Amanda Delara: »‘Hvis vi skal gå stort, så lad os gå all in’. Gør det ikke halvt«

Amanda Delara: »‘Hvis vi skal gå stort, så lad os gå all in’. Gør det ikke halvt«

Foto: PARSONS

Amanda Delara er på gaden med sin nye EP ‘Running Deep’. En EP, der betyder meget for den norske upcoming-kunstner, som ønsker at vise konstant fornyelse.

Det gik op for mig på vej hen til mit interview, at det var præcis et år siden, jeg sidst var på vej til det samme. Dengang traskede jeg gennem gaderne i et SPOT-travlt Aarhus til hotellet, hvor den norske sangerinde hvilede ud inden en sen koncert på Atlas. Denne gang cyklede jeg gennem København til et showcase-arrangement hos Sony Music, hvor Amanda Delara, sammen med artister som Fool, Alexander Oscar og Clara, var på programmet.

Det er ikke et hvilket som helst år, der er gået for Amanda Delara. Det har været et tætpakket år med koncert efter koncert, møde efter møde, de første festivalshows og måske vigtigst af alt, udgivelsen af hendes debut-EP Rebel: »Det var sjovt at se, hvordan det fungerede, at jeg havde politiske budskaber i mine sange, og at folk kunne lide det og sang med,« fortæller hun mig, da vi har fundet til rette inde backstage et sted, mens lyden fra DJ’en klinger i baggrunden.

Rebel fra juli sidste år samlede op på knivskarpe singleforeløbere som “Paper Paper” og “Dirhamz”. Amanda Delara stak ud. Hun havde de store hooks og poppens evne til at fange dig ved første anslag, og når hun så havde din opmærksomhed, kastede hun medrivende lyrik efter dig, som hun, som hun selv nævner, ikke var bange for at præge med politiske budskaber: “Saying ‘Money buys you time’//Granting you eternal life//But who wants to live forever,” spurgte hun på “Paper Paper”, og på den dub-inspirerede “Jimmy” lyder teksten blandt andet: “He was born on the wrong side of town//When the trigger went off//And his body fell down” og “If I rule the world//I’d rather talk than murder”.

Variation is key!

Rebel var imidlertid ikke den eneste udgivelse, Delara har haft fingrene dybt begravet i. Mellem al koncertaktiviteten og det store ståhej omkring debut-EP’en, var Amanda Delara og teamet også i studiet for at skabe den nye EP Running Deep, som du kan høre nu.

Running Deep møder vi en anden Amanda Delara, som både repræsenterer det, folk var så vilde med på Rebel, men samtidig også udvikling og fornyelse. Running Deep er ikke bare en gentagelse af Rebel. Produktionerne er langt mere poppede, det vender vi tilbage til, og så er temaerne i lyrikken anderledes. Delara er mere indadskuende. Hvor mange af sangene på Rebel blandt andet tog udgangspunkt i storpolitik, og uretfærdigheder hendes bekendte var udsat for, kigger Amanda Delara mere indad for at finde personlige erfaringer, hun så kan reflektere ud på samfundet. I en pressemeddelelse beskriver Delara eksempelvis balladen “Fine” som et nummer, der handler om det overfladiske i mennesker, vi alle lukker øjnene for, mens vi holder vores problemer inde. Vi spørger hinanden, hvordan det går, og svarer, at det går fint, selvom der er problemer derhjemme. Det var noget, der fyldte meget, da hun var yngre, men tendensen er der stadig i samfundet i dag, forklarer hun. Det er præcis problemstillinger som denne, Delara har rettet sit fokus mod på Running Deep.

»Det sjove med denne her EP er, at jeg føler, jeg viser en helt anden side af mig selv. Den har stadig “Keep Your Dollars” og “We Don’t Run From Anyone”, som er politiske sange, men den viser også et andet aspekt af min musik, som handler mere om eksempelvis de problemer, familier har derhjemme, om at elske sig selv og lignende. Og jeg er virkelig glad for at udgive sange, der er sådan. Som artist vil jeg gerne vise variation, og at jeg kan lave forskellige ting både som artist og som sangskriver,« fortæller hun.

Som kort nævnt er udtrykket i numrene på Running Deep langt mere poppede, end på Rebel, som også havde et ret dominerende urban-lydbillede. Delara har altid været god til store hooks, men de kunne åbenbart blive større endnu, viste det sig, og så er det især i produktionerne, at poppen træder tydeligere frem. Jeg siger til Delara, at hun må stoppe mig, hvis jeg er helt på afveje. Men det er jeg ikke.

