Grace Carter: “For mig er min EP ligesom det brev, jeg aldrig fik skrevet”

Grace Carter: “For mig er min EP ligesom det brev, jeg aldrig fik skrevet”

Foto: Universal Music Group


Blot 21-årige Grace Carter har allerede turneret med Dua Lipa, Dermot Kennedy og Rag’n’Bone Man, denne måned supporter hun Haim på deres Europa-tour, og i fredags udgav hun sin debut-EP, Saving Grace. Graces karriere har altså allerede taget fart, og der er derfor stor grund til at holde et vågent øje med den Brighton-fødte sangerinde, som vi har mødt til en snak.

Grace Carters første single ”Silence” udkom i maj måned sidste år, og siden da er det gået rigtig stærkt. Lidt over et år er gået, hvor Grace, udover “Silence”, har udgivet singlerne ”Ashes” og ”Silhoutte” samt en akustisk udgave af ”Silence” og flere musikvideoer. Derudover er der kommet et remix af ”Silhouette” lavet af Jordan Rakei, samt singlen med samme titel som EP’en, ”Saving Grace”, i sidste måned. Som hun fortalte os, da vi mødte hende, leder alt dette op til hendes debut-EP, som den unge sangerinde har brugt al sin tid på det sidste stykke tid (når hun altså ikke turnerede selvfølgelig).

Vejen ind i musikken


Grace er vokset op med en mor, som ifølge Grace selv havde en »fantastisk musiksmag«. Navne som Nina Simone, Lauryn Hill og Alicia Keys flød ud af højtalerne, da hun var barn, og Grace sugede alt til sig.
Hun fik først øjnene op for sangskrivning, da hendes mor fandt sammen med hendes papfar. Grace var lige blevet teenager, hun magtede ikke moderens nye mand, og hun var generelt sur, tvær og irritabel. Men til hendes 13-års fødselsdag forærede hendes papfar hende en guitar, og herfra ændrede alting sig.

»Han var sådan ‘Skriv en sang – du er et virkeligt surt og frustreret barn, skriv en sang og se, hvad der sker.’ Og han udfordrede mig i en uge til at skrive en sang, og jeg gjorde det. Det var den første sang, jeg nogensinde skrev, og jeg er ikke stoppet siden.«

Grace fortæller, hvordan hun efterfølgende gik hjem fra skole hver dag for at skrive sange. Dette fortsatte til hun blev 16 år, og hun skulle vælge mellem at tage en højere eksamen eller følge musikken og tage på Music College.

»Jeg var aldrig særlig akademisk i skolen – det var aldrig noget for mig. Så jeg tror, at det var på det tidspunkt, jeg tog beslutningen om at forfølge musik ordentligt og bare se, hvad der ville ske. Jeg har en mor, som virkelig støtter mig meget, og som bare så, at jeg havde så meget passion for det og elskede det, og det hjalp mig virkelig meget. Hun var bare sådan: ‘Ja gør det – forfølg det. Hvis det ikke sker, så sker det ikke, men du skal aldrig have en plan B’. Det var det, hun sagde – fordi det er ligesom at forberede dig på at fejle. Fokusér på hvor du vil hen, og så kommer du derhen«.

Grace tog altså på Music College, og det viste sig at være det rigtige valg: Som 17-årig underskrev hun sin publishing deal med Tim Blacksmith & Danny D’s Stellar Songs, som altså har udgivet hendes foreløbige singler, og som også er det selskab, hendes EP er udgivet igennem.

Når man snakker med Grace, fornemmer man med det samme hendes ydmyge og hjertelige person. Hun er en pige, der har benene solidt plantet på jorden, og jo mere tid, der går, jo mere går det op for én, at hun er lige sådan en, man selv kunne forestille sig at blive veninder med – og når hun fortæller om sit kunstnerbofællesskab, får man lyst til at flytte ind. Hun bor i London med sine to bedste veninder, som også er i gang med at opbygge deres kreative karrierer, den ene som sanger, den anden som skuespiller.
På den måde er Grace Carter altså både en helt normal ung pige, som bor med sine veninder, men samtidig en ambitiøs sangerinde, som kun lige har påbegyndt sin karriere, men allerede er nået langt.

