Foto: Joanna Kiely
Udgivelsesdato: Fredag d. 26. januar 2018
Label: Lucky Number Music Limited

Dream Wife mixer punk- og pop-genren sammen til en sikker debut og formår, med deres brandvarme energi og no-bullshit-attitude, at formidle vigtige meddelelser ud til lytteren.

Dream Wife – Dream Wife
3.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Den britisk-islandske trio Dream Wife blev dannet i 2015, og siden udgivelsen af EP’en, EP01 året efter er det kun gået fremad for de tre kvinder i punkrock/pop-gruppen. De har blandt andet optrådt på en lang række festivaler, spillet flere udsolgte koncerter og varmet op for The Kills.

Med single-udgivelser som ”Let’s Make Out”, ”Hey Heartbreaker” og ”Fire”, med dertil stærke videoudgivelser, har år 2017 været et år med stor og velfortjent opbakning. Dream Wife står nu klar med debutalbummet af samme navn.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 8

Pladen indledes med det kraftfulde nummer ”Let’s Make Out”, hvor forsanger Rakel Mjöll allerede får bevist, at hun mestrer en vekslen mellem det rå og det bløde, og tankerne ledes derfor både til sangerinder som Karen O og Soko. I omkvædet får Mjöll småbrølet ordene “Lets Make Out“, således at det lyder som en ordre fremfor et tilbud. Nummeret er dog ment som en opfordring, og Dream Wife har udtalt følgende om nummeret: ”but remember; consent is key.

Læs også  SINGLEPREMIERE: Eerie Glue på banen med "Endorphins"

Nummeret ”Somebody,” må siges at være et af pladens højdepunkter med sit flotte omkvæd og vigtige statement; ”I am not my body / I am somebody,” som Mjöll får gentaget i løbet af nummeret. Bandets energi kan mærkes på alle pladens 11 numre, men bevæger sig dog ned i tempo på nummeret ”Love Without Reason”, som fungerer som et mere skrøbeligt bidrag til pladen.

Niveauet falder en smule, på anden halvdel af pladen, men rundes af med en ny version af nummeret, ”F.U.U.” hvor bandets hårde attitude understreges ved hjælp af den skramlende guitar, og Mjöll der i raseri får sunget ordene; ”I’m gonna fuck you up / gonna cut you up / gonna fuck you up.

Læs også  M.I.L.K. ude med fredagssinglen "Slow Emotions"

Bandnavnet, Dream Wife, som fungerer som en kommentar på samfundets objektivisering af kvinder, bliver også afspejlet på denne debut. Der bliver især langet ud efter det stereotype kvindesyn, og det er medvirkende til, at denne plade er et vigtigt skub i forbindelse med manglen på ligestilling og ikke mindst i forhold til den mandsdominerende musikbranche.

Dream Wife er stadig et meget ungt band, men de er yderst selvbevidste og har noget vigtigt på hjerte.

Du kan opleve Dream Wife live den 10. marts på Ideal Bar i København, og så kan du lære bandet meget bedre at kende i vores interview med dem her.