
07 apr En aften sammen med Angående Mig på Betty Nansens var som at se musik og kunst forene sig som hidtil aldrig før set
Foto: Flemming Bo Jensen
Vi var så privilegerede at have den udsøgte fornøjelse af at opleve “Angående Mig Iscenesat” lørdag aften på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg – og sikken en oplevelse det blev!
Min indgangsvinkel var en smule begrænset. Jeg havde hørt en smule om Betty Nansens “Iscenesat”-koncept, hvor de i samarbejde med Roskilde Festival udvælger en dansk act og lader dem fremføre en forestilling i deres teater – med midler i form af teaterscene og tilhørende scenografi. Konteksten var denne gang, at de ville lave en “Iscenesat koncert”, der var i samspil med deres aktuelle Les Misérables-opsætning.
Personligt var jeg utroligt spændt på at se, hvad der ville ske, hvis man tog det fantastiske alternative synth-/artrockband Angående Mig og satte dem i denne unikke kontekst. I min verden er Angående Mig et band, der mildest talt ikke kan gøre noget forkert. De har en enorm sans for sangskrivning og en tilhørende evne til at fremføre deres værker for et publikum. Deres musik spiller på de store følelser og har alle dage været pionerende, når det gælder om at udtrykke det, som kan være vanskeligt at finde sprog for.
Det føltes som den mest naturlige sammensætning nogensinde at opleve Angående Mig i en mere kunstnerisk og eksperimenterende form – og jeg købte præmissen fra start til slut.
Som altid leverer Angående Mig en koncert i verdensklasse – på et niveau, som kun de kan. Det har vi set dem gøre mange gange før, men det er alligevel lige storslået hver gang. Det føles som at se det samme lyn slå ned det samme sted to gange – lige fantastisk hver gang. Her var den største udfordring møntet på publikum (og særligt mig selv), fordi det var svært at vide, hvordan man skulle takle den store begejstring, der opstod i kroppen, og samtidig skulle forholde sig i ærefrygt og stilhed i den mørke sal, i de bløde sæder.
Energien sitrede gennem hele salen, med et publikum der havde lyst til at danse, juble, pifte, klappe og græde – men alligevel måtte forholde sig i ro af respekt for teatersalens underforståede koder.
Forrest på scenen stod en stor skærm, der konstant viste liveoptagelser af bandet, som spillede lige bagved. Man kunne svagt ane musikerne bag skærmen, hvilket skabte en spændende stemning. Det føltes som at se en live tv-udsendelse, men med den særlige fornemmelse af, at bandet var fysisk til stede lige foran dig hele tiden. Idéen var meget spændende og noget, jeg aldrig har set eller oplevet før. Liveoptagelserne blev ved med at udfordre formatet, og flere gange oplevede vi også som publikum at sidde fastlåst i vores sæder, mens bandet flyttede koncerten ud i baglokalet – og helt ud i baggården af teatret. Liveoptagelserne var på den måde meget opfindsomme, men det skabte også en særlig distanceret følelse til den stærke, empatiske musik.
Deres sædvanlige techno/sportswear-stil var selvfølgelig stadig til stede i deres påklædning, men denne gang i symbiose med 1700-talskostumer, der imiterede en form for generaluniformer. Det er en sær blanding, der måske er svær at forestille sig, men i konteksten af Angående Mig var det nærmest avantgarde og moderne.
I et enkelt og meget poetisk øjeblik bliver forsangeren Laura filmet, mens hun er iført et 1700-talsinspireret outfit med tilhørende Napoleons-hat og den klassiske Napoleon-positur med hånden i frakken. Her reciterer hun digtet “Amen Altså” fra deres plade Manden i Mig (2023). Dette øjeblik er, hvor hele den skæve “iscenesat”-præmis kommer til sit fulde, og musik, drama, teater, kunst og koncert smelter sammen til et enestående koncept, hvor hele idéen går op i en højere enhed.
Det er også en sand fornøjelse at se bandet iført store sorte læderstøvler, der giver dem samme autoritet som en general under den franske revolution – og se, hvordan de nærmest marcherer taktfast og stilfuldt i stolte og stærke, velplacerede skridt.
