Foto: Festivalstemning på NorthSide // Regine Vilhelmsborg

Tyske FKP Scorpio har solgt sine andele i de to store festivaler til den danske virksomhed Down The Drain, som nu er blevet en uafhængig spiller på festivalsmarkedet. 

Her til morgen er det blevet meddelt, at den tyske virksomhed, FKP Scorpio Konzertproduktionen GmbH, har solgt sine andele i festivalerne Tinderbox og NorthSide til danske Down The Drain Holding ApS. Den tyske virksom vil fortsat eje en mindre minoritetsandel af selskabet Beatbox Entertainment Aps, der fortsat er med til at booke artister til festivalerne. Beslutningen er taget i fuld enighed mellem de forskellige anpartshavere.

Om dagens udmelding udtaler Folkert Koopmans, CEO i FKP Scorpio:

“Vi vil gerne takke det danske team for det gode samarbejde så langt, og vi er glade for at kunne fortsætte at samarbejde med Mads Sørensen og resten af Beatbox-teamet.”

Brian Nielsen, der er CEO i Down The Drain Group, fortæller ligeledes:

Læs også  Dagbog fra G! Festival - Dag 1

“Vi har i længere tid ønsket at konsolidere festivalerne under Down The Drain-paraplyen som i dag fungerer som Nordens største uafhængige koncert- og festivalarrangør, og vi er glade for, at det nu er faldet på plads.”

Vi ringede til John Fogde, talsmand for Northside, for at høre nærmere om årsagen til salget:

“Der er ingen tvivl om, at FKP Scorpio var en hjælp til at grundlægge festivalerne – da NorthSide startede havde man et naturligt ønske om at kontakte de store bands og lignende,” fortæller han, og fortsætter: FKP Scorpio bidrog med credibility, og havde samtidig mulighed for at smide kapital i festivalen. Som tiden er gået, er det blevet tydeligt, at man internt i virksomheden havde nye ambitioner og ideer, som man ønskede at udføre ud på egen hånd.”

Detaljerne omkring, hvor involverede FKP Scorpio er i Beatbox Entertainment, kendes ikke, men som Fogde fortæller: “[er det] bedst for alle, hvis FKP Scorpio forbliver en del af Beatbox Entertainment, så de kan afhjælpe diverse koncertafviklinger. Der er et tæt samarbejde og en god dialog parterne imellem.”

John Fogde kom desuden også nærmere ind på, hvad fordelen ved at konsolidere festivalerne under Down The Drain er. I den forbindelse fortalte han, at Down The Drain har fundet en ny ekstern samarbejdspartner:

Læs også  Dagbog fra G! Festival - Dag 4

“I praksis betyder det, at vi har fundet en ny ekstern partner, Orkila Capital (der blandt andet også er investorer for Boston Calling i USA, red.). Dem kender vi som investorer i Haven Festival i København, samt Mikkeller, og de har nu også investeret i Down The Drain Group. Samarbejdet giver en økonomisk sikkerhed i firmaet, der gør, at festivalernes økonomiske fremtid er sikret. Det giver mulighed for at fokusere på udviklingen af nye koncepter og lignende.”

I første omgang kommer salget og det nye partnerskab ikke til at have den store betydning for festivalerne, da der efterhånden ikke er længe til, at Tinderbox og NorthSide 2018 løber af stablen. Men planen for efteråret fastholdes, og den økonomiske sikkerhed giver netop mulighed for at kigge fremad. John Fogde uddyber:

Læs også  Hør rapperen og "autotune-crooneren" $HYBXI krænge kærligheden ud på andensinglen "Doves"

Den økonomiske balance tilbyder en sikring på NorthSides flytning fra Aadalen fra 2020. Kommunen har besluttet, at Eskelund skal huse festivalen i 2021. Det betyder, at vi skal starte forfra – ikke med brandet – men med NorthSide som festival. Hertil skal vi se på, om der eksempelvis skal etableres nye områder, scener og så videre. Det er alle sammen beslutninger, der koster penge – det gør det til en fordel at være økonomisk sikret i fremtiden.

Down The Drain Group er majoritetsejer af festivalerne NorthSide, Tinderbox, Komos og koncertarrangørselskabet Beatbox, og er ligeledes medejer af Haven Festival.