Foto: Shervin Lainez

Det unge, britiske talent Jade Bird vandt i september dette års prisfest Anchor Award på musikbranchefestivalen Reeperbahn i Hamborg, og hun får mere og mere succes som tiden går.
Vi fangede hende til et interview omkring sejren på Reeperbahn, hendes sangskrivning og hvad man kan forvente sig af den unge sangerinde i fremtiden.

Jade Bird er en ung, britisk sangskriver. Hendes charme og humor skinner igennem uanset hvor hun er, og det samme er tilfældet under vores interview.
Til spørgsmålet om, om hun havde forventet at vinde Anchor Awards 2017 griner hun først højlydt. Hun siger derefter:

”Nej. Overhovedet ikke. Da jeg var yngre plejede jeg aldrig at vinde noget, så nej”

Noget må have ændret sig, for det går virkelig Jade Birds vej for tiden.
Til prisfesten blæste hun juryen fuldstændig bagover med sin stemme, og ligefremme attitude:

“Vi har besluttet os for en artist med en imponerende bred rækkevidde, som viser en stærk form for sangskrivning og musikalitet, og som bringer noget friskt og ukonventionelt til hendes genre,” forklarer juryen.

Kvindelig styrke

Netop styrken i hendes musik og person er noget af det første, man lægger mærke til ved Jade Bird: Hun udstråler en helt særlig modenhed, der rækker langt længere end hendes blot 19 år.
Dette synes at stamme fra hendes opvækst, som er defineret af morens og mormorens opdragelse. Stærke kvinder har altid influeret hendes liv, og Jade Bird fortæller :

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 7

”Jeg ser mig selv som en meget stærk, ung kvinde. Jeg er ikke undskyldende over for det, men meget besluttet, og det er noget, jeg vil blive ved med at være i fremtiden”.

Da Jade var barn, var hendes far i hæren, og hende og hendes mor og mormor flyttede derfor meget rundt. De endte til sidst i South Wales, da moren og faren blev skilt. Det var på det tidspunkt, at Jade Bird startede med at skrive musik.

Tidligere havde Jade spillet klaver hos en meget streng, russisk lærer allerede som 7-årig, men hun fik som 12-årig smag for guitarspillet. Og med guitaren i hånden begyndte teksterne at flyde. Jade havde altid været glad for at læse og især skrive, og det var, som om der skete noget, da hun fik sat guitarspil til oplevelserne om hende og hendes familie.
Til spørgsmålet om hvorvidt hendes sangskrivning blev brugt som en form for terapi, svarer hun:

”Ja helt sikkert. Især da jeg var yngre. Min mor plejede at sige: “Åh du skriver altid sådan nogle triste sange.”Men jeg prøvede at lade være med at blive for meget i det triste ved at tilføje lidt country – Og så kan du næsten altid sætte tempoet op på en sang, så er den lige pludselig ikke sørgelig mere.”

Læs også  Tivoli afslører stærkt program: Hold Lillefredag på Orangeriet med hele 23 acts

Tekstlig eventyrlyst

Udover country finder Jade Bird særlig inspiration i genrer som folk og americana, og hun identificerer sig med stærke kvindelige forbilleder både i musikken og i livet.
Patti Smith og Alanis Morisette er to favoritter, og i beskrivelsen af hendes egen musik, ser man ligheden:

“Jeg ville sige at min musik er stærk på en god måde; hårdtslående og sjov formentlig. Altså jeg kan nok godt slå dig ud med min musik, men det er ret sjovt, når jeg gør det.”

Jades musik er klart singer/songwriter-præget, og inspirationen til det tekstlige univers finder Jade tit i enkelte, specifikke ord.

”Jeg har fundet ud af, at med ét ord kan du blive super inspireret og have et helt billede inde i dit hoved. Det var lidt det, der skete med “Cathedral”.”

Jade fortæller i samme omgang om musikeren Ryan Adams, som har brugt en særlig metode til at skrive tekster på. Den går ud på, at han bladrer forskellige bøger igennem og finder specifikke sætninger, han kan lide. Derefter bruger han de sætninger til at skabe meningen i sangen.

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 7

”Jeg er altid fascineret af, hvordan forskellige kunstnere gør det”, siger Jade og opsummerer:
”Du bliver nødt til at være eventyrlysten, når du skriver meget, ellers kan du komme til at kede dig helt vildt”.

Verdenshersker med personlige rejser

Det ser ud til, at Jade har fundet den rigtige formular for sin sangskrivning. Med en charme, overbevisning og et talent, der ikke er til at overse, stiger Jades fanbase støt.

”At overtage verden, er nok mit primære mål”, siger hun grinende og fortsætter sin opremsning for fremtiden:
“Ej, der sker en masse for tiden med albummet. Vi er ved at finde ud af den bedste måde at udgive på, så jeg tror der kommer en single meget snart. Og så skal vi selvfølgelig bare turnere så meget som muligt, for det er det, jeg gør.”

Jade Birds primære opgave som kunstner fortæller hun, er at tage sine lyttere med på en personlig rejse. En rejse hvor der både er plads til det sure og det søde, det triste og det glade.
Denne alsidighed ses både i Jades mentalitet og musik, og den viser hendes enorme talent som sangskriver, sanger og musiker.
Vi glæder os enormt meget til at følge det unge talent i fremtiden.