Foto: Fredrik Skogkvist

Der er gået noget tid, siden vi første gang mødte den spirende svenske artist, Albin Lee Meldau, til et interview i England, og meget er sket siden. Blandt andet har han haft sin første danske headliner-koncert i DR’s Studie 3, og den 16. december kunne du se ham i dit TV, da han sang julen ind i DR’s Store Juleshow. Vi catchede up med Meldau efter hans koncert i Studie 3, hvor vi blandt andet talte om tidløs musik, om hans forhold til Mariah Careys “All I Want For Christmas Is You” og lidt om fremtiden.

Spændingen i lokalet stiger proportionelt med varmen fra publikum. DR’s Studie 3 er fyldt med forventninger, og man mærker det tydeligt. Albin Lee Meldaus første headliner i Danmark er ikke udsolgt, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at de fremmødte ved, hvem de skal ind og høre, og at de har en ganske særlig musikalsk oplevelse i vente. Har de hørt et hvilket som helst nummer med Albin Lee Meldau på indspilning, ved de alt om, at den svenske musiker er uhyggeligt talentfuld. Har de tilmed læst om hans live-optrædener (for hvilken han blandt andet vandt den første Anchor Award på Reeperbahn Festival), eller selv set en, kan jeg godt forstå, at forventningerne er steget til tops. Kalenderen viser den 25. oktober 2017, og koncerten er, ikke overraskende, en succes.
Lørdag den 16. december, dannede DR-Byen atter ramme om Albins følelsesladede popmusik, da det tilbagevendende juleshow rullede over skærmen.

Hvis du gerne vil blive klogere på, hvem den her nye, svenske artist, der begynder at få mere og mere opmærksomhed herhjemme, er, så er der lige præcis to ting, du skal vide om ham. 1: Han beskriver ganske enkelt sig selv som en “simpel sangskriver”, og 2: han følger én regel, når han skriver sin musik; “at lave en god sang”.

Tidløshed: Retro lyd for fremtiden

Arbejdet med at skrive gode sange er, hvad Meldau nu høster frugterne af med blandt andet awards, en Grammis-nominering og en pladekontrakt med Astralwerks (Capital Records) og Sony Music i norden. Hans debut-single “Lou Lou” og de efterfølgende EP’er, Lovers (2016) og Bloodshot (2017), er en samling af, ja, ganske enkelt gode sange. De poppede melodier sidder lige i skabet, og kombineret med genretræk fra blandt andet blues og soul, samt Meldaus karakteristiske stærke vokal, får sangene en helt særlig kant. I et videointerview, hvor Meldau bliver bedt om at beskrive sit dengang seneste nummer “Persistence”, kalder han blandt andet lyden for “a retro sound that would still work in the future”, og den beskrivelse, synes jeg egentligt, passer rigtig godt på alt, hvad jeg hidtil har hørt fra svenskerens hånd.

Læs også  Tivoli afslører stærkt program: Hold Lillefredag på Orangeriet med hele 23 acts

Det gælder også den seneste julegave, Meldau har hevet op af sækken, for det er ikke længe siden, at han overraskede med sin egen fortolkning af Mariah Careys popbasker af en julesang “All I Want For Christmas Is You”. Dels er det vel ikke helt ved siden af nu at kalde 90’erne for retro (beklager alle jer, der føler jer 50 år ældre af, at jeg lige breakede den), og dels har Meldau taget nummeret helt ned i tempo og tilsat det en ny instrumentering, hvilket giver det en mere blueset, længselsfuld og melankolsk vibe – som var det skrevet i en anden tidsalder. Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at “All I Want For Christmas Is You” stopper med at være et hit lige foreløbigt, og således har Meldau med sit cover kreeret endnu en omgang “retro lyd for fremtiden.” Men hvorfor lige lave et cover af “All I Want The Christmas Is You”, som i sin originale form umiddelbart synes lysår fra Meldaus musik? Det spurgte jeg ham om, da vi trak udenfor efter koncerten i Studie 3:

Hvorfor ikke? Ganske enkelt, hvorfor ikke?,” siger han og fortsætter: “Det er sangen. “All I Want For Christmas Is You’ er en fantastisk sang rent vokalsk og, efter min mening, en forfærdelig produktion. En forfærdelig, forfærdelig 90’er-ting. Men det er en god sang, og det er det, det handler om.