Under et enkelt nummer er Laura placeret foran skærmen, iført et feminint kostume med paryk og kjole, til at fremføre mesterværket “Alt hvad du hader ved mig”. For et øjeblik får vi den illusion af kontakt, som vi har sultet efter gennem hele forestillingen.
Det var på alle måder en kunstnerisk forestilling, og jeg oplevede, at kreativitet og idéer udfoldede sig minut for minut – og det fungerede hele vejen igennem. Det var naturligvis iscenesat, og det føltes iscenesat, men på en meget smagfuld og passende måde. Præmissen for oplevelsen kvalte aldrig musikkens integritet, men var kun med som en force. Enkelte gange savnede jeg en mere klassisk koncert, uden nogen storskærm til at markere linjen mellem beskuer og performer – men i et tilfælde som dette må man spille med på legen.
En kærkommen tilføjelse er naturligvis også at opleve Guldlok på cello og se, hvordan hun med sine musikalske evner er med til sonisk at sammenbinde det traditionelle med det topmoderne – i en postmoderne blanding mellem den analoge og digitale tilgang til musikken. Det er simpelthen så vigtigt, at hun er blevet en fast del af dette enestående projekt. Resten af bandets musikanter er lige så talentfulde og velplacerede. Det er også interessant at opleve, hvordan bandets synthesizer emulerer strygere og akkompagnerer Guldloks cello i en meget stilet orkestrering.
Et andet højdepunkt er det øjeblik, hvor kameraet og bandet har bevæget sig ned i køkkenet backstage, hvor Laura hiver fire Pineapple Breezers “fra grænsen” ud af køleskabet (if you know you know) og tager dem med op på scenen. Her vælger hele bandet at sætte sig ned på hver sin stol – uden instrumenter, kun med Breezers i hænderne, som de drikker synkront. I baggrunden spiller bandets første single “Fuld af dig” i en nyfortolket techno/Medina-version, mens bandet bare ser til, upåvirket af den højtspillende musik.
Til sidst løftede den store skærm sig op i loftet som et scenetæppe, og vi kunne endelig se hele bandet tydeligt og på nært hold – dog desværre kun for at se dem bukke af og tage afsked. Bandet virkede lettede over en veleksekveret koncert, mens kameramanden lignede én, der var ved at dø af forpustet anstrengelse efter en times intens kameraføring.
Hvor meget Les Misérables i virkeligheden har fyldt i denne forestilling, har jeg svært ved at svare på – og i sidste ende var det måske heller ikke så vigtigt. Jeg var overbevist om, at projektets succes opstod i krydsfeltet mellem teatrets dramatiske rammer og Angående Mig’s storslåede, følelsesladede musik. Følelserne var lige så meget uden på tøjet, som vi er vant til med Angående Mig – og dramaet i deres musik blev velkomment fremkaldt i denne setting. Det var, som om teateriscenesættelsen udfoldede nye lag i musikken, som jeg aldrig har oplevet før.
Jeg fik muligheden for ikke kun at opleve Angående Mig på en helt ny og enestående måde, men også for at få et nyt perspektiv på, hvordan musik kan præsenteres og udleves. Hele oplevelsen klædte Angående Mig så yndigt, og uanset hvilken præmis eller vinkel der har forudsat denne oplevelse, så har jeg ædt det hele råt og fået en enestående oplevelse. Det føltes som at se et stjerneskud, et lynnedslag og en regnbue på samme tid. Sublim kunst og mesterlig musikalitet mødtes i et overvældende æstetisk sammenstød.
Jeg ved ikke, om det er ethvert act, der kan udfylde denne iscenesatte platform lige så veludført som Angående Mig – men uanset hvad, så var det simpelthen magisk.
kort fortalt: Præmissen ved at blande teater og koncert skabte stor scenekunst, og selvom Angående Mig altid leverer top kvalitet koncerter, var dette en forfriskende oplevelse, der fik helt nye lag frem i deres musisk. Det var stor kunst der blev skabt, og det vil sent blive glemt for det publikum der var til stede.