11 apr Jeg ved, hvad vi alle skal se på Radar under Spot Festival – nemlig mit nye svenske crush
Foto: Pressefoto
Girl Scout rammer med teenageforelskelse som håndgranater på Rust. De forsøgte at sætte ild til stillestående liv – og det lykkedes.
En lyd, som er større end bare os. Sådan føltes det, da jeg stod til Girl Scouts eksploderende koncert på lille, mørke og firkantede Rust. Et spillested på Nørrebro, som tager musikken seriøst – hvilket det svenske band også gør.
Aftenens stjerner er blevet sammenlignet med The Breeders, Wet Leg og Snail Mail. Jeg vil gerne smide lidt ekstra i den hat – de lyder internationale, fremadstormende og som det, jeg har brug for i mit liv, når det hele føles fastgroet.
De startede aftenen med min yndlingssang: Do You Remember Sally Moore? En ode til kvinden fra skoleårene, som man lod slippe igennem sine fingre. Alle teenageforelskelserne eksploderede i publikum – sammen med forsanger Emma Janssons vokal.
Og det er præcis den stemme, som bærer bandet fremad. Hun har en evne til at bruge sin rå stemme med en belting-teknik. Hun tager enden af sætningen, holder tonen og kaster den frem mod publikum i en form for angreb.
Rust forvandles til en filmscene i den rigtige film – den, hvor man er i gang med at finde sig selv i sluttyverne. (Ja, det sker også, selvom man er fyldt 25 år.) Tekstuniverset er nemlig skarpt og underholdende hos Girl Scout. Sangen Desert Island Movies er scener, du kan se, hvis du kigger ind ad de københavnske vinduer.
“And they all know things about wine now
But the bottle always tastes like ass
Thirty-five fucking dollars to make it feel
Like they are upper class”
Jeg ser rockens ypperste opgave som en kommentar til det samfund, vi omgiver os med – en kommentar til den verden, som kan føles så åndssvag. Observationer kan virke ekstra stærkt, når de optrædende skifter mellem forskellige tempi.
Da sangen I’m So Sorry blev introduceret, nævnte Emma Jansson også, at “nu kom den triste af sangene.” Rummet fik en naturlig stilhed og seriøsitet over sig. Vi blev en del af the sadness, som der oppe fra scenen også blev spurgt, hvordan man sagde på dansk. Det danske møder det svenske var en naturlig del af aftenen, når Jansson bar os igennem koncerten med småsnak – som om vi alle var gode venner.
Stilheden og seriøsiteten varede dog ikke længe. Da I’m So Sorry ebbede ud, kom kraftpræstationen I Just Needed You to Know ud over højtalerne. Publikum blev revet ud af hypnosen og hevet ind i fællesdans. Hænderne op – klap og råb med på det store hit. (Kan kun stærkt anbefale at lytte til præcis det nummer). Guitarsoloen fra Viktor Spasov tvang forsangeren i knæ. Hun kastede sig derefter op, væk fra stativet – og Rust eksploderede i en danser-revolution.
Sættet – uden ekstranummer – sluttede efter 45 minutter, hvilket er okay, i betragtning af at de kun har udgivet singler og EP’er. Jeg glæder mig til at danse til Girl Scout på dette års Spot Festival, når de (forhåbentlig) skaber samme stemning på Radar.
Kort fortalt: Girl Scout forvandlede Rust til en coming-of-age-film i realtid med skarpskårne tekster, eksplosive guitarriffs og en forsanger, der kastede teksterne i hovedet på publikum som små angreb. Det svenske band balancerer elegant mellem sårbarhed og støj, og deres koncert blev en musikalsk ventil for dem, der stadig prøver at regne voksenlivet ud. Hvis de gentager bare halvdelen af det på Spot Festival, bliver Radar et sted, man ikke har råd til at misse.
Hvis Girl Scout lyder som noget for dig, skal du checke danske TAKER, shinyhunt og MERRY ud
