21 apr Efter en gennemgående transformation, er Black Country New Road trådt ud af mørket, og bringer håb og glæde tilbage til verden, med genfunden styrke
Mange troede at løbet var kørt for det engelske band, men BCNR er nu tilbage med fornyet energi, og er klar til at vise verden deres nye kreative retning – og de viser hvordan forandring fryder i denne store forvirrende verden.
Black Country, New Road er et af de bands, der har været direkte definerende, når det kommer til nyere tids indierock, postrock og – delvist – postpunk i deres tidlige dage. De har været med til at udvikle genren og givet følelserne et helt nyt sprog gennem deres utroligt neurotiske og autentiske musik. De bliver ofte beskrevet som ”emo”, særligt efter deres hæderligt anerkendte plade Ants From Up There, hvor Isaac Woods’ dybt personlige tekster cementerede dem i rockhistorien. De blev sammenlignet med bands som American Football, og var et vigtigt led i bølgen af nye postpunk/postrock-bands i starten af 20’erne, i takt med samtidens navne som Black Midi, Squid og Shame.
Der skete dog en afgørende ændring for bandet, da forsanger Isaac Wood måtte forlade gruppen efter udgivelsen af deres anden plade. Wood måtte trække sig grundet sit mentale helbred. Det føltes nærmest som en selvopfyldende profeti, at en forsanger med et delvist depressivt tekstunivers måtte forlade bandet for at passe på sig selv – hvilket lagde en endnu tungere skygge over den melankoli, der i forvejen omklamrede deres musik.
De fandt dog hurtigt en afløser, og imod alle forventninger fortsatte bandet – nu med en kvindelig forsanger. Det blev dog ikke hvem som helst, der skulle udfylde denne store plads, men tværtimod ingen ringere end forsangeren fra den britiske elektropop-duo Jockstrap: selveste Georgia Ellery var nu bandets nye stemme. Hun står dog ikke alene, og bliver af flere omgange assisteret af de to gæve tøser May Kershaw og Tyler Hyde, som også er med til at udfylde pladserne som lead – og backing vokal. Det er altså nu kvinderne, som er Black Country New Road‘s nye stemmer.
Jeg husker, hvordan jeg skulle se dem på Roskilde Festival 2023 med den mærkeligste følelse i maven – især efter udmeldingen om, at de ville spille med ny forsanger og ikke spille noget som helst af det gamle materiale, men kun numre fra deres seneste live-udgivelse – med totalt uhørte sange. Dristigt placerede jeg mig midt i publikum for at bevidne situationen og for at se, om det virkelig kunne passe, at de ville synge ordene: “Look at what we did together BCNR – friends forever.” Det gjorde de. Og verden var uforandret – men præmissen var accepteret.
De er nu netop udkommet med deres seneste plade, Forever, How Long, med Ellery som forsanger, og jeg har – mildest talt – været spændt på at se, hvordan de ville takle denne radikale udskiftning. Forventningerne fra min side har været præget af forvirring, men jeg må dog indrømme, at jeg har set en forandring – og jeg har set, at det er godt. Den nye plade er anderledes, men den markerer et skift og en ny, frugtbar begyndelse for et af Englands mest lovende unge bands.
Tonen på den nye plade er en helt anden – og det gælder størstedelen af deres udtryk. Stemningen er mildere, og langt mere imødekommende. Før gav BCNR mig lyst til at græde og knytte mine næver. Nu har jeg stadig lyst til at græde – men hellere af glæde. De er blevet mere eksperimenterende og har bevaret de velkendte horn og blæsere fra tidligere. Nu befinder de sig i et særligt rum mellem indierock og progrock, og det føles livligt og forfriskende. Georgia Ellery’s vokal er et af de afgørende elementer her. Hun besidder en iboende og barnlig glæde, som er inspirerende og livsgivende. Hun udtrykker på alle måder styrke og vitalitet igennem hendes tekniske talent, og hvordan hun altid levere varen med stor stolthed, lethed, og overskud. Hun er på alle måder imponerende, og hendes evner bliver det lysende fyrtårn som nu skal lede bandet trygt videre på deres musikalske rejse
Lyden af den nye plade føles som de solstråler, der bryder gennem skyerne oven på et langt, gråt og voldsomt tordenvejr. Selvom det ikke var den skæbne, vi havde forventet fra dette band, var det stadig den skæbne, vi fik – og det giver mig en følelse af håb og glæde. Allerede fra første sang, Besties, er der ingen tvivl om, at stilen er britisk, og at humøret er højere end nogensinde før.
