Dagbog fra G! Festival – Dag 1

Dagbog fra G! Festival – Dag 1

Foto: Rag’n’Bone Man // G! Festival PR

Unikke musikoplevelser, spændende arrangementer og ikke mindst betagende naturomgivelser. Det er, hvad der kendetegner den fascinerende G! Festival, der hver sommer udfolder sig i bygden Syðrugøta på Færøerne. Vi er draget til Færøerne for at opleve dette års musikfestival, der finder sted fra onsdag den 11. juli til lørdag den 14. juli, og i de kommende dage kan du læse med, når vi reporterer fra de nordlige breddegrader.  

På Færøernes næststørste ø Eysturoy ligger den lille bygd Syðrugøta, som, på trods af en population på kun 400 mennesker, hvert år forvandles til et sandt musikparadis, når den tilbagevendende G! Festival løber af stablen i midten af juli. Over et par musikfyldte sommerdage drager tusindvis af festivalgæster mod bygdens smukke sandstrand, der med en udsigt over det endeløse, nordatlantiske hav fungerer som festivalens midtpunkt.

Og det er netop også denne unikke beliggenhed midt i Færøernes fjeldklædte natur, som øjeblikkeligt gør indtryk på en, når man ankommer til stedet. Da jeg sent på eftermiddagen ankommer til festivalområdet efter en solrig køretur fra hovedstaden, bydes jeg velkommen af en tung tåge, der omfavner hele festivalpladsen og gemmer store dele af de omkringliggende bjerge. Festivalen foregår midt imellem de små, farverige huse i Syðrugøta, og da jeg med langsomme skridt vandrer igennem festivalområdet, lægger jeg særligt mærke til de mange lokale, som her på festivalens førstedag stadig arbejder intenst på at forskønne udendørsområderne og gøre klar til de kommende dages festligheder.

VM-feber og intimkoncert forklædt som lydprøve

Siden den første G! Festival fandt sted i 2002, har festivalen haft besøg af fornemme, udenlandske navne som Fil Bo Riva, Jamie Woon, , Kaleo, Ásgeir og Gabrielle Aplin. Heller ikke i år er der sparet på programmet, som både omfavner lokale og internationle navne, og festivalen er denne gang blevet forlænget med en ekstra dag og starter nu onsdag i stedet for torsdag. Der er “kun” tre liveoptrædener på programmet for denne onsdag, og da de først starter tre timer efter min ankomst, vælger jeg at finde en plads foran den storskærm, som arrangørerne har sat op for at glæde de mange fodboldinteresserede festivalgæster, der ikke vil gå glip af at se aftenens VM-semifinalekamp imellem England og Kroatien.

Læs også  De danske live-kanoner Saveus lancerer forårskoncert i KB-Hallen

Mens jeg sidder her, når mit FOMO pludselig helt nye højder, da jeg får fortalt, at jeg netop er gået glip af en ret så fantastisk lydprøve med selveste Rag’n’Bone Man, der i år må siges at være festivalens absolutte hovednavn. Lige inden min ankomst har den talentfulde brite tilsyneladende øvet sin optræden foran de enkelte individer, der tilfældigvis havde bevæget sig ind på strandområdet i det pågældende tidsrum. Kæmpe øv, tænker jeg, men hændelsen er vel et fremragende eksempel på den tilbagelænede og afslappede atmosfære, som hersker her på G! Festivalen.

