20 apr Billie Eilish og Khalid går sammen på det nye track “Lovely”
Foto: Alexandra Gavillet
Den blot 16-årige Billie Eilish er gået sammen med Roskilde-aktuelle Khalid, og det er der kommet et stærkt, nyt udspil ud af.
I går landede det nye nummer, “Lovely”, der er blevet til i et stærkt samarbejde mellem de to purunge og fremadstormende talenter, Billie Eilish og Roskilde-aktuelle Khalid. Det er første udspil fra den 16-årige sangerinde, siden hun udgav “bitches broken heart”-singlen i kølvandet på debut-EP’en, don’t smile at me fra 2017.
“Lovely” er et helt lowkey-nummer, bygget op af et minimalistisk beat, smukke strygermelodier og yndefuldt klaverspil. Her skaber Eilishs lyse og luftige stemme og Khalids sprøde vokal en skøn harmoni, som på smukkeste vis indrammer en inderlig og skrøbelig sårbarhed.
Det nye udspil er co-skrevet af Khalid og Billie Eilishs egen bror, Finneas, og havde i går Verdenspremiere via nezealandske Zane Lowes Beat 1 World Records. Finneas.
Tidligere på måneden afsluttede Billie Eilish sin tre måneder lange og totalt udsolgte “Where’s my mind”-turne, der tog hende vidt omkring på de forskellige kontinenter, og spenderer nu en masse tid i studiet, hvor hun er i fuld gang med at færdiggøre sit debutalbum.
Lyt til det nye “Lovely”-nummer her: