26 apr Otay:onii og Tot Onyx skabte et virvar af lyd og kunst på AliceCph

Foto: Katrine Maack

I en mørk sal på det lille spillested Alice, blev publikum vidner til et udfordrende univers af uforudsigelige kunstneriske udfoldelser i selskab med to Berlin-basererede lydkunstnere.

Det var fredag aften og Nørrebros natteliv var ved at vågne op og sætte i gang til fest og farver, men på det lille spillested Alice blev et par håndfulde mennesker vidner til noget helt specielt og anderledes. En mørk og kunstnerisk aften i avantgardens tegn.

Den Berlin-baserede japanske lydkunstner Tommy Tokyo gik først på scenen med sit projekt Tot Onyx. Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle forvente, da hun stillede sig bag lydpulten til et virvar af ambiente lyde af alt fra bølger, til kvidrende fugle, og munde, der smaskede. Da Tommy Tokyo gik i gang med at loope, mixe og tilføje flere lyde, var der ingen tydelig melodi, intet klart tempo, bare en vedvarende strøm af dissonans og en invitation til at lytte og leve sig ind i dette kaotiske lydunivers. Hendes performance var forvrængende, larmende og tumultarisk – helt igennem visceral og vanvittig.

Heldigvis kunne lydsystemet på Alice sagtens klare denne næsten apokalyptiske optræden – bassen kunne mærkes helt nede i mellemgulvet, og salen rungede skingert, hver gang kunstneren brugte mikrofon-feedback, en violinbue eller et magnetisk stålfad til at skabe sine forvrængende og fængende lyde. Det var en optræden, der var lige dele overstimulerende og fordybende, og hvis denne tekst ikke helt klart fortæller, hvad der foregik, er det simpelthen fordi, at jeg mangler ord til at beskrive den mur af dissonans og kaotisk energi, der skyllede over os.

Efter denne rå performance, der efterlod os med spørgsmålet om det faktisk var en koncert, vi havde været til eller om det snarere var en øredøvende raketaffyring, blev salen igen stille for en stund, inden den næste kunstner skulle på scenen. Denne gang var det med mere genkendelige melodier, et klaver, og en mikrofon, men kinesiske Lane Shi og hendes performance med projektet Otay:onii skulle vise sig at blæse os lige så langt bagover.

Lane Shi’s performance startede med, at hun kom kravlende hen ad det mørke gulv i salen som en menneskelig edderkop. Hun kravlede op på scenen og satte sig bag sit klaver. Her kom første reelle udfordring for aftenen, da det viste sig, at klaveret ikke var sat ordentligt til lydsystemet. Men Lane Shi greb denne mulighed, og åbnede hendes performance a capella, indtil lydmændene kunne få styr på klaveret.

Kunstnerens rå og fantastiske stemme skyllede over os, og da klaveret endelig kom på banen, blev vi vidner til et drømmende landskab af håb og smerte, udtrykt igennem en rå optræden. Lane Shi blandede på mesterfuld vis ikke-vestlige toner med det klassisk vestlige klaver, hvilket gav performancen en drømmende, sårbar og skærende vibe. Hendes strategisk vekslende atonalitet vækkede følelser af lige dele ubehag, smerte og længsel.

I løbet af denne koncert blev vi vidner til tårevækkende sang, og rørende, kaotiske og følelsesladede skrig der til sammen fik det til at krible ned ad nakken. Det var nøgent og nærværende. I en af hendes sange gik hun ind i en fortælling om et ødelagt liv, en vanskæbne, der prøver at samle skårene op, som prøver at finde håbet, men som vakler på vejen til bedring. Denne rå sorg og smerte, udtrykt med skrig og lyrik der omhandlede hvordan det føles at blive andetgjort, kunne man ikke gemme sig fra. Pludselig gik den over i et stille klaverstykke, der bevægede os og fyldtes med indebrændt kærlighed, og som kun blev gjort stærkere af kontrasten.

”Det var som at få et kys på et smertende brandsår – det hjælper lidt, men løser ikke problemet.”

Tanker som disse fløj igennem mig, da jeg lod mig lede af Lane Shi’s udsøgte kunst.

Og før vi vidste af det, ja så var koncerten slut. Den afsluttedes med en fri og fortolkende dans, hvor Lane Shi igen bevægede sig ned igennem publikumsrækkerne, og efterlod os hungrende for mere, men også enormt mættede i vores følelser.

Jeg blev, sammen med de andre i salen, efterladt både udmattet, mættet og opløftet af de to fænomenale performances. Der var flere øjeblikke, hvor jeg og de andre i salen lukkede øjnene, og bare lod os opsluge af de skingre, iørefaldende, forvirrende og forsamlende lydbilleder.

De to kunstnere formåede tilsammen at kreere en aften, der startede dissonant, dystopisk og vansirrene, men som endte dyb, dydig og vemodig. Den afsluttende mundlamhed både jeg og de andre publikummer oplevede, var et udtryk for den mesterfulde forståelse for lyd og lydbilleder, som begge kunstnere satte på display denne aften. Disse to performances kommer til at sidde i mig længe, og derfor kan jeg kun give den største anbefaling til at opleve disse to kunstnere, hvis man får muligheden.

Skrevet af Daniel B. Frans