02 apr Det var nærmest sadomasochistisk at opleve hvordan at publikum nød at være i fangenskab til Merry’s koncert.

Foto: Steffen Jørgensen

På mange måder er Merry’s koncert en talentmæssig magtdemonstration, der bevidste hvordan talent og ypperlig kunstnerisk energi stadigvæk huser i ungdommen, og vækstlaget.

Fredag aften var vi forbi VoxHall for at opleve deres Gauss-arrangement, hvor alle kan få en gratis mulighed for at opleve unge, spirende talenter arrangeret af VoxHalls egne frivillige praktikanter. Det er en spændende måde at være i kontakt med vækstlaget på – og hvem kunne ikke godt tænke sig at opleve nye, unge artister for nul kroner? Intet er dog lovet på forhånd, og selvom det er en gratis omgang, er det naturligvis stadig uvist, hvilken kvalitet aftenen har at byde på. Ud af aftenens tre koncerter var Merry det afsluttende højdepunkt, og det var en sand fornøjelse at være til stede.

Koncerten starter, da Merry kommer mystisk og selvsikker ind på scenen, og umiddelbart efter begynder musikken. Hun er den type kunstner, der ikke behøver en stor introduktion eller gennemgående præsentation – hendes attitude og tilstedeværelse er allerede nok i sig selv.

Det er knap så meget hende, der står på scenen, men nærmere, hvordan scenen er placeret under hende. Hendes kunstneriske kontrol dominerer og definerer rummet, mens vi andre er fanget i hendes gennemtrængende performance. Det er som at opleve et vulkanudbrud på nært hold, hvor man bare må stå tilbage i ærefrygt og beundrer den kraft og skønhed, der sprudler i udbrud lige for øjnene af en selv.

Merrys performance er i sin reneste form intim, iklædt charmerende og jordnær nordjysk energi. Dette skinner blandt andet igennem, når hun sætter sig ned på scenekanten for at komme publikum nærmere, hvor hun først opfordrer til, at publikum gør det samme, inden hun selv må sige: »Det er måske en smule kawt – tror bare, vi nøjes med, at jeg sidder ned.« Hun er overmenneskeligt dygtig og dybt følende menneskelig i sin kontakt med musikken og med publikum, og det er et fantastisk koncertrum at befinde sig i.

Bandet hun har med sig, er dygtige, og der er ingen tvivl om, at de spiller med både sjæl og krop, når de forsøger at tilpasse sig deres allesammens indbyrdes tårnhøje niveau. De forstår, hvordan dygtighed føjer sig til dygtighed, og at en god scene og god musik er noget, der skabes i fællesskab og samarbejde.

Hun har en ufattelig og ubeskrivelig stemme, som fylder rummet og overtager al form for stemning. Hun er på alle måder intimiderende, særligt i form af sin tilstedeværelse og sit enorme talent. Merry er på alle måder intens, og som publikum skal man nærmest advarsel forvejen, for at være klar på de enorme og stærke følelser som der opildnes undervejs. Det er nærmest uhyggeligt at mærke, hvordan hun har publikum i sin hule hånd, og opleve, hvordan hun indtager rummet og lader sit publikum stå tilbage i en udsøgt blanding mellem ærefrygt og fornøjelse. Det er svært at begribe, hvordan så ungt et talent har udviklet sig så tidligt, og forestille sig, hvor hendes potentiale kommer til at tage hende hen.

Kort fortalt: Merry imponerede hele VoxHall og tog os med bukserne nede, da hendes blot 35 minutter lange koncert kulminerede i en magtdemonstration af vækstlagets potentiale fra den unge, talentfulde nordjyde. Den eneste klage her er nærmest kun, at forestillingen ikke var længere.

Hvis du kan lide Merry, så giv en chance til: Brimheim, eee gee, Rigmor, Torres, eller Angie McMahon.