Foto: PR
Venue: Store VEGA
Dato: Søndag den 11. marts 2018

Fuldt hus til de svenske søstre i indefolk-duoen First Aid Kit for en sympatisk og nærværende præstation i København.

First Aid Kit – Store VEGA
5 Anmeldelse
Anmeldelse

First Aid Kit, som består af de to søstre Klara og Johanna Söderberg, kom forbi Store Vega, som følge af deres tour for deres nyeste album Ruins. Lyden er den samme som de har dyrket siden deres første Ep fra 2008, Drunken Trees, og deres album The Big Black & The Blue fra 2010. Sangene fra aftenens koncert var en rigtig god blanding af nye og gamle sange fra deres bagkatalog, hvor man derfor fik virkelig sangbare Indie-folk hymner som f. eks. “Emmylou”, “The Lion’s Roar”, “My Silver Lining”, “Stay Gold” og “Fireworks”.

Jeg var ikke sikker på hvad de to Söderberg søstre ville gøre eller spille på scenen denne martsaften. Måske ville de gå efter et intimt folk-udtryk, hvilket godt kan føles meget langtrukkent, hvis ikke publikummet er med, eller at sangene er stærke nok til at indgå i lange koncerter. Intet af dette var et problem for First Aid Kit. Koncerten varede en halvanden time med ekstranumre, men der var ingen tvivl om at publikummet elskede bandet igennem hele koncerten, fra start til slut.

Efter First Aid Kit hvade spillet deres tredje sang “King of the World”, begyndte de at adressere Store Vega på engelsk. Dette førte til enkelte råb med ønsket om at de skulle snakke på svensk. De forsøgte at fortsætte på engelsk, men publikummet reagerede med kærlige buh (Hvis der er noget der hedder det). Det virkede til at publikummet gerne ville have et mere personligt forhold til de optrædende, hvilket der derefter blev taget hensyn til. Dette førte til, at de ville forsøge at blande de to sprog sammen, så hvis den ene søster snakkede engelsk, ville den anden oversætte på svensk og omvendt. Dette gav indtrykket af, at de gerne ville gøre så mange mennesker tilfredse som muligt og opfylde publikums ønsker.

Koncerten blev startet så stærkt med de tre første sange, som inkluderede “Rebel Heart”, It’s a Shame” og som nævnt “King Of the World”, at publikum klappede og hujede i meget lang tid, således at bandet måtte vente i et godt stykke tid, med at præsentere aftenen for de fremmødte. De virkede super beærede over reaktionen, men var selv super gode til at holde folks opmærksomhed med enkelte ændringer i deres arrangementer, enten ved at gøre dem mere rockede, eller ved at understrege deres country- og americana-rødder, gennem deres brug af slide-guitar.

First Aid Kit var meget sympatiske og karismatiske, og de virkede meget rolige, når de snakkede på scenen mellem sangene. Man kunne virkelig mærke, at hele bandet har et stærkt sammenhold mellem sig, og de virker alle sammen til at være nære venner. Dette kom blandt andet også til udtryk i sangene, hvilket man blandt andet kunne mærke i en sang som “Emmylou”, der stod som en af højdepunkterne. Et andet højdepunkt var ekstranummeret “Hem of Her Dress”. Her kom de to søstre ud alene til en standermikrofon midt på scenen, hvor de gik igang med at spille, hvilket kunne være et callback til da de startede med at turnere som kun de to. Stemningen var væsentlig mere intim, hvilket gav en meget fed kontrast til resten af koncerten. Det var lige meget hvor godt man sang, da det skulle fremmane en bodegastemning, hvilket da også fik tilhørerne til at skråle med på lå-koret. Efter noget tid kom resten af bandet ud med stortromme, mandolin og og Trombone.

Der var fælleskor, fællessang, gode melodier og dejlige sange og tekster, men der var også plads til frustration. Efter sangen “You are the Problem Here”, der tekstligt beskriver hvordan mænd i magtpositioner har evnen til at ødelægge unge aspirerende kvinders (musikalske) ambitioner, binder First Aid Kit sangen til en tale om hvordan vi ikke kan give skylden til kvinder der overfaldes, samtidig med at dette ikke er en kamp kvinder kan tage alene. Mænd må hjælpe til, hvis den feminstiske kamp skal vinde. Det er tydeligt at dette emne er vigtigt for First Aid Kit, hvor udtrykket i sangen er hårdere end de andre sange under koncerten.

Det virkede til, at langt størstedelen af publikummet var vilde med udtalelsen. Derfor vækkede denne kamp-hymne under disse Me-too tider gang i salen, hvor sangen lå cirka halvejs inde i sættet. Det var derfor frisk og dejligt at høre de ikke er bange for at binde deres musik til tidsrelevante politiske spørgsmål, hvor de derved kan skrives ind i en folk-sangskriver-tradition, hvor socio-kulturelle spørgsmål behandles.

First Aid Kit var virkelig imponerende på scenen, hvor de virkede meget ærlige i deres fremførelse. Derudover var lysshowet meget imponerende, hvor forskellige baggrunde, figurer og bevægelser blev projiceret op på en skærm bag bandet. Jeg kunne forestille mig, at de skal spille på Arena, måske når det er blevet mørk udenfor teltet, da lysshowet virkelig lægger op til dette. Hvis du er fan af bands som Of Monsters & Men eller The Lumineers, så vil jeg virkelig anbefale, at du går efter at fange dem på Roskilde Festival på denne tour. Jeg er ikke selv kæmpe fan af deres musik, eller af indiepop/-folk bølgen fra 00’erne, men jeg kan ikke sætte en finger på hvad First Aid Kit gjorde forkert. Jeg var alt i alt meget imponeret. Det er stærke sange fra meget sympatiske og nærværende mennesker.

Anmeldelse