Læs også  Mercury Prize 2018: Her er de 12 album, der i aften kan løbe med sejren

Troen på sig selv


Gennem hele sit liv har Grace Carter haft en utrolig tro på sig selv, som viser sig især at komme fra hendes mors store støtte. Hendes nyeste sang ”Saving Grace” handler netop om kærligheden og taknemmeligheden til sin mor, og på sin facebook-profil skriver Grace: »This song is for my Mum and all of the strong women in my life«. Generelt virker det på Grace som om, at hun faktisk aldrig har tvivlet på sig selv i sin musikalske proces, og hun siger:

»Jeg har altid været meget naturlig omkring det, det har aldrig været en ting for mig, at jeg inde i mit hoved var sådan: ’jeg vil være berømt’. Det er mere sådan: ‘Jeg skriver de her sange, fordi jeg elsker at skrive dem, og fordi jeg virkelig gerne vil have folk til at lytte til dem på et eller andet niveau’. Når det kommer til min karriere og min succes, vil jeg bare gerne have, at så mange folk som muligt kommer til at høre min musik. Det handler ikke om mig som person, det handler bare om at lytte til musikken og føle noget ud fra det. Så ja, jeg har altid skrevet musik, som jeg føler for, for så er jeg overbevist om, at andre folk også vil blive rørt, når de hører den.«

Læs også  White Lies er on fire! Albumannoncering, ny single og to danske koncertdatoer

Barndommen som tema


Musikken har flydt fra Graces fingre og mund siden hun var 13, og teksterne i hendes sange handler næsten altid om det samme, dengang som nu. Hun fortæller:

»Mine sange handler meget om min barndom, og om hvordan jeg havde det som barn. Jeg vil bare have, at folk hører det og er sådan: ‘Årh det har jeg følt før’, ‘Det forstår jeg eller ‘Jeg er ikke den eneste, der har det sådan her’«.

Men hvad er det, Grace har følt? Hvad er det, der nager Grace fra hendes barndom?

»Mange af de ting, som skete i min barndom er nogle af de største ting, som er sket i mit liv, og som nogensinde kommer til at ske. Men også gode ting. Jeg har en fantastisk mor; den stærkeste mor, der findes. Så det er ikke kun trist. Men det er mit liv – det er den jeg er«.

Graces tone er seriøs, og hendes blik bliver lige dét mere stift, når vi snakker om hendes barndom.
Det er tydeligt, at det er noget, som berører hende dybt, men som også er en vigtig kraft i hendes sangskrivning. Hun fortæller, at hendes barndom også er temaet for hendes EP, og siger:

»Jeg tror, for mig er min EP ligesom det brev, jeg aldrig fik skrevet. Eller de ting som jeg aldrig fik sagt til den person, som har såret mig allermest i mit liv – for jeg havde aldrig modet til virkelig at stå ved mig selv og fortælle, hvordan jeg følte.- »Og hvem er den person, hvis jeg må spørge?«
»Min far.
Det er på en måde min måde at fortælle, hvordan jeg havde det på det tidspunkt, og bare være ærlig. Men jeg skriver sange på en måde, så alle kan relatere det til, hvad end der sker i deres liv – det kan være om et forhold, om et familiemedlem, det kan være om alt muligt. Det er bare følelsesmæssigt.«

Graces følelser tvivler man ikke på, hverken i hendes sange, eller når man sidder ansigt til ansigt med hende, og det er gået op for mig, hvor mange sider, hun rummer: På den ene side er hun en blot 21-årig pige, som er træt af drenge-problemer, og som bor i lejlighed med sine bedste veninder, men samtidig er hun en dybtfølende og ambitiøs kunstner, som bruger musikken som et frirum fra barndommens oplevelser.
Vi er betagede af Grace Carter – både som person og musiker, og vi er rigtig glade for, at hun nu er udkommet med sin debut-EP.

Læs også  29 navne du ikke må misse på Reeperbahn Festival 2018