»Jaja! Det var ikke fordi, vi tog i studiet og sagde: ‘I dag skal vi lave et stort pop-omkvæd’. Vi tog i studiet, og så skete det bare. Vi satte en topline ind og følte, at det var den, der passede til nummeret. Så tænkte vi: ‘Okay. Hvis vi skal gå stort, så lad os gå all in’. Gør det ikke halvt.«

»Hvis du har gode lyrics, kan folk ikke rigtigt røre ved nummeret«

Udover koncerter, festivaler, EP-udgivelse og studiet, bød det sidste år også på en tur til den gigantiske branchefestival South By South West (SXSW) i Austin, Texas – ikke for at optræde, men for at deltage i sangskriver camps og pitche musikken til store artister. Delara er ikke kun sangerinde, men også sangskriver, så det var et kærkomment afbræk. Og så var der lige en anden ting, der satte oplevelsen i tops:

»Jeg har en fætter, som jeg mødte for første gang nogensinde for et år siden. Han fandt mig på facebook. Vi har et efternavn, som er sådan et, hvor alle i verden med det navn er relateret. Han boede i Texas, så jeg boede hos ham, og det var fantastisk at opleve, hvordan musik kan føre mig til at møde nye familiemedlemmer! Og så var Austin bare en fantastisk by. Så meget kultur, så mange forskellige mennesker.«

Det var ikke første gang, Delara har været i songwriter camps. Hun har blandt andet været i Grækenland i en camp, hvor One Republic skrev monsterhittet “Counting Stars”, og hvor Justin Bieber også har begået hits, og den måde at skrive på passer Amanda Delara rigtig godt.

»Jeg har været i to sangskriver camps før, og det er gaven ved at være en sangskriver, at man kan gå ind i et rum med tre mennesker, man aldrig har mødt før, og alt, man ved, er, at man har én opgave, og det er at skrive en god sang.«

Der er ofte områder inden for sangskrivningen, man som kunstner føler sig sikrest i, eller i hvert fald har det sjovest med, og for Delara er det især lyrics, der stikker ud som det vigtigste, selvom hun også gør sig meget i melodier.

»For mig er teksterne tit det vigtigste, for det er dem, der bliver ved folk. Hvis du har gode lyrics, kan folk ikke rigtigt røre ved nummeret. De kan ikke sige noget imod det. Men hvis lyrics er dårlige, men melodien er god, er det ikke det samme. Det vil ikke blive lige så tidløst.«

Nu er de sidste tiders hårde arbejde udgivet – fem numre, der viser Delara fra en anden side, og som dækker en stor del af Delaras ungdomsliv. En af sangene skrev hun for fem år siden og nogle af dem er tre måneder gamle. Nogle af dem skrev næsten sig selv, mens andre trak hårdere på kræfterne, som eksempelvis “LGIO”.

»Den handler om at elske sig selv og elske hinanden. Vi havde nogle problemer med produktionen, der var noget i starten, der ikke føltes rigtigt. Vi satte os ned og sagde: ‘Okay, vi bliver nødt til lige at slappe af. Vi behøver ikke gøre den så stor, vi kan bare beholde en chill vibe i den.’«

Når jeg spørger Delara, hvad tiden efter udgivelsen byder på, lader det som om, det næste år byder på meget af det samme som det seneste: Koncert efter koncert, måske en lille tour, og så har hun allerede en masse ny musik i bagagen, vi sikkert kommer til at høre.

»Jeg elsker, at man ikke behøver lave lange albums, for jeg føler, at albums er mere seriøse. Du kan ikke bare vælge nogle forskellige sange, du godt kan lide. Du bliver nødt til at tænke mere over det,« siger hun.

Og det er altså ikke fordi, Amanda Delara ikke tænker over sin musik – overhovedet. EP’en er en ny vigtig milepæl for hende:

»Som sagt kan jeg godt lide at lave forskellige ting. Og efter udgivelsen af min sidste EP, forventer folk ikke rigtigt, at jeg laver den her type sange, men jeg gør det alligevel. Så jeg føler, at denne her EP også handler meget om at vise folk, at man bare skal lave, hvad man har lyst til. At man ikke skal lave det, andre forventer af én. Bare udgiv det musik, som gør dig glad. Det er bare musik, det skal være sjovt, og det eneste, jeg ønsker, er, at du nyder den.«

Running Deep-EP’en er på gaden nu via alle streamingtjenester.