Foto: PR

Ting begynder at tage fart for London-musikeren Hak Baker, efter han i 2017 udgav debut-EP’en Misfits: En hyldest til folket – til en generation af mennesker, der tør sige “fuck alt”, og gøre som de vil. “That’s life I guess”, synger han om en tilværelse, der ikke altid har været let, men som han med en pen i hånden og en guitar under armen nu fortæller historier fra.

‘Ærlighed’ er nok det ord der bedst opsummerer, hvad du mødes med, når du lytter til britiske Hak Baker. Hans musik kredser ganske enkelt om historiefortælling. Fortællinger om livet i East London-bydelen Isle of Dogs, fortællinger om hans uundværlige venner, om hans for mange drukture, om hans tid i fængsel, om eskapisme og om tabet af hans gode ven, Tom. Bakers lyrik og sang er direkte, impulsiv, dybsindig og sårbar, og melodierne er simple. Der er ikke noget voldsomt eller eksplosivt over Bakers musik. På en måde er det hele meget ordinært. Alligevel har Hak Baker fundet en lyd, som ikke kan forveksles med nogen anden end Hak Baker, og med hans uprætentiøse tilgang til musik viser han på bedste vis, hvordan du ikke behøver at være et eller andet stort og vildt for at være unik. Det er folk efterhånden begyndt at få øjnene op for, og alt tyder på, at Hak Baker går et spændende år 2018 i møde. I januar er han blandt andet på programmet på den store musikbranche- og showcase festival Eurosonic og den 22. februar lægger han vejen forbi Ideal Bar i København.

Det er svært at forklare, hvilken type musik, Hak Baker spiller. Nogle kalder det folk, andre singer/songwriting, og i vores femstjernede anmeldelse af debut-EP’en Misfits kalder vores anmelder det blandt andet indie- og alternativ folkrock. Det er heller ikke fordi, Hak Baker selv holder sig til én genre, når han lytter til musik.
På historiefortæller-fronten er han blandt andet inspireret af reggae (i særdeleshed Damian Marley), og af Fleetwood Mac, som står hans hjerte meget nært.

Den måde de fortæller historier på, og den lyd de kreerer. De numre, de sætter sammen. Jeg føler, at man med Fleetwood Mac-sange bliver nødt til at lytte godt efter, og når man gør det, så rammer de dig hårdt i hjertet. Mine sange er også rettet mod hjertet.

Hvad angår det instrumentale har indie folk-gruppen Daughter blandt andet spillet en afgørende rolle.

Jeg elsker Daughter. Jeg så engang en pige, som fortalte mig om Daughter, og jeg sagde til mig selv, at jeg skulle købe en guitar hurtigst muligt. Da jeg købte en guitar var den første sang, jeg lærte at spille, Daughter’s ‘Youth’, og jeg har været en kæmpe fan lige siden, jeg hørte dem. Selv den måde, jeg i dag spiller guitar på er rimelig lig deres stil.

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 7

Når lyrikken flyder

Det har ikke altid ligget i kortene, at Hak Baker skulle spille guitar-baseret og folket singer-songwriting-eller-hvad-vi-nu-skal-kalde-det. Han startede for alvor sin musikalske karriere som MC på ungdomsklubber og i piratradio, og som 14-årig var han en del af London grime-kollektivet B.O.M.B. Squad.

Jeg er ikke den største fan af grime for tiden. Jeg plejede at kunne lide det i gamle dage, men for at være ærlig, er jeg ikke den største fan,” fortæller han mig om sin fortid i grime, da jeg taler med ham over telefonen en eftermiddag i november. Den eneste lighed, han umiddelbart kan se mellem sin gamle genre, grime, og sin nye musik, er, at der er ærlighed i dem begge. Men når han tænker over det, så “taler folk også en masse lort i grime.” At tale lort er nok det sidste, man kan sige om Hak Bakers lyrik, der i bund og grund afspejler et eller andet inde i ham, som han formår at få ud i et sprog og tempo, hvor alle kan følge med og relatere.

Jeg tror meget ved musik er terapeutisk for mig. Jeg taler ikke med andre om, hvordan jeg har det, men jeg skriver sange, og der lader jeg bare det hele flyde ud. Det er den næstbedste måde at frigøre, hvordan jeg har det på det tidspunkt.

