
07 mar The kids yearn for shoegaze – og Julie leverer
I Lille Vega cementerede Julie deres embede som ambassadører for samtidens nye bølge af shoegaze-inspireret bands.
Det er ingen hemmelighed, at Tiktok har transformeret, hvordan de unge deler og opdager ny musik. Platformen har dannet grobund for en spirende interesse og nostalgi for 90’ernes melankolske shoegaze scene. Det har skabt et større publikum end nogensinde før og en bølge af samtidige alt-rockbands, der appellerer til alt det, som de mangler.
Her er Julie et af de mere prominente og hypede eksempler, da de formåede at generere millioner af streams på EP’er og singler, før udgivelsen af deres debutalbum my anti-aircraft friend tilbage i september 2024.
Da de indtog scenen i Lille Vega til lyden af guitarfeedback, spildte de ingen tid på ord og introduktioner. De satte igang med det dissonante, Sonic Youth-lydende åbningsriff på catalogue. Åbningsnummeret på my anti-aircraft friend udgør et godt eksempel på, at bandets lodne melankoli trækker tråde til både post-punk og grunge sammen med shoegaze. Givet den brede vifte af indflydelser, indeholder sangene på det nye album også en bred vifte af soniske udtryk. Der veksles mellem den forvrængede lydmure til minimalistisk slowcore på samme nummer – eksempelvis som på knob, der blev mesterligt og virkningsfuldt udført cirka halvvejs gennem koncerten.
Til trods for alt-rock publikummers tendens til generthed og utilbøjelighed til at danse, formåede Julie alligevel at sætte gang i svedkirtlerne hos de fremmødte. Ikke overraskende var dette mest tydeligt under deres største hit, debutsinglen flutter, men også i den grad under koncertens sidste nummer lochness. De er begge numre, som trækker associationer til Whirrs opskrift på shoegaze. En base af drevne punk-trommer og suspenderede guitarakkorder, der anslås i kombination med whammy-baren.
Med den medrivende måde hvorpå bandet fremførte udpluk fra deres endnu spæde diskografi, beviste Julie, hvorfor de fortjener deres plads i fortroppen af repræsentanter for tidens bølge af ‘neo-shoegaze’. I kølvandet på sådan en koncertoplevelse, kan man ikke andet end at vente forventningsfuldt på mere musik og muligheder for at opleve dem live i fremtiden.
Kort fortalt: I Lille Vega bekræftede Julie deres status som frontfigurer i den nye bølge af shoegaze-inspireret alt-rock. Med en energisk og medrivende koncert viste de, hvorfor de fortjener hypen. Publikum overgav sig, især under flutter og lochness.
Hvis du kan lide shoegaze, så tjek danske Collider og Healer ud.