Foto: PR

På onsdag den 18. april inviterer den fremadstormende duo Barselona ind til akustisk mini-koncert i Soulland Store i København. 

Hvis du i denne uge er på udkig efter spændende musikalske oplevelser, så er der i dag godt nyt. Den spirende popduo Barselonader består af vennerne Rud Aslak og Rasmus Theodor, har nemlig teamet up med Soulland om at lave en enkeltstående pop-up mini-koncert i akustiske rammer i Soulland butikken, der har beliggenhed på Gl. Kongevej i København. Koncerten finder sted på onsdag den 18. april kl. 17.00-19.00, hvor Barsa-drengene vil fyre op for deres genkendelige, tropiske lydunivers, der som altid er krydret med finurlig og fængende dansksproget lyrik.

Læs også  Rainbrother udgiver den gennemførte single "Rio Rita"

Det er blot en måned siden, at Barselonas anden EP Sommerkys landede på gaden, og ligesom debut-EP’en Drengepop har Sommerkys modtaget kærlige ord fra de ofte kritiske anmelderkredse. Begge udgivelser karakteriseres af et atmosfærisk lydunivers bestående af sværmende toner og rastløse, ærlige tekster om komplekse tanker, der plager enhver ung hjerne. Barselona er på kort tid blevet et af de mest populære og lovende nye navne på den danske musikscene, og med et luftig og drømmende popunivers har Rud og Rasmus charmeret sig ind i hjerterne på utallige fans.

Læs også  Ugens Upcoming: Efraim Leo

Barselona har stadig travlt med den omfattende Danmarksturné, som den seneste tid har dannet rammen om meget af drengenes hverdag. Turnéen blev skudt i gang med en tætpakket koncert i Lille VEGA i slutningen af marts, og den afsluttes denne weekend med koncerter i Sønderborg og Odense. Mini-koncerten i Soulland er derfor en god mulighed for endnu engang at opleve drengene i københavnske omgivelser. Udover lækker drømmepop i live-format byder den gratis koncert også på mulighed for signering af drengenes nye dobbelt-vinyl, der består af EP’erne Drengepop og Sommerkys.