Fire højdepunkter fra finalen i KarriereKanonen 2018

Fire højdepunkter fra finalen i KarriereKanonen 2018

Foto: Aufori//Søren Degn


Otte acts dystede tirsdag om en af de tre titler som vindere af KarriereKanonen 2018. Niveauet var gennemgående højt, og her er de fire navne, vores redaktør havde størst optur over eller så mest potentiale i. 

Live Camp blev rundet af mandag aften med udnævnelsen af Askling og Liive som vindere af henholdsvis Tak Rock-prisen og Live Camps Udvalgte. Tirsdag, som var tredje og sidste dag af Smukfests opvarmningsprogram, forløb med mere upcoming-musik, men denne gang leveret af de otte finalister i KarriereKanonen. Man kunne godt mærke, at gennemsnitsniveauet steg en anelse, og det er jo egentligt heller ikke så mærkeligt, taget i betragtning at alle kunstnere den seneste tid har fået spilleerfaring og personlig coaching og talentudvikling. Noget de tre vindere, som afsløres onsdag live på P3 mellem 12.00 og 14.00, kan se frem til endnu mere af.

De nedenstående navne her er lidt en blanding af de artister, der grundlæggende bare gav en overbevisende optræden, eller som jeg på længere sigt ser potentiale i.
Hvis du vil vide mere om opvarmningsprogrammet på Smukfest, inklusivt KarriereKanonen, kan du læse mere her.

Ravi Kumar


Duoen Ravi Kumar var ganske enkelt bare sindssygt overbevisende fra det sekund, de satte igang, til de taknemmeligt og storsmilende gik af scenen. Storsmilende beskriver desuden meget godt den tilstand, Sharon Jeanelle Kumaraswamy, rapper i gruppen, befandt sig i, når hun altså ikke lige råbte ting som “I can be maaaad” eller blæste mig bagover med sit flow og vildt velskrevne lyrik. Når hun blev rigtig aggressiv i rappen, slog hendes vokal over i korte, rå passager ala Nicki Minaj på Kanye-samarbejdet “Monster” – sindssygt fedt. Internettet gik amok, da man pludselig kunne høre Beyonce flabet og overlegent rappe på “APESHIT”, og hvis man vil have mere af det, så synes jeg faktisk Kumaraswamy havde noget af den samme vibe. Aske Sten Knudsen, som er den anden del af duoen, leverede de hårdtslående beats, som er lige så fede, som Kumaraswamys rap, og det er en blanding, der sidder lige i skabet. “I fucking love this beat,” sagde Kumaraswamy på et tidspunkt. “Can you give me some of that snare,” fortsatte hun og kiggede over på sin makker, hvorefter det karakteristiske tromme-element satte ind. Samspillet mellem de to var smittende og stor cadeau for også lige at hive en danser med ind og en prinsessekjole, som gjorde singlen “F**k This S**t I’m Gonna Be A Princes” lige dét sjovere rent visuelt. Ravi Kumar har bestemt et eller andet helt unikt at tilbyde det danske musiklandskab, og hvis det her er begyndelsen (og det er det jo), så kan jeg slet ikke vente med at se, hvad fortsættelsen bliver.

Læs også  Det bedste vi så på Haven Festival 2018

Dusin


Dusin var ikke langt fra den komplette modsætning af Ravi Kumar, men ikke fordi de ikke også imponerede. Jeg var ikke solgt på samme måde som til førnævnte koncert, men der er stort potentiale i de her gutter, og det er jo præcis det, en talentudviklingskonkurrence som KarriereKanonen handler om at hive ud. Dusin er virkelig behagelige at lytte til, og bandet groovede fedt i baggrunden. Forsanger Jesper Nohrstedt har en smuk vokal, som især på de lyse toner (og her mener jeg ikke i falset) virkelig ramte et eller andet ret svævende. Jeg savnede af og til lidt mere fylde i det generelle lydbillede og en endnu skarpere sangskrivning, men det tror jeg også sagtens, gruppen kan levere. Der er efterhånden rigtig mange dansksprogede popgrupper derude, men alligevel er Dusin gået i en retning, jeg ikke synes, andre er for tiden, og udover gode sange selvfølgelig, er det det vigtigste. Jeg føler mig ret overbevist om, at vi kommer til at se og ikke mindst høre mere til Dusin i fremtiden, så den ser jo lys ud.

Læs også  SAVEUS - Smukfest 2018

ELO


Det var ikke mit første møde med rapperen ELO, som jeg også havde glæden af at opleve til UHØRT Festival sidste år. Han var heldigvis stadig superdygtig på scenen og generelt bare oplagt. Det var sådan en koncert, hvor man lige blev overrasket, hver gang han talte dansk mellem numrene, for når musikken spillede, og hans engelsksprogede rim blev liret af, kunne man godt fristes til at tro, at man havde fået fornemt besøg fra udlandet. Det har man i grunden også, for ELO er faktisk oprindeligt fra Zambia, men flyttede til Danmark som 12-årig. Det kan vi jo kun føle os velsignede over (for at trække på en kristen reference, som hans tekster også gør), og ligesom Ravi Kumar, synes jeg ELO bringer noget til den danske hiphop-scene. Bundærlig deler han historier om en opvækst, der langt fra har været nem, men han leder ikke efter sørgmodige blikke eller medlidenhed. I stedet brugte han her sin energi og åbenlyse passion til at inspirere og skabe glæde, og det så ud til at virke 100% på publikummet, der med mosh pits fik sat streg under den underlæggende trap-lyd, ELOs musik også bygger på. Jeg var desuden helt enig i prioriteringen af en live-trommeslager, der bestemt løftede live-oplevelsen mere, end computer-trommer ville have gjort.

Læs også  Nils Frahm - Haven Festival 2018

Aufori


Det var generelt en varieret portion musik, vi blev budt på i løbet af finalen, men lyden af Aufori synes at skille sig allermest ud fra resten af det, vi hørte. Trods deres unge alder følte man lidt, at man befandt sig i en 70’er-tidslomme. Forsanger Anna Ritsmars vokal er virkelig skøn at lægge ører til, og den blev bestemt ikke værre i samspil med Mathilde Stens korharmonier. Lydbilledet er skrøbeligt med vokalen og Ritsmars ukulele i centrum, og teksterne er gennemtænkte og virker alt andet end tilfældige. Det gav bestemt gruppen kant, da de flabet dedikerede nummeret “Kaffekopper” til den danske regering, og, nok med henvisning til det nyindførte maskeringsforbud, alle tog bind for øjnene. Det er i sig selv ret sejt at spille et helt nummer med bind for øjenene. Det kan jo godt gå galt sådan noget. Det gjorde det ikke.
Aufori er bestemt en usleben diamant. De er langt fra i mål, synes jeg. De 25 minutters spilletid passede perfekt til det repertoire, de har lige nu. Til et længere show skulle de nok gå i tænkeboksen i forhold til, hvordan de kunne variere det en anelse, og generelt savnede jeg lidt mere dynamik og variation i bagkataloget. Men det er jo netop charmen ved at opleve et act i dets spæde start, at der spændende nye ting at bygge videre på.