Foto: Nikolaj Thaning
Venue: Lille VEGA
Dato: Lørdag den 3. marts 2018

Fem-stjernet præstation i København fra et af Danmarks bedste rock acts. 

Baby in Vain – Lille VEGA
5 Anmeldelse
Anmeldelse

Baby in Vain, som består af de tre medlemmer Lola Hammerich og Andrea Thuesen, der begge spiller guitar og synger, samt Benedicte Pierloni der spiller trommer, har efterhånden eksisteret i en del år. Jeg må indrømme at de faldt lidt uden for min radar, efter de spillede deres koncert på Roskildes opvarmningsdage i 2013, men de kom tilbage på livet af mig, da de udgav deres EP For the Kids i 2016.

Året efter udgav de så deres anmelderroste debutalbum More Nothing gennem pladeselskabet Partisan Records. Dét album og aftenens koncert taget i betragtning, kan man kun konstatere, at Baby in Vain er kommet for at blive.

Aftenen startede med, at de gik på scenen til lyden af en countrysang, jeg ikke kunne genkende, over højtalerne. Det varede ikke længe, for da de tre unge rockmusikere havde fundet sig til rette på scenen, startede de med sangen “Trancendent”, der blæste publikum omkuld. Der var ikke noget med at bygge koncerten op til et klimaks. Baby in Vain havde besluttet, at aftenen skulle starte med klimaks. Der blev den så også i lang tid, og overordnet set var de fleste sange fyldt med fed smadder.

For eksempel fortsatte koncerten efter den første sang med nummeret “Thank You”, der var endnu mere hektisk end den første. Efterfølgende gik vi videre til sangen “Pills”, hvor guitarerne lød til at være mere distortet og grynede, end de er på albummet, og det fik sangen til at passe ind i koncertens røde tråd. Baby in Vain holdt sig ikke tilbage, og der blev smadret igennem i den lidt over time lange koncert på Lille VEGA. Jeg fornemmede dog slet ikke selv, at koncerten varede over en time, for jeg var så fanget i musikken, at jeg slet ikke tænkte andre tanker end dem om scenen og musikken. Dette lykkedes blandt andet gennem Baby in Vains brede brug af forskellige stilelementer, som man kender fra den hårde rockgenre.

Læs også  The Wombats - Lille Vega

Værktøjskassen hos Baby in Vain, er, sagt på en anden måde, fyldt med sange, der gemmer på et potentiale for en sublim og stærk koncertoplevelse. Og potentialet blev indfriet, må man sige. Man kunne spore stenerrock-elementer i en sang som “To Heaven and Back”, hvor den alternative rockmusik kom til udtryk med flotte guitarfigurer, og de faste trommer ved en sang som “Last of the Turner Girls” og i en af aftenens mere “lavmælte” sange “One Feather”.

Derudover syntes jeg at spore elementer af sludgemetal gennem flere af numrene, men jeg følte især, at sangen “Thank You” var en virkelig imponerende og hæsblæsende fremvisning af, hvad det unge band kan, når de brøler og skriger derudaf på dets mest intense niveau. De kunne spille på flere forskellige intensitetsniveauer, som aldrig virkede forceret eller malplaceret. De kunne rive rundt i publikum med den førnævnte “Thank You”, eller trække tilskuerne ned på et mere jordnært plan med en sang som “Last of the Turner Girls”. Kort sagt var koncerten en fantastisk fremvisning af et originalt udtryk af et ungt dansk rock band, der formår at samle forskellige genrer og bygge deres egne unikke sange op.

Læs også  Confidence Man – Confident Music for Confident People

Kontrasten mellem Lolas hårde stemme og Andreas drømmende vokal, fungerede super godt på scenen, når de vekslede mellem hinanden over brølende eller sjælsomme guitarriffs. Det var alt imens Benedictes buldrende trommer virkelig styrede musikken med fast hånd og skabte en superfed bund. Det spredte sig gennem gulvet og murene, og ramte os i publikummet lige i brystet, så man ikke kunne andet end at groove med. Baby in Vain var super godt sammentømret, og man kunne virkelig mærke selvtilliden fra bandet stråle fra scenen. Og det smittede af på publikummet.

Inden de spillede en af deres nyeste singler, “To Heaven and Back”, fortalte Andrea Thuesen, hvor glade de var for at spille koncerten på Lille VEGA. Hun ville egentligt have fortalt en skarp (og gerne samfundskritisk og filosofisk) anekdote, men alting blegnede over, hvor stort det var at spille for et udsolgt Lille VEGA. De var tydeligvis lykkelige over at stå på scenen foran den udsolgte sal, og det smittede af på musikken og på publikum.

Da det oprindelige sæt lakkede mod enden, fik vi præsenteret et cover af Metallicas “For Whom The Bell Tolls”. Hvis ikke jeg vidste, at det var en gammel Metallica-sang, så ville jeg sagtens kunne overbevises om, at det var en deres egen, så fint den passede ind i helhedsindtrykket.

Læs også  Moon Loves Honey - You Drift Away From Me

Sættet bestod hovedsageligt af sange fra deres debutalbum More Nothing, og der var ikke meget plads til de gamle sange og hits, som prægede Baby in Vains tidlige karriere. På trods af at der var dele af publikum, der råbte efter “Machine Gun Girl”, nægtede Baby in Vain at spille den. Det skabte ærgrelse hos nogle af lytterne, men personligt synes jeg, at koncerten var perfekt, som den var. Sangene fungerede rigtig godt i sammenhæng. Desuden må Baby in Vain siges at være et andet sted, end det var for seks år siden, og fravalget af “Machine Gun Girl” var nok meget bevidst og måske en konstatering af, at de gerne vil videre.

Baby in Vain sparker røv. De er seje, og hvis du ikke fik billet til koncerten på Lille Vega, så kan jeg kun anbefale at du tager ind og ser dem på et andet spillested. Eller på Roskilde Festival, hvilket jeg ikke er i tvivl om bliver en helt vild fantastisk oplevelse. Baby in Vain er allerede ved at blive, hvis ikke de allerede er, en af Danmarks mest interessante rock acts, vi har i Danmark, og man bør virkelig tjekke dem ud live.

Anmeldelse