11 apr Bænch baner vej for ny dansk postpunk: En stærk debut med “Go-Go-Go”

Foto: Petra Kleis

Det danske postpunkband Bænch har valgt at udgive deres første samlede projekt, nemlig EP’en Go-Go-Go, som er et glimrende eksempel på, hvor den danske rockscene befinder sig i øjeblikket.

Det engelsksprogede hardrockband Bænch trækker på store noiserock- og shoegaze-inspirationer, men med en ivrig trommeslager, der giver bandet den ekstra nerve, som musikken kalder på. Deres lyd er meget fokuseret og minder på mange måder om et romantisk tilbageblik på store rockbands som The Strokes og The Killers. De har samtidig valgt at tilegne sig den nonchalante attitude, som Elias Rønnenfelt præsenterede danskerne for for over 15 år siden – en attitude, der efterhånden er blevet et fast element for alle bands eller acts, der tilhører en undergenre af rock.

De har været aktive i et par år efterhånden, og det lader til, at de har brugt tiden fornuftigt på at finde en lyd og et udtryk, de kan føle sig komfortable i. Når jeg hører musikken, bemærker jeg tydeligt, hvor velproduceret lyden er et æstetisk valg, der i stigende grad splitter vandene i moderne rockproduktion. Men det lader til, at Bænch føler sig ganske hjemme i dette udtryk. Det egner sig godt til tæt lytning i høretelefonerne, men det er tydeligt, at musikken er skrevet til at blive spillet foran et livepublikum.

Dette bliver nemlig bandets næste store prøve: at se, hvordan denne EP kommer til at klare sig i løbet af den kommende koncertsæson, og hvordan fans vil tage imod denne introduktion til deres musiske univers. De har taget mange sikre valg i forhold til deres lyd, men personligt er jeg spændt på, hvornår vi får lov til at se flere nuancer fra dette talentfulde unge band. Der er åbenlyst potentiale i Bænch, og jeg er sikker på, at der gemmer sig meget mere i de unge musikeres egenskaber.

Et højdepunkt på pladen er sangen “Wine & Bread”, hvor de ifører sig en langt mere nedskaleret lyd, endda med smagfuldt tilføjede synth-elementer. Her bevæger de sig over i en slags indierock-lyd, som fungerer forbløffende godt for dem og leder tankerne hen på de senere Strokes-plader. Det er et behageligt øjeblik på pladen, hvor det er, som om de vælger at tage en lille pause fra deres ellers meget alvorlige attitude – og det klæder dem at løsne lidt op.

EP’en egner sig godt til de mere konservative rocklyttere, der savner elguitar med distortion, en vokal der er behagelig og forståelig, og et tempo, der sætter gang i dansetrinene. Jeg kan sagtens forestille mig en varm sommeraften med fadøl i hånden og Bænch, der fræser derudad – og jeg er helt sikkert ikke den eneste.

Kort fortalt: Bænch har fundet en moderne postpunk-lyd, som klæder dem, og det lyder til, at dette kun er begyndelsen. Jeg mærker tydeligt, hvordan denne første EP er et fremragende startskud, og den gror på mig som en idé bagerst i hovedet for hver gennemlytning.

Hvis du godt kan lide Bænch så giv et lyt til: Dårlige Råd, Pære Banal, Sauna Senere, og Ondskyld