Kostalden og de eventyrlige toner

Årets musikprogram skydes i gang med en koncert med den unge, færøske sangerinde Konni Kass. Et par minutter efter kl. 21 når jeg frem til scenen Fjósið, der holder til inde i en kostald (uden køer, godt nok). Det lille spillested er allerede godt fyldt op, da jeg når frem, og jeg må derfor nøjes med en plads lige ved indgangen. Jeg formår at stille mig op på en bunke jord, som gør, at jeg lidt bedre kan se scenen, da Konni Kass kommer på og straks går i gang med at levere en forrygende live-version af nummeret “Surrender” fra hendes første (og indtil videre eneste) albumudgivelse, Haphe. Allerede fra første minut udstråler hun en enorm indlevelse og har god kontakt til det fremmødte publikum, som for hvert nummer svarer igen ved at give hende et stort og velfortjent bifald. Den veloplagte sangerinde brillerer vokalmæssigt under koncerten, men det er i særdeleshed også hendes veludførte saxofon-soloer, der begejstrer det koncentrerede publikum. Udover andre Haphe-numre såsom “Time” løfter den veloplagte sangerinde også sløret for splinternye toner, og efter omkring en halv times forrygende, musikalsk øregangsmassage forlader jeg igen Fjósið og bevæger mig mod sandstranden, hvor Rag’n’Bone Man snart skal spille.

Læs også  Det australske electro-festfyrværkeri Haiku Hands kommer til Danmark

Vokalmæssig perfektion møder manglende begejstring

Jeg finder mig en plads cirka midt på sandstranden med god udsigt til festivalpladsens største scene. Som forventet er der et stort fremmøde til koncerten, og det er også en meget ydmyg Rag’n’Bone Man, der efter en halv times forsinkelse indtæger scenen og straks takker den store menneskemængde, der er mødt op. Han åbner showet med nummeret “Wolves”, og jeg bliver straks imponeret over, hvor godt sangerens kraftfulde, baritone stemme udfolder sig IRL.

Jeg bliver endnu mere begejstret for vokalen og ikke mindst britens rimelig fede rapskills under det trompetfyldte nummer “Ego”, der er næst på setlisten. Med sig på scenen har Rag’n’Bone Man blandt andet et par veloplagte korsangere og samtlige blæsere, som tilføjer dynamik til settet. Stemningen nede blandt publikum halter dog lidt igennem næsten hele koncerten – folk snakker højt og er generelt ret ufokuserede på, hvad der sker på scenen, hvilket er en skam. Måske indeholder sangerens eneste album, Human fra 2017, ikke nok hits til at tilfredsstille aftenens festivalpublikum.

Det er først, da de første strofer af nummeret “Skin” rammer menneskemængden, at publikum for første gang bliver højlydte og synger med. Jeg observerer igennem koncerten, at stemningen virker til at være lidt mere livlig længere fremme mod scenen, men desværre bliver de midterste og bagerste rækker aldrig rigtig fanget. Rag’N’Bone Man gør dog sit bedste og udviser humoristisk sans, når han med et lille sorgmodigt grin siger “I guess football’s not coming home but at least we got each other” og referer til Englands nederlag i aftenens VM-kamp. Rag’n’Bone Mans allerstørste hit “Human” formår ligesom “Skin” at gøre publikum noget mere engagerede, men efter nummeret begynder folk at forlade pladsen, selvom sangeren stadig har et par numre tilbage. Da Rag’n’Bone Man takker af, tænker jeg, at jeg virkelig har nydt koncerten på trods af den noget sløje stemning, og den talentfulde brite har en fantastisk stemme, som ender med at indtage pladsen som en af de bedste, jeg har hørt i liveformat.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 38

Samfundskritisk, færøsk rap sætter ild til legeplads

Det er stadig lyst, da jeg omkring kl. 23 bevæger mig imod ondagens sidste koncert. Det er den færøske rapduo Swangah, der har fået æren af at afslutte aftenens program. Tomandsgruppen skal optræde på festivalpladsens tredje scene, som ligger på en legeplads. Kort tid efter at gruppen indtager scenen og begynder at levere deres aggresive, færøsksprogede raptekster om dommedag, korrupte samfundssystemer og vikinger i Valhal er pladsen allerede ved at være godt fyldt op. Swangas hårdtslående raprytmer sætter rimelig godt gang i festen, men tanken om en lang køretur tilbage til Tórshavn gør, at jeg forlader rapfesten efter kun fire sange. Dermed bliver jeg en af de eneste, der går imod den stadige tilstrømning af musikglade mennesker, som med hastige skridt bevæger sig ind på den buldrende og brandvarme legeplads.