Pladen er på alle måder britisk og trækker store inspirationer fra folk-genren. Den har en gennemgående tone af gamle engelske viser og slagsange. På samme måde er lyrikken excentrisk, direkte og tydeligt inspireret af store gamle britiske acts som The Beatles (hvis du nogensinde har hørt om dem). Alt i alt giver det pladen en dybt nostalgisk og kærkommen lyd – som det varme kram, der følger efter en længe ventet hjemkomst.
Venskab og relationer fylder meget på den nye plade, hvilket er en vital agens, jeg beundrer dem inderligt for. De forbindelser, mennesker er i stand til at skabe – og en tæt relation til et andet menneske – er pladens største omdrejningspunkt. Og det er i virkeligheden dét, der giver pladen alt sit lys og sin varme.
Det er dog ikke kun lys og glade dage, der styrer pladens dagsorden. Mange af sangene har også store filosofiske delelementer og stiller dybe spørgsmål til temaer om både liv og kærlighed. Jo længere vi bevæger os ned i pladen, jo dybere bliver refleksionerne – som altid bærer et stærkt håb i sig. Somme tider bliver lyset dog overskygget af tvivl og eftertanke, som genkalder den initiale angst, der altid har omgivet bandets udtryk.
Der er altså også plads til de mere vanskelige følelser på pladen, og dybsindigheden klæder bandets nye konstellation. Det sikrer, at lytteren skærper opmærksomheden en ekstra gang. Dette ses blandt andet på sangen Two Horses, hvor temaer omkring indre udvikling og personlige rejser, og om hvordan en tæt relation også kan skabe tvivl og skrøbelighed, træder frem.
Det er også, som om bandet flere gange reflekterer over deres egen tilstand og udviser en øget bevidsthed om deres nye identitet. Blandt andet på sangen Socks, hvor det lader til, at Georgia Ellery er fuldt ud bevidst om, hvilke sko hun skal udfylde. Her virker det, som om bandet anerkender dette skift i tonen og direkte italesætter, hvordan den nye, gladere tilgang kan opfattes som naiv af de tidligere fans:
Maybe I speak in a way
That makes it seem like I was born yesterday
But I’m not afraid at all
There’ll be another who’s seen every colour but it’s all in the shade
Look at the life that we’ve made
No word or phrase
Has the power to say what the tyres we share
Med denne nye stil og retning blev mine tanker straks henledt på myten om Theseus’ skibsparadoks. Altså: Hvor mange planker og dele kan man skifte ud, før det ikke længere er det samme skib? Og hvornår bliver udskiftningen så omfattende, at der reelt er tale om et helt nyt skib?
Black Country, New Road er måske ikke længere det samme band, som de var for et par år siden – men de er nu transformeret til noget andet. Jeg har valgt at acceptere præmissen og tage imod det lys, de bringer, i stedet for at dvæle i mørket. Og det føles godt.
Hvad der først føltes som den tvivl og forvirring, der opstod, da Linkin Park erstattede Chester Bennington med Emily Armstrong, er nu snarere blevet til følelsen omkring, da Joy Division genopstod som New Order.
I en verden, hvor samfundsdebatten er præget af krig, økonomiske kriser, diagnoser og alt for meget dårlig dømmekraft, er Forever, How Long det lyspunkt og det poetiske vendepunkt, som vi alle kan have brug for. Det kan virke naivt at tro på lyset midt i mørket – men det er klart den mest frugtbare mentalitet. Og det er i den ånd, at Black Country, New Road har kunnet genopstå som Fugl Føniks – stærkere end nogensinde før.
Kort Fortalt: Forandring fryder, og dette nye skift i tone og stemning viser sig at være fornyende, og forfriskende, for det talentfulde band. Black Country New Roads viser styrke gennem håb og glæde, og beviser hvor meget potentiale, der stadigvæk hersker hos dem. Det er en ny plade, med nye toner, og de behandler denne nye transformation mesterligt.
Hvis du kan lige Black Country, New Roads, så giv et lyt til: Brimheim, Pære Banal, og Rigmor
