27 aug Big Red Machine – How Long Do You Think It’s Gonna Last?
Foto: Graham Tolbert (Pressebillede)
Label: Jagjaguwar
Udgivelsesdato: Fredag den 27. august 2021
Aaron Dessner og Justin Vernons anden plade sammen som Big Red Machine føles som et varmt tæppe på en løvdækket efterårsdag – og er en tydelig forbedring fra den selvbetitlede debut.
[rwp_box id=”0″]
Efter et 2020 der bød på et Grammy-vindende samarbejde med Taylor Swift på Folklore og Evermore, er Aaron Dessner – bedst kendt som sangskriver og guitarist i The National – klar med sit andet album i tandem med Justin Vernon fra Bon Iver. Sammen kalder de sig Big Red Machine, og den nye udgivelse er betitlet How Long Do You Think It’s Gonna Last?.
Jeg nævner samarbejdet med Swift af den grund, at der på overfladen er mange tråde, der kan trækkes imellem de tre udgivelser. Sangerinden er nemlig til stede på to af det nye albums sange, mens nummeret ”The Ghost of Cincinnati” originalt var tiltænkt et af hendes projekter. Det er da også til at høre, hvordan den efterårlige stemning, der på samme tid føles varm, opløftende og melankolsk, går igen. Hvis Folklore og Evermore skal ses som søsteralbum, kan How Long Do You Think It’s Gonna Last? måske ses som et lidt mere perifert relateret familiemedlem. Den folkede DNA er der, men den bliver ofte blandet godt og grundigt sammen med indietronica-tendenserne fra debuten. I denne omgang er der dog skruet lidt ned for de elektroniske elementer, der hovedsageligt kommer til udtryk gennem minimalistiske trommemaskiner og glitchede lydbidder. Det fungerer i mine ører langt bedre, end det gjorde på det selvbetitlede album, der mest af alt virkede som en platform for Vernon og Dessners eksperimenter, som ikke altid fungerede lige godt.
Med det sagt, så er der stadig momenter på det nye album, hvor det er tydeligt, at der er tale om et sideprojekt, som tilbyder lidt mere plads til at afprøve forskellige lyde. Dette gør sig bl.a. gældende på ”Easy to Sabotage”, der på ingen måde er et dårligt nummer, men som med Vernons nærmest rappende, auto-tunede udskejelser skiller sig lidt akavet ud midt i det hele.
Noget andet der bliver afprøvet på pladen, er Dessners stemme. På tre af numrene agerer han nemlig lead-vokalist – noget han aldrig før har gjort. Og han klarer det faktisk ganske glimrende. Man bliver ganske vist ikke blæst bagover af hans stemme, der til tider kan fremstå skrøbelig, men til gengæld bærer den på en utrolig varme og inderlighed. Samtidig er det også en rar ny oplevelse at høre manden selv ytre nogle af de ord, som han normalt ville skrive til andre artister. Det gør ligeledes, at der bliver plads til utroligt personlige numre som ”Brycie”, der er en rørende ode til Dessners tvillingebror og bandkammerat fra The National, Bryce, som har hjulpet ham igennem nogle af de tider, der har tæret mest på hans mentale helbred.
Netop det mentale helbred er en tematik, der går igen på albummet. Emnet bliver dog udforsket på en måde, der fremmer håbet snarere end fortvivlelsen, og inklusionen af de mange gæsteartister, der på den ene eller anden måde står Dessner nær, bidrager til en fællesskabsfølelse, som man kun kan blive opmuntret af.
Det meget samarbejdsprægede set-up samt udforskningen af forskellige lyde gør til tider, at How Long Do You Think It’s Gonna Last? på lydsiden godt kan føles lidt som en Spotify-kurateret playliste. Til gengæld gør den emnerettede sangskrivning og varmen, der er til stede undervejs, at albummet alligevel besidder en sammenhængskraft, som fastholder lytterens interesse. Samtidig gør fokusskiftet fra ren eksperimentering til fuldt udbyggede sange, at denne plade i højere grad end debuten føles som mere end ”bare et sideprojekt” for to af indie-verdenens største navne.