Reglen om at gå efter den gode sang, er jeg begyndt at tænke, må være en af nøglerne til den tidløse lyd, jeg med nyere acts som netop Albin Lee Meldau og amerikanske Whitney i tankerne, har grublet meget over, hvordan opstår.

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 7

Whitney er virkelig gode, og jeg kan virkelig også godt lide nogle af Leon Bridges’ numre. Nogle af dem er fucking fantastiske,” stemmer han i. Men da jeg, lidt naivt medgiver jeg, spørger direkte ind til, hvad der skal til for at skrive tidløs musik, har Meldau ikke nogen opskrift. Han gør bare sit job som simpel sangskriver, og så omgiver han sig med folk, der giver ham lov til at være en simpel sangskriver.

Hvad jeg gør er, at jeg arbejder med helt fantastiske mennesker. Jeg arbejder bare. Det er ligesom journalistik eller noget i den stil. Jeg prøver at finde en historie, det her, er hvad der kommer ud. Så det er sikkert meget lig dit job. Det er sådan, jeg ser på det. Nogle perioder er nemmere end andre. Jeg fortsætter bare med at tage noter hver dag.

Albin Lee Meldau kommer fra en musikalsk familie, og hvor han som barn plejede at være meget eksklusiv omkring, hvilket musik, han lyttede til, prøver han nu at være så åben som overhovedet muligt. Han har tidligere spillet som gademusikant i de skandinaviske storbyer, til bryllupper, i kirker, og i et hav af andre sammenhænge, hvor han havde muligheden for at fortælle historier. Så i virkeligheden burde et cover af en sukkersød, poppet 90’er-julesang ikke komme bag på nogen.

Jeg tror, det er en styrke at være i stand til at lave mange ting på én gang. Prøv at hold det hele sammen, samtidig med, at du prøver at favne så bredt som muligt. Jeg mener, at lave det her jule-noget – hvorfor ikke?

Et album i vente

Hvad vi kan forvente os at høre fra Meldau i fremtiden, må guderne vide. Bliver det mere julemusik? Et jazz-album eller en EP på fransk? Der er ikke nogle begrænsninger, når den eneste regel er at lave en god sang. Lytter du til hans foreløbige repertoire, har Albin Lee Meldau dog allerede en knivskarp musikalsk identitet, der danner grundlag for den gode sang, og den fortæller historier med følelserne helt uden på tøjet – både live og på indspilning. Meldau afslører, at der er et album på vej, men hvornår, står ikke klart endnu.

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 7

Det kan jeg ikke forudse. Som jeg sagde; jeg en simpel sangskriver. Jeg arbejder ikke med det aspekt af det her projekt. Hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke have et hold. Hvorfor arbejde med mennesker, hvis jeg ikke lod dem gøre deres job? Men jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg ville ønske, det bliver udgivet. Samtidig skal det også være rigtigt.

Det begynder at blive koldt, og mens vi står udenfor ved DR-Byen, er Meldaus team i fuld gang med at pakke sammen indenfor efter aftenens koncert. Som det allersidste, inden vi takker for i dag, vil jeg lige runde min nysgerrighed for den tidløse lyd af ved at fusionere den med en spådom. For hvilke musikere, tror Albin Lee Meldau selv, stadig vil blive spillet århundrede fra nu? En stadig beundret komponist som Mozart levede trods alt i 1700-tallet.

Jeg har ingen anelse! Jeg tror ikke, at menneskeheden stadig eksisterer om 500 år, hvis vi fortsætter med at behandle den, som vi gør. Sharknado kommer, og du kan ikke skyde Sharknado!” joker han. “Jeg tror, at The Beatles vil være præcist lige så store om 100 år, eller større. Samme vil Mozart, Bach og Beethoven. Se den her smukke bygning,” siger han og peger på Koncerthuset. “Man ville ikke bygge det her for mig, ville man? Haha!. Det ville man for Mozart. Men helt ærligt. Hvad ved jeg? Jeg er bare en simpel sanger og sangskriver.

Det kan godt være, at DR’s Koncerthus ikke er bygget for Albin Lee Meldau, men denne jul var den fremadstormende kunstner alligevel blevet inviteret ind til at fylde den smukke sal med en blueset og melankolsk udgave af et evigt populært julehit. Derefter glæder jeg mig bare til at høre, hvad næste skridt bliver for den simple sangskriver med den gode sang.