30 mar Aldous Harding annoncerer nyt album og deler singlen “Imagining my Man”
Foto: PR
Den new zealandske sangerinde Aldous Harding annoncerer nyt album til maj og udgiver i samme omgang den stemningsfulde, melankolske single “Imagining my Man” og en tilhørende musikvideo.
Kan du lide Angel Olsen? Så skal du tjekke Aldous Harding ud. Den tryllebindende folksangerinde fra New Zealand har turneret verden rundt med sit selvbetitlede debutalbum, som udkom for knap to år siden. I går annoncerede hun datoen for sit kommende album, Party, og udgav samtidig albummets andensingle, “Imagining My Man”, og en tilhørende musikvideo, som følger efter “Horizon”, udgivet tidligere på året.
Hardings andet album, Party, er indspillet langt fra sangerindes hjemland, nemlig i den engelske by Bristol, og er lavet i samarbejde med den prisvindende producer John Harrish, der blandt andet har arbejdet sammen med PJ Harvey og Perfume Genius. Albummet udkommer den 19. maj 2017 via pladeselskabet 4AD.
Den nye single “Imagining My Man” centrerer om Hardings smukke, mørke og karakteristiske vokal, som akkompagneres af enkelt klaver, og en stille guitar, som spiller arpeggioer. Elegant køllespil fra trommerslageren underbygger den melankoli og ‘nøgne’ stemning, som præger nummeret, og de få rytmiske variationer i instrumenteringen, får, grundet den underspillethed og simplicitet som er til stede, en stof effekt på lytteren.
Videoen til “Imagining My Man”, er instrueret af Charlotte Evans og viser Harding, der bevæger sig gennem byen Auckland. Harding fortæller om musikvideoen:
– Den har en fluiditet som virker rigtig godt. Jeg kunne ikke forestille mig noget som ville virke bedre. Jeg vil gerne have, at folk føler sig afslappet, jeg prøvede egentlig bare at se venlig ud. Det var også skønt at blive kørt rundt i Auckland City, det havde jeg ikke gjort i et stykke tid.
For at fejre udgivelsen af Party begiver Aldous Harding sig på turné igennem Europa, USA og Canada. Hun spiller blandt andet på den britiske musik- og branchefestival The Great Escape til maj, hvor danske Soleima og Off Bloom også er en del af programmet. Desværre er det ikke blevet til en dansk dato i denne omgang.