Britiske Wylderness deler musikvideo til singlen “Peripheral Vision”

Britiske Wylderness deler musikvideo til singlen “Peripheral Vision”

Foto: Kirsten Mcternan

Britiske Wylderness er i dag ude med musikvideoen til den stilsikre single “Peripheral Vision”, der emmer af både talent og ambition. 

Det er ikke sikkert, at bandnavnet Wylderness lige umiddelbart får de interne klokker til at ringe, men det burde det i den grad fra nu af. Bandet er et sprødt nyt navn fra det britiske musiklandskab med kun to udgivne singler på bagen – først debutsinglen “72 & Sunny” i november og nu senest “Peripheral Vision”, der begge bygges op omkring en veludført genremikstur af medrivende pop og guitarstøjende shoegaze.

Læs også  Danske Selma Judith slipper den ærlige debutsingle "Kind of Lonely" med den tilhørende intime musikvideo

Den nye single “Peripheral Vision” er en lovende forsmag på bandets selvbetitlede debutalbum, der udkommer den 23. marts igennem Succulent Recordings. Nummerets tonefulde melodi udgøres af knivskarpe guitareskapader og et solidt men fremadstormende beat, der ledsages af en diset vokal, der på bedste vis blandes i den kreative, instrumentelle støjstrømning.

Singlens tilhørende musikvideo er på samme måde en innovativ kreation med base i, hvad der umiddelbart kunne ligne en finurlig hjemmevideo fra en skitur i betagende bjerglandskaber. Videoens storslåede natur, der præsenteres på ellers simpel manér, komplementerer på fineste vis musikkens ligeledes skyhøje musiklandskab, der oser af kvalitet.

Læs også  Premiere: Den danske duo Feel Freeze slipper flot og spacy musikvideo til singlen "Let Go!"

De fire Cardiff-baserede gutter i bandet må siges at danne rammen om et friskt og spændende akt, der uden tvivl fortjener at erobre flere øregange. Vi er spændte på at følge med i, hvad den næste tid bringer for den talentfulde kvartet.