30 mar En koncert så intens, at selv babyalarmen måtte synge med

Foto: Katrine Maack

Fra stilhed som et eksamenslokale til eksplosion af lys – Rigmor tog os med på følelsesrutsjebanen.

Tårer, ømhed og inderlighed – plus en stor portion jysk charme. Det er den eneste måde, jeg kan beskrive aftenens koncert med Rigmor.

Jeg må indrømme, at jeg er stor fan af Rigmor. Jeg elsker deres eventyrlige guitarspil, Sarah Wichmanns grådfremkaldende vokal, den opbyggende bas og de til tider voldsomme og vilde trommer. Jeg havde derfor glædet mig til at stå i Vegas ikoniske lokaler til den musik, som jeg har grædt, grinet og rejst til.
Albummet, der har fulgt mig i 2024 – Vælter vi mørket – var også navnet på den tour, som Rigmor var på i en af de sidste dage i marts måned.

Bandet gik en smule forsinket på scenen, og jeg troede et øjeblik, at de måske havde fået stjernenykker. Men det var langt fra tilfældet. Der var en ufattelig taknemmelighed fra Sarah Wichmann, som flere gange udtrykte sin uudtømmelige glæde og overvældelse over, at vi stod lige her sammen med dem.
Vi var også lykkelige for at være der. Det var nemlig et velspillende og øvet band. Det bar præg af mange timer i øvelokalet og en gennemtænkt tilgang til hver eneste detalje.

De spillede de tre første numre, som var af de mere stille af slags. Der var mørkt på scenen, og det føltes som en dunkel introduktion til en bog. Da de gik fra sangen TV til deres helt store hit Træ, eksploderede scenen i lys. Vega genopstod fra de døde i ren lykkerus. Sarah Wichmann trådte væk fra mikrofonen, og man kunne høre publikum synge enstemmigt med på linjerne:

“Pas på du ikke falder Falder ned i mine arme.”

Men det gjorde vi. Jeg tog hvert et sekund ind, som var det den sidste indånding i det altomsluttende hav af Rigmor.

Bandet annoncerede, at de ville optræde med en once in a lifetime-version af Det er ved at komme igen, en sang inspireret af digtet fra Michael Strunge. En slags hyldest både til vinterens mørke og det forår, der var ved at springe ud omkring os.
Jeg følte, at jeg sprang ud med Rigmor. Ind i de følelser, man glemmer i dagligdagens mørke og fortvivlelse. En velfortjent terapisession.

Når man var ved at forsvinde for meget ind i sine følelser og inderlighed, blev vi revet ud af Victor Sousas historie om sangen En Drøm. Noget om et sommerhus, spøgelser og Jens Otto Krag – resten af fortællingen må du få fra den talentfulde bassist, som fik hele salen til at grine.Det var også det eneste tidspunkt, hvor man kunne høre publikum tale.
Der var ellers stille som i et eksamenslokale. Det var, som om tiden forsvandt mellem publikums hænder, og vi måtte holde hvert et øjeblik tæt på kroppen.

Pludselig bragede guitaren ud, bassen buldrede i brystet, og trommeslageren Lasse Lykke forsvandt i en eksplosion af flyvende arme under nummeret Itu. Her viste Rigmor, at den inderste hjertekule og vildskaben ligger tæt på hinanden. Det ville have været en naturlig afslutning på koncerten – men Rigmor ville mere, og publikum hoppede med på vognen. Vi havde stadig plads i det dunkende røde organ.

Vi var blevet indfanget af den jyske charme, som blev flettet ind i vores hjerter gennem bandets konstante taknemmelighed. Fra en kommentar om: “Hov, der gik babyalarmen!” til små fortællinger og smil fra bandets medlemmer, låste os fast.

Pludselig var der gået over en time, og bandet kom ind til ekstranumre. De havde dog efterladt trommestikkerne og de elektriske instrumenter. Et helt bart Rigmor fremførte to sidste sange.
Da den akustiske Plasticsolen strømmede ud af Vegas højtalere, eksploderede små lys i publikums maver, og alle sang med – uden at vi blev bedt om det. Vega var blevet en del af Rigmor, og Rigmor var blevet en del af os.

Kort fortalt: Rigmor leverede en følelsesladet og intens koncert i Vega, hvor publikum blev revet med af bandets inderlige tekster, grædefremkaldende vokal og eksplosive energi. Fra dyb melankoli til euforisk fællessang skabte de en aften fyldt med jysk charme, poesi og musikalsk magi. Rigmor beviste, at de mestrer både det stille og det vilde – og efterlod os alle som en del af deres musikalske univers.

Hvis du kan lide Rigmor, skal du checke det andet aarhusianske band iiris ud – hvis du heller vil høre noget københavnsk, skal du forelske dig i Agnes Ea