Med sine fortællinger tegner Hak Baker et billede af en ung fyr og han og vennernes tilværelse i East London. Den er ikke altid en dans på roser, men den er repræsentativ for en masse mennesker i hans generation og for alle de “udskud”, som hans debut-EP Misfits er en hyldest til. Nummeret “L.I.O.L.I (Like It Or Lump It)” er en ode til alle dem, der tør sige fuck det hele, være dem selv og gøre, hvad de vil: “We’re gonna do what we want alright // We’re gonna stay out ‘til we can’t fight it // and when we go into work on Monday // We tell the gov’na: Like it or lump it,” lyder opfordringen blandt andet. Og på  “7Am”, som blev startskuddet til Bakers foreløbige karriere, synger han om weekend-livet med vennerne og om sin lidt for løse omgang med alkohol: “We do this all day all night // all night all day who cares // She said she had enough of all my alcoholic ways […] Chasing the night, close all the blinds // Everybody’s fucked up but we all alright // It’s 7am now, it’s 7am now”.

Læs også  Tivoli afslører stærkt program: Hold Lillefredag på Orangeriet med hele 23 acts

Det handler for Hak Baker om eskapisme. Om at flygte fra en virkelighed, der ikke altid bevæger sig samme retning, som man ønsker.

Eskapisme for mig kommer i forskellige former. For mig er det nok at drikke en masse alkohol,” siger han ærligt. Men også musik er en form for eskapisme. I en ung alder endte Hak Baker på den forkerte side af loven, og han måtte tilbringe en periode bag tremmer. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og i fængslet genfandt han glæden ved musik og tekstskrivning.

Lyrik kommer meget frit til mig. Jeg begynder at skrive, og så kan jeg ikke stoppe igen,” fortæller han. “Jeg var hjemme hos min ven i går, og han sagde til mig, at han havde tænkt over, at det ikke virker som om, jeg prøver hårdt, men at det mere er en frigørelse af min sjæl. Det handler om mig, der lader alt hvad der er inde i mig på det tidspunkt flyde ud, og det er jeg enig med ham i.

Lyrik er med andre ord noget af det mest naturlige for Hak Baker, og det håber han kommer til udtryk i musikken. “Hvis du gerne vil forbindes med andre mennesker, bliver du nødt til at gøre det så naturligt som muligt.

“Tom”

Jeg sidder i København, da vi taler sammen. Hak Baker har ringet mig op fra sit hjem i Isle of Dogs. Han har slemme tømmermænd, fortæller han mig efter noget tid, og det er faktisk ikke den bedste dag, jeg fanger ham på. I går var nemlig datoen for hans nære ven Toms død. Men det har ikke skulle forhindre ham i at tale med mig – en fuldstændig fremmed person han aldrig har mødt før – for “sådan er livet,” siger han afmålt. Det er en kendsgerning som den, han på nummeret “Tom” synger om:

Spliff in my right hand // my face in the other // Two times a year I send flowers to your mother // Things don’t seem to be the same since you’ve gone // So I sing songs […] That’s life I guess // That’s life I guess // I guess

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 7

Det er nok den hårdeste frase for mig, That’s life I guess,” siger han. “For det er livet. Folk dør, sådan er livet. Der er en mulighed for, at jeg begynder at græde hver gang, jeg synger den sang. Jeg har intet problem med at græde. Jeg bliver nødt til at synge den, så folk kan huske ham [Tom, red.] som person.

Der er ikke nogen tvivl om, at Hak Bakers fortællinger appellerer til mange mennesker, og særligt “Tom” har medført reaktioner fra lyttere, der bruger Bakers lyrik om de følelser, han sidder tilbage med efter tabet af sin ven, til at bearbejde deres egen sorg.

Det er en meget personlig, sang siger han selv, samtidig med at det netop bliver upersonligt, fordi langt de fleste har prøvet at miste en, de holder af.

Sitting in my cell // thinking of my mates // I know they’re all broken // I know they’re in states […] Thinking of my friends // thinking of my pals // We just lost our mate // and the pain is just like, wow […] Sitting on the sofa // five years down the line // I just left the graveyard // not knowing how to smile,” synger han blandt andet. Og det har vist sig, at det er ord som disse, mange folk har haft brug for at høre fra en anden stemme.

Bare for et par dage siden, var der nogle, der sendte mig en besked om, hvor meget de nød den sang, fordi de lige havde mistet en, der stod dem nær. Det er det, det hele handler om i sidste ende. Jeg spiller musik for folket.

I 2018 tager Hak Baker sin musik med ud til folket, når han går hvad der tegner til at blive et travlt koncert-år i møde. Det får vi blandt andet glæden af, når han den 22. februar kan opleves på Ideal Bar i København. Indtil da kan du lytte til hele debut-EP’en Misfits på din yndlings streaming-tjeneste lige her.

Hak Baker er i år en af vores ’18 internationale navne du skal holde øje med i 2018′. Du kan tjekke de resterende 17 lovende artister ud her.