Udgivelsesdatoen for albummet annonceres med de to singler, “Make Me Feel” og “Django Jane”, der hver især også har en flot og farverig video med i baggagen. “Make Me Feel” florerer i det sprøde funkunivers med stærke Prince-referencer, og er simpelt bygget op af en mundpercussion-version af woodblock-slag på 2-slaget, snaps på 4-slaget, et wauw-beat i baggrunden og Monáes lækre og flirtende vokal, som senere krydres med fed guitar.

På “Django Jane” har Monáe bevæget sig over i en lidt anden boldgade, hvor insisterende raps med markerende og skarpe vendinger som “Let the vagina have a monologue” sætter dagsordenen, og de to singleudgivelser er et stærkt bevis på Janelle Monáes alsidige talent,

Vi er fuldstændig oppe at flyve over de nye udspil fra Monáe, og er sikre på, at vi ikke er de eneste, der har meget svært ved at skulle vente helt ind til slutningen af april på Dirty Computer.

Herunder kan du høre og se de to nye udspil fra Janelle Monáe.

“Make Me Feel”:

“Django Jane”:

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com