Holm – Roskilde Festival 2018

Foto: Ditte Gyldendal Amby
Scene: Rising
Dato: Tirsdag den 3. juli klokken 15.30

Holms koncert var en flot og indlevende musikalsk præstation, der skabte glæde hos det solbrune festivalpublikum.

Solen bragede ned over Roskilde Festival, da aarhusianske Mikkel Holm Silkjær med sit band, blot kaldet Holm, gik på Rising-scenen tirsdag eftermiddag. Med sig havde han en øl i hånden og han var iklædt sommerligt tøj og solbriller. På den måde lignede han sit varme festivalpublikum, og scenen var dermed sat – uden så mange dikkedarer gik han og bandet i gang med koncertens første nummer.

Holm fik hurtigt publikum med sig, og op til næste nummer, ”Hope”, røg solbrillerne af og et ”Tak” blev råbt til det taknemmelige publikum. Holm så veltilpas ud på scenen, og man mærkede med det samme, at man havde med en erfaren musiker at gøre. Mikkel Holm har da også spillet musik i mange år, og udover at være frontmand i Holm er han også frontmand i rockgruppen Yung, så det er ikke så mærkeligt, at man følte sig i trygge hænder.

Generelt var koncerten præget af et stort musikalsk overskud, og man stod som publikum med en fornemmelse af, at man lige så godt kunne have stået foran en af de store scener på festivalpladsen, frem for den mere moderate Rising-scene. Holm har nemlig et stort potentiale, og en lyd der vidner om mange større scener i fremtiden. Hans lyd er folket indierock fyldt med guitarer, der emmer af surfrock vibes, og hans gennemtrængende hæse stemme har en indlevelse, der giver hans performance en særlig form for ægthed. Samtidig er Holms tekster i en klasse for sig, og med sætninger som ”I’m a kliché dressed in garments made of gold” fra sangen “Grow”, skaber han flotte billeder hos sit publikum.

Jo længere tid der gik, jo mere fik instrumentalisterne lov til at folde deres talenter ud, og Holms bløde indierock-lyd blev til mere skrabet og punket rock. Det klædte koncerten rigtig godt, og publikum kvitterede hver gang med hujen og klap. Særligt trommeslageren viste en musikalsk klasse for sig, og med hans veltimedefills bandt han sangene enormt flot sammen.

Alle opfattelser af musikalske lydbilleder er selvfølgelig subjektive, og for mit vedkommende blev Holms lydbillede desværre en anelse ensformigt i længden. Jeg kunne dog ikke undgå at lægge mærke til hvordan publikum tydeligt sang med, klappede og generelt nød hver eneste af Holms indierock-sange i fulde drag. Musikalsk var der da heller ikke noget at sætte en finger på, og Holm skabte overordnet en rigtig god oplevelse for de fremmødte.