Tomode beviste, at Sverige er lykkeligere, end vi tror

Foto: Pressefoto

Tomode tog publikummet som gidsler i en funkeksplosion, ingen kunne slippe fri fra. Vi tog alle varmt i mod og dansede med ind i weekenden.

Hvis man kigger på ranglisten over de lykkeligste lande, ligger Sverige under Danmark, men efter jeg har danset med svenske Tomode, er jeg begyndt at tvivle på den placering.

Det var funky, varmt, og endnu en gang stod jeg på Rust. Forårssolen var forsvundet bag Nørrebros murstenslejligheder, og der var godt fyldt på spillestedet. I aften skulle vi bevæge hofterne og have ondt i kinderne af at smile, fordi Tomode indtog nemlig scenen lidt over 21:30.

Bandet trådte ind som en nærmest parodi på Sverige og funk-pop. Der var langt brunt hår til skuldrene, funky tøj og kun god energi. De havde under armen taget deres debutalbum Existential Disco, som udkom sidste år.

De startede aftenen med nogle af deres kendte numre såsom Visions of You. Publikum, som mest bestod af familiefædre og -mødre, dansede med fra første nummer. Præmissen var sat – vi havde ikke tid til dårligt humør.

Det eneste, som måske kunne ødelægge stemningen, var, at publikum klappede så afsindigt højt, at det nogle gange overdøvede Rusts højttalere. Man kunne også blive revet lidt ud af den hypnotiserende funk-melodi, når endnu en fra publikum tændte bommerlyset for at optage festen.

Det føltes dog som et hjem, hvor der var plads til alle. Viktor Westerberg og Carl Leanderson førte os sikkert igennem aftenen. Euforien kunne næsten ikke stoppes, da de storsmilende fortalte, at Danmark var deres første stop på touren. Alle blev enige om, at det kun kunne være den ideelle start på en verdensovertagelse med funk.

Koncerten vekslede mellem numre uden og med vokal, hvor vi blev ført igennem flere historier – fra inderlige kærlighedsnumre til fortællingen om, hvordan deres helt store koncert i Barcelona blev aflyst. Sidstnævnte fik vi også baggrundshistorien bag, men publikum havde svært ved at tie stille. Det skyldtes nok, at fredagens beruselse lå tykt i blodet.

Når publikum måske havde zoomet lidt for meget ud i de instrumentale stykker, hev Viktor Westerberg fat i tamburinen og dansede ud mellem dem. Ingen fik lov til at stå stille.

Energien blev også hevet det ekstra stykke op, da bandet flere gange under koncerten dansede koordineret – og publikum fulgte med. Det var, som om en fortryllelse havde ramt Nørrebro. En kærlighed til dansen, funken og hinanden.

Da ekstranummeret var færdigt, ville publikum ikke stoppe. Men det måtte de, men ærgrelsen blev hurtigt glemt, da September bragede ud af højttalerne – og Rust dansede videre ud i natten.

Kort fortalt: Svenske Tomode leverede en energisk og medrivende koncert på Rust, hvor funk og eufori gik hånd i hånd. Fra første beat blev publikum revet med i en dansedrevet ekstase, der gjorde det umuligt at stå stille. Med smittende glæde, koordinerede moves og pulserende disco-vibes beviste Tomode, at Sverige måske er lykkeligere, end ranglisterne siger – i hvert fald for en aften på Nørrebro.

Isabell Larsen-Thomsen
isabelllarsen-thomsen@live.com