24 mar Playboi Carti er endelig tilbage med hans nyeste kaotiske opus, i en moderne demonstration af hvad en albumudgivelse betyder

Foto: Pressebillede

Playboi Carti har det med at vente, og lade os andre vente på hans værker, og det er efterhånden blevet både en del af hans mystik, hans stil.

Playboi Carti er en af de meget moderne nye rappere der har fået et hårdt og fast greb i den nye unge generation af hiphop fans, men han har efterhånden også fået mange ældre hiphop entusiaster til at løfte øjenbrynet.

Hans stil har altid været udfordrende, og særdeles særpræget. Tidligt i hans karriere blev hans skabagtige stil sammenlignet med datidens avant garder og dadaister, og igennem disse sammenligninger fik han hurtigt status som den nye raps svar på moderne abstrakt kunst. Den slags kunst, hvor potentialet ligger tydeligt i samtalen omkring, men hvor selve håndværket kan fremstå kryptisk og uigennemskueligt. Det er også tilfældet for hans nyeste projekt “Music”, hvor han præsentere end blandet palette af det kaos han er i stand til at skabe, og hvordan hans grænsesøgene er en evig agens for hans virke. Han kommer med rigtig meget nyt, men det er også tydeligt at han har fundet en særlig lyd i løbet af de senere år. Lyden på Music er klassisk for Cartis stil; kaotisk, uforudsigelig, og udfordrende. Han har endnu engang masser på tallerkenen, og han prøver gennem stilen more is more at opnå så meget alsidighed som overhovedet muligt.

Det er efterhånden mange år siden sidst vi fik et fuldt længde projekt fra Carti, til gengæld var “Whole Lotta Red” et af den slags projekter, som fik kult status, og blev hyldet allerede fra udgivelses datoen. Siden da har forventningerne været tårnhøje, i forhold til hvordan Carti næste gang vil chokere og gennemryste genren til dens grundvold. Denne gang er vi ikke ligeså forskrækkede, det er nærmest behageligt at se hvordan Carti stadigvæk har mod på at udfordrer vores forventninger. Carti har en udsøgt sans for at udgivelser, han ved godt at halvdelen af den moderne albumfortælling allerede eksistere forud for selve udgivelsesdatoen, og den mystik han tillægger hans virke, er også en afgørende del af det produkt og den præmis der opnås gennem Carti’s helt unikke håndværk.

Derfor er fornemmelsen omkring “Music” lidt ligesom troldmanden Gandalf, der aldrig nogensinde kunne komme tidligere eller senere end hans ankomst, men først på det præcise tidspunkt han måtte komme på. Det er langt, stort og flot, med lige knapt 30 sange på tracklisten, med den gavmilde femkvarters afspilningslængde. Det er en ordentlig omgang, og der er nok at tage fat i. Selve feature-listen føles som en lukket hemmelig klub, kun for de seje og indviede. Her støder vi på store navne som Kendrick Lamar, Travis Scott, og super producere som DJ Drama.

Selv Cartis egen personlige rap stil er uforudsigelig, og den skifter flere gange, igennem hans tone, og hans flow. Særligt mener mange etablerede fans at han nu er i hans “Future era”, hvilket skaber stor forvrring, når Future selv er et af de mange skjulte features på denne nye plade. Han skifter mellem mange forskellige stilarter, hvilket også vidner om at pladen er skabt mellem mange forskellige kreative perioder for Carti, hvilket skaber en mærkelig tidslighed i trackliste. Nogle tracks lyder utroligt friske, mens andre lyder som noget han kunne havde skabt for flere år tilbage. Det er et af de valg som gang virker både tilfældige, men samtidigt kunstnerisk og overskuds agtigt, hvilket kun tilføjer til den kunstneriske forvirring/udtryksform som kun Carti kan levere. Det er jo oftest det store spørgsmål der omringer Cartis virke; er det avant-garde kunst eller havde han blot tralvt?

På mange måder er pladen fantastisk forfriskende, og det er forrygende endelig at få lov til at opnå nye strømninger i denne efterhånden trætte og udvaskede genre, hvor der i særdeleshed er brug for typer som Carti, der kan få os til at stille spørgsmål til hvad der er rigtig og forkert rap musik.

Carti er dog ligeglad med det spørgsmål, fordi han ved at det ikke drejer sig om hvorvidt genren er rigtig musik, men at han i forlængelse af musikken bliver til, ja, musikken. Han er en moderne kunstner, med en moderne mystisk tilgang, hvilket gør at han er i total symbiose med alt han udgiver.

Personligt gør det mig ikke det mindste at pladen er så lang som den er, fordi jeg ved jo godt at der kan gå flere år inden jeg får et nyt, så jeg er bare taknemmelig for det stor udlægge han så gavmildt har givet os denne gang. Samtidigt er jeg taknemmelig for at det simpelthen heller ikke er længere. I øjeblikket står jeg tilbage med følelsen; “Var det virkelig bare det?”. Han har fodret os med meget i denne omgang, men stadigvæk mærker jeg sult efter mere, imens jeg prøver at fordøje den mærkelige omgang han serverede denne gang.

Kort sagt: Carti er ligeså kaotisk og mystisk som han plejer, og han er stadigvæk i færd med og udvikle og udfordrer den etablerede rap genre. Det er ikke ligeså chokerende som vi før har set, men det er stadigvæk fantastisk at have ham tilbage, på trods af at verden efterhånden er blevet vandt til hans særprægede stil.

Hvis du godt kan lide Playboi Carti, så giv Chrome, og Skomager